Østfronten

– 27. februar 1997

Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 27.februar 1997

MANGE forskellige begrundelser, gode såvel som mindre gode, har i årene siden sidste verdenskrig ledsaget opbygningen af de vesteuropæiske samarbejdsinstitutioner. Men skærer man al floromvunden lejlighedstale bort, går man de politiske eliter til marv og hjerte, så står ét og kun ét argument altid tilbage: Freden i Europa. Seks gange på tre århundreder var kontinentet blevet sønderrevet af stadig mere ødelæggende krige –  Trediveårskrigen, Den spanske Arvefølgekrig, Napoleonskrigene, Den tysk-franske Krig, Første og Anden Verdenskrig. Ved hver eneste fredsslutning havde sejrsmagterne bildt sig ind, at de denne gang lagde grundstenen til en permanent og stabil international orden.

Nu skulle det være alvor: Aldrig mere krig! Så meget desto mere nødvendigt, som Anden Verdenskrig havde frembragt et våben af så altødelæggende styrke, at den næste krig ville blive ensbetydende med ragnarok over kontinentet.

Den europæiske bevægelse, der grundlagdes af Churchill, Schuman, Gasperi, Spaak m.fl., blev utvivlsomt også drevet af det geopolitiske forhold, at Vesteuropa for første gang nogensinde var kommet i klemme mellem to globale supermagter. Men grundtanken var, at Europas store nationalstater – frem for alt de gamle ærkefjender Tyskland og Frankrig – nu én gang for alle skulle bindes sammen i et samarbejdende skæbnefællesskab. Og trods alle nuancer mellem føderalister og funktionalister er det stadig hovedformålet med Europarådet og især alt det, der i dag er samlet som Den Europæiske Union.

MEGET HURTIGT udvikledes som bekendt det arrangement, at nordamerikanerne blev medansvarlige – d.v.s. hovedansvarlige – ­for vesteuropæernes militære sikkerhed. NATO blev krigs- og afskrækkelsesorganisationen for den kapitalistisk-liberale supermagt og dens europæiske allierede. Ligesom Warszawapagten blev det for den kommunistisk-totalitære supermagt og dens allierede. Frontlinjen mellem dem var Jerntæppet, som delte kontinentet.

Uundgåeligt blev også de økonomiske og politiske samarbejdsorganer vest og øst for Jerntæppet indrettet efter denne militære delingslinje. Dog ikke mere, end at ubehaget voksede og voksede blandt folkene i både Øst- og Vesteuropa, så dissident- og frihedsbevægelserne til sidst kom til at virke sammen med freds- og nedrustningsbevægelserne og Gorbatjovs reformpolitik – og ingen militær logik formåede at hindre Jerntæppets fald.

Ved indgangen til 90’erne befandt Europa sig herefter i en helt ny geopolitisk situation: Tyskland genforenet, med status som kontinentets absolutte økonomiske stormagt (på vej til at blive endnu større), og med en allerede dybt rodfæstet demokratisk kultur. Frankrig i en reduceret rolle, men med det fransk-tyske samarbejde så veludviklet, at tanken om indbyrdes krig må forekomme mere end fjern. De sydvesteuropæiske stater befriet fra fascismens diktaturer og vel integreret i Vesteuropas økonomisk-politiske samarbejde. De centraleuropæiske stater tilsvarende befriet fra kommunismens diktatur og med et brændende ønske om at blive integreret i det samme økonomisk-politiske samarbejde. Rusland befriet fra både kommunismen og imperiemagten, men med en totalskadet økonomisk struktur og et levn fra den kolde krig på omkring 20.000 atomsprænghoveder.

MAN KAN IKKE ligefrem påstå, at Vestens politiske ledere i 90’erne har forsøgt at tænke lige så visionært som deres forgængere i efterkrigsårene. Overføres datidens europæiske tanke til vort tiår, må hovedopgaven naturligvis være at binde stormagterne Tyskland og Rusland sammen – sammen med Frankrig, Polen, Italien, Ungarn o.s.v. – i et samarbejdende skæbnefællesskab.

I stedet har EU nærmest panisk forsøgt at forcere den struktur, som blev indrettet efter den gamle militære delingslinje, og som hverken Polen, Rumænien, endsige Rusland nogensinde vil kunne integreres i. Den vesteuropæiske forcering betegner  centraleuropæerne sarkastisk ‘vort nye Sølvtæppe’.

Tomrummet har den gamle, amerikanske NATO-logik nu grebet chancen for at udfylde. “Hvis NATO kan udvides hurtigere, hvorfor så vente på, at de centraleuropæiske tomatproducenter begynder at sprøjte med de EU-godkendte pesticider”, spørger udenrigsminister Madeleine Albright retorisk.

Eller sagt uden omsvøb: den militære østfront skal rykkes frem til Brest og Narva, før Rusland kommer til hægterne. Den første mundfuld skal sluges allerede på alliancens Madrid-topmøde til juli.

MON DET ER svært at forestille sig den russiske politiker, der heraf vil konkludere, at NATO ikke eksisterer til forsvar mod sovjetkommunismen, men er en militær alliance mod Rusland? Og at Rusland må indrette sig herefter?

Nej, vi stationerer jo ingen atomvåben hos de nye medlemsstater, svarer Ms Albright. Mange tak! Og så må de russiske ledere i øvrigt se at få gjort deres land demokratisk, ukorrupt og økonomisk velstående, fortsætter hun. Hvilket er at føje spot til skade, for nøjagtig det samme ønske om en kopiering af de velsignede, ukorrupte og velstående vestlige samfund er hovedargumentet for at optage Polen og Ungarn.

Mange europæere bukker allerede høfligt for udsendingene fra State Department og Pentagon. Uden udvidelsen vil centraleuropæerne skabe deres egen, anti-russiske alliance, støttet af separate aftaler med Tyskland og Frankrig, forklarede Bertel Heurlin i tirsdagsavisen. En snavs, politisk afhængig argumentation, der ikke er en forsker værdig.

Ansvaret falder nemlig tilbage på Vesteuropa. Det er os, der afgør, om den nye europæiske orden opbygges med eller mod Rusland.

birk