Af KLAVS BIRKHOLM – interview 14.juli 1995
VERDENSSAMTALE – Vi sidder i en af Oxfords klassiske forskerceller, dybt nedsunket i hver sin lænestol. Den eneste lydkulisse er græsplænens grønne stilhed, ude fra den indre gård i Jesus College. I disse omgivelser er det svært at begribe, at min lærde vært lige nu er én af de mest efterspurgte mænd på Storbritanniens TV-, radio- og avisredaktioner. Alle vil høre hans kommentar til det konservative partis dødskramper – som han i adskillige år har været temmelig ene om at forudsige.
Jeg har set frem til dette møde. Ikke bare fordi John Gray i øjeblikket rangerer blandt de mest udfordrende politiske tænkere i verden. Men også fordi han har foretaget en intellektuel udvikling, som går ganske modsat hovedstrømmen i den generation, vi begge tilhører.
Da Margaret Thatcher erobrede regeringsmagten i 1979 – John Gray var dengang først i 30’erne – blev han betragtet som én af de klareste hjerner blandt unge britiske konservative. Skønt egensindig, støttede han tidens populære idé om »mindre regering« og privatisering af de offentlige tjenester. Hans opgør med den keynesianske velfærdsstat var ikke mindst inspireret af ny-liberalismens guru, Friedrich Hayek.
Derfor er det i allerhøjeste grad som insider, at Gray siden midt-80’erne har udviklet en mere og mere sønderlemmende kritik af ny-liberalismens fundamentalistiske hærgen. Det er næppe noget tilfælde, at The Economist i sit seneste nytårsnummer beskrev ham som noget nær den farligste teoretiker p.t.
Det var et forsvar for den traditionelle konservatismes dyder, der fra starten bragte Gray på kant med thatcheristerne. I den inciterende bog Hinsides det Ny Højre (1993) påpeger han f.eks., at konservatismen er den eneste politiske ideologi, der kan anerkende de økologiske nødvendigheder. Kun ud fra en grundlæggende skepsis og forsigtighed over for det nye, er det muligt at begrænse den økonomiske og teknologiske vildvækst.
Men sidste år udgav han Konservatismens Afvikling, hvor tonen er mere pessimistisk. Ny-liberalismens sejrsgang har været så omfattende, at ethvert forsøg på at genoplive konservatismen må afskrives som håbløst donquixotteri, hævder han.
Nu vil rygterne vide, at Gray gør sin indflydelse gældende blandt Tony Blairs rådgivere! Han synker meget langt ned i stolen, slår ud med armene og bekræfter: »Ja, der er visse kontakter«. Der findes stadig utrolig megen ortodoksi i Labour, understreger han. »Men Blair har i det mindste indset, hvor vigtigt det er at udfylde det idé-tomrum, som både hans parti og hele vores politiske kultur er havnet i.«
»Men det vil tage sin tid. Vi taler måske tyve år frem, før noget nyt kan være færdigt til at afløse de gamle politiske ideologier, der alle er brudt sammen.«
Åbenhedens farer
Jeg tænker på, hvordan verden da vil se ud:
– Du karakteriserer økonomiernes globalisering og politikernes tilbedelse af uhæmmede markedskræfter som én af tidens største trusler mod samfund og kulturer. Hvor meget er på spil?
»Disse kræfter udgør principielt en trussel mod harmoniske fællesskaber og social stabilitet. Ny-liberalismen er besat af driften efter at forhindre alle demokratiske regeringer i at begrænse dé voldsomme skadevirkninger, som ekstremt hurtige og dybtgående ændringer i det globale marked øver på samfundene. Alle fællesskaber, alle kulturer skal par tout åbnes for de globale markedskræfters stormvejr. Intet demokratisk organ må kunne kontrollere, om bestemte livsformer, bestemte populationer, bestemte erhvervsmønstre, bestemte værdifulde elementer i den nationale kultur – skal overleve dette stormvejr eller ej.
Men et frit samfund må altid til en vis grad være et lukket samfund; lukket af fælles kulturelle normer. (Gray polemiserer her mod den liberale filosof Karl Popper, birk.) Og hvad vi end mener om globaliseringen, er det ubestrideligt, at den sætter opsparede kulturelle og nationale værdier under et enormt pres. Ny-liberalismens mission er at forhindre staterne i at skabe læhegn for sådanne værdier; forhindre dem i at værne om den sociale stabilitet.
Ja, hele globaliseringsprojektet – der nu inkarneres i organisationer som WTO (GATTs efterfølger) – er designet til at begrænse eller helst fjerne enhver demokratisk beskyttelse af kulturer.«
– Ny-liberalisterne vil naturligvis hævde, at det altid har været markedskræfterne og aldrig de politiske systemer, der har gennemtrumfet udvælgelsen af, hvad der skulle leve og hvad der skulle dø?
»Jamen, det opfatter jeg som en forkert læsning af den økonomiske historie. I store dele af Østasien har den økonomiske udvikling været iværksat og kontrolleret af regeringerne. De har beskyttet hjemmemarkederne. De har grebet ind for at fremme industrielle strategier. Ganske det samme har været tilfældet i både Europa og USA. Vi finder kun ganske få eksempler, hvor helt uregulerede markedskræfter har produceret økonomisk udvikling.
Påstanden om, at regeringerne skulle være magtesløse i dag, betragter jeg som defaitistisk. Måske er et samarbejde mellem suveræne nationstater i mange tilfælde blevet en nødvendighed. Men sådanne regionale sammenslutninger har til gengæld også magtpotentialet til at regulere.
For at vende tilbage til udgangsspørgsmålet: Det er centrale træk i østasiatisk og europæisk kultur, der er på spil. Træk, der vil blive undermineret, såfremt den – grundlæggende amerikanske – radikalt individualistiske markedskapitalisme får lov til at udtørre andre former for markedskapitalisme.
F.eks. vil frihandelsfanatikerne forbyde japanerne at afværge massearbejdsløshed; de må ikke subsidiere ulønsom beskæftigelse. Heldigvis har japanerne forstået, at hvis de giver efter for dette krav, vil det være ensbetydende med at lade deres egen kulturs konfucianske værdier dø for de amerikanske.
Tilsvarende har franskmændene heldigvis forstået, at deres landsby- og bondekultur vil gå til grunde, hvis de importerer den kapitalintensive, stordriftorienterede amerikanske eller australske landbrugspolitik.
Blot to eksempler på, hvor tåbeligt det vil være, hvis regeringer tillader frihandels-sekterikerne at binde deres hænder, så nationale værdier ikke længere kan beskyttes.«
Overmod
Ny-liberalismens hybris, mener John Gray, består i dens fornægtelse af de irrationelle og vilkårlige elementer, der altid vil være en grundbestanddel af det politiske liv. Mennesker er og forbliver ufuldkomne. Det er en utopisk indbildning, at samfundets dilemmaer kan løses definitivt med tekniske fix, for i vort stofskifte med naturen vil vi hele tiden blive konfronteret med nye og uforudsete problemer.
»Fremskridtstroen bliver for alvor farlig, når den antager karakter af en religion. Når den prædiker, at hele verden uomgængeligt konvergerer mod én enkelt, universel civilisation – der opfattes som en forbedring af alle de partikulære kulturer, menneskeheden hidtil har frembragt.
De sovjetkommunistiske regimer illustrerede med drastisk tydelighed farerne ved denne religion. Her (og i Kina) blev fællesskaber opløst og lokale kulturer revet op med rode – brutalt og uden skrupler. De stod i vejen for ‘det progressive projekt’: hurtig industrialisering, kommunisme.
Den nye fremskridtstro, der har overlevet kommunismens fald, har stadig sine rødder i en slags vestlig kulturimperialisme: Den urokkelige overbevisning om, at vores markedsinstitutioner og politiske institutioner – specielt de amerikanske – bør og vil sejre overalt i verden.
I stedet bør idéen om fremskridt lokaliseres: Bestemte folk, bestemte kulturer, bestemte regioner bør selv råde over de ressourcer, med hvilke de kan gøre ‘fremskridt’, som dé nu engang definerer det.«
– Er Du enig med Christopher Lasch i, at fremskridtstroen er et barn af den liberalistiske nationaløkonomi?
»Den fremskridtsidé, der bygger på forestillingen om en uendelig økonomisk vækst og en aldrig afsluttet tilfredsstillelse af stadigt voksende menneskelige behov, har sine rødder i 1800-tallets Europa og 1900-tallets Amerika. Den er økologisk tåbelig, fordi naturen ikke kan vokse uendeligt – tværtimod bygger naturen på en cyklisk stabilitet. Men idéen er også kulturelt skadelig, fordi samfund og fællesskaber dømmes til en permanent og grænseløs forandringsproces uden egentligt moralsk eller åndeligt formål. Hvad er formålet med denne uendelige vækst?«
– Udødelighed!
»Ja, måske afspejler den de postreligiøse kulturers uvillighed til at affinde sig med dødeligheden og endeligheden – såvel i den enkeltes liv som i hele artens liv.
Det vil blive utrolig vanskeligt for kulturer, der har været vænnet til enten kristendommens transcendentale trøst eller den liberale humanismes illusoriske løfter – at erhverve den ydmyge indsigt, at talløse menneskelige håb aldrig vil blive opfyldt.
Blot at ville omgå de grundmenneskelige dilemmaer ved at mangedoble midlerne til at tilfredsstille behov og begær fører imidlertid til kulturel forarmelse. Og når samfundene bliver afhængige af dette fix, mister de deres centrum; de bliver fragmenterede og farlige.«
Tvillingedøtre
John Grays opgør med ny-liberalismen har ikke bragt ham nærmere den socialistiske planøkonomi eller den socialdemokratiske korporativisme. De er ligeså historisk bankerotte, mener han.
Faktisk er liberalismen og socialismen tvillingedøtre af det store Oplysningsprojekt. De deler dens rationalistiske tro på universelle løsninger. Og det er et besynderligt paradoks, at konservatismen har opgivet sin skepsis over for Oplysningsprojektet netop nu, hvor det så åbenbart er i krise.
– Men hvordan vil du karakterisere en ægte, moderne konservatisme?
»Der findes ingen konsistent konservativ tænkning i øjeblikket. Grunden er dels, at de konservative politikere opfatter den teknologiske globalisering og det økonomiske vækstpres som uundgåelige fænomener. Dels, at en klassisk konservativ omsorg for lokale fællesskaber, i dag må føre til ret så radikale politiske konsekvenser. Stort set ingen konservative partier er villige til at udfordre den herskende ortodoksi og té sig som revolutionære.
I stedet bryder konservatismen op i to forskellige varianter, begge forkastelige. Den ene ser vi i USA og mange steder i Europa: en konservativ endossering af den universalistiske liberalisme. Den anden ser vi i i undergrunden: en flirt med fremmedhadet, chauvinismen, endog racismen.
Højreekstremisme er nu en virkelig fare; den profiterer på den kendsgerning, at ingen mainstream politisk bevægelse i Europa forholder sig til de nye usikkerheder og risici, som globaliseringen fremkalder. Alle de politiske partier synes frivilligt at afgive dette territorium til ekstremismen.«
De, der stadig føler for klassisk konservative værdier, må opgive deres traditionelle partiinstitutioner, mener Gray. I stedet må de søge at indgå i helt nye politiske dannelser, hvor de kan forene sig med beslægtede anskuelser. F.eks. De Grønne. På en række punkter stemmer De Grønnes og de klassisk konservatives menneske- og natursyn overens, hævder han.
F.eks. afviser begge liberalismens ubekymrede opfattelse af friheden som noget, der kan og skal realiseres i én eneste generations horisont. Vi er, skriver Gray et sted, »ikke som sommerfuglen, hvis generationer er ukendte for hverandre. Vi er en familie- og historieskabende art, for hvem fortiden må have vægt – erindringens vægt – hvis vi overhovedet skal opnå identitet. Og for hvem livet er en delvis selskabt fortælling, vævet sammen af det materiale, vi har fået overdraget af det fælles liv.«
Han uddyber det for mig: »Det er en forkastelse af idéen om det totalt suveræne individ, helt og holdent uberoende af kulturelle traditioner og fællesskaber. Et individ, som definerer og realiserer sig selv gennem valg, der ikke tager hensyn til hverken naturens eller samfundets stabilitet. Det er Hobbes’ grundfilosofi: Tanken om mennesket som umætteligt begærende og utrætteligt mobilt; uden anden fred end dødens. Både de grønne og de klassisk konservative afviser denne opfattelse af det menneskelige selv, som blev født samtidig med moderniteten, og som stadig dominerer.«
Men samtidig advarer Gray mod ethvert nostalgisk projekt, der går ud på at genoplive førmoderne livsformer. Det er bl.a. hans kritik mod de amerikanske kommunitarister. De bliver moralister. Et argument, der udvikles med styrke i Grays nyeste bog om Isaiah Berlin (1995). Pluralitet og konflikt mellem forskellige roller og forskellige tilhør er blevet en integreret bestandel af vores identiteter.
»Vi kan ikke genskabe gamle familieformer, gamle autoritetsmønstre, traditionelle former for organisk solidaritet«, siger han flegmatisk. »De forandringer, som moderniteten har påført verden gennem de seneste århundreder, er simpelthen for dybtgående; processen er ikke længere reversibel. Nye, helt anderledes former for det fælles liv må udvikles. Stabile og bæredygtige former.«
Tabuer og dæmoner
Det er naturligt, tilføjer han, at den usikkerhed, som globaliseringen medfører på arbejdspladser, i familier og i nationale kulturer, har fremkaldt en længsel tilbage mod mere harmoniske tider. Men det er en illusion.
»F.eks. ønsker ingen at omgøre kvindernes frigørelse. Og heldigvis for det. Vi har fået bedre økonomiske muligheder for kvinder. Vi har fået svangerskabsforebyggelse. Vi har fået flere skilsmisser. Vi har fået papirløse ægteskaber. Det er store og dybtgående ændringer, og de er langtfra af ny dato. Lad os heller ikke glemme, at det er en dybt forankret forestilling i europæisk kultur, at ægteskabet drejer sig om kærlighed og selv-realisering.
Alt dette er kommet for at blive. Hvad vi har brug for, er mere livs-venlige former for økonomisk aktivitet, der gør det muligt for forskellige familier og familieformer at forny sig på en bæredygtig måde over lange perioder. For det uregulerede marked sætter alle familieformer under voldsomt pres, specielt dem med to indkomster. De skal hele tiden være fleksible og mobile. Det er et pres, som ofte er destruktivt.«
Det er den slags udfordringer, nye politiske bevægelser skal finde svar på. Markedsmekanismens dynamik skal på en eller anden måde forsones med det fundamentale menneskelige behov for at inddæmme og begrænse økonomisk risiko. Det har den gamle konservatisme ikke noget svar på.
»Konservatismen som en særskilt intellektuel tradition begyndte som et svar på den franske revolution, og den har nu nået sin afslutning – efter rundt regnet 200 år. Den kan ikke længere håndtere den verden, vi lever i.
Ikke mindst, fordi det europæiske hegemonis æra er omme. Demokratiets tre politiske hovedideologier er alle eurocentriske. De vil alle propagandere de europæiske modeller for hele verden. Men vi har nu fået selvsikre, selvhævdende ikke-occidentale kulturer.«
Det afgørende, siger John Gray, er at vi forstår de varierende, kulturelle mønstres primat over økonomiske og politiske beslutninger. Vi kan ikke længere tillade os at tabuere social stabilitet og dæmonisere økologisk bæredygtighed. Vi kan ikke indskrænke os til at betragte samfundet som en markedsplads.