Familiens belejring

– 20. marts 1997

Af KLAVS BIRKHOLM – anmeldelse offentliggjort i Dagbladet Information i marts 1997

Huslægen huskes af mange midaldrende læsere som en venlig, men myndig herre, som vor mor tog imod i entréen, inden hun bragte ham til sygelejet, hvor han fremdrog stetoskop og andre instrumenter fra sin medbragte taske; med dem lyttede, bankede og trykkede han kyndigt på udvalgte steder af den feberplagede krop. Så skrev han sine recepter, fik et rent håndklæde og talte igen betydningsfulde ord med vor mor, mens hun ledsagede ham tilbage til fordøren.

Måske vil ungdommelige læsere opfatte det som et erindringsbillede fra Kong Gulerods tid. Nutildags har den praktiserende læge jo barrikaderet sig i en ‘konsultation’, som selv senildemente og salmonellapatienter ubønhørligt kommanderes til at opsøge, hvis de vil beæres med et par recepter.

Men for Christopher Lasch er »alliancen mellem kvinder og læger« et tidligt udtryk for den belejring af familien, som begyndte i 1800-tallet, og som nu er blevet næsten total.

Oprindelig blev lægen hustruens og husmoderens forbundsfælle i en epoke, hvor familien havde mistet sin hidtidige karakter af produktionsfællesskab, men til gengæld var blevet voldsomt følelsesmæssigt opladet og ’intimiseret’. Især middelklassens kvinder måtte opdage sig selv som økonomisk afhængige af deres mænd; de måtte finde nye domæner, hvor de kunne modstå den styrkede patriarkalske autoritet og de farlige seksuelle energier, der blev sluppet løs. Husførelse, børnefødsler og børneopdragelse blev kvindens prærogativ i den livsform, som sociologerne har kaldt ’familiekulten’.

Men lægen, hendes oprindelige forbundsfælle, var i virkeligheden en repræsentant for, hvad Lasch betegner som progressivismen – den oplyste anskuelse, at videnskabelig rationalitet altid er det bedste udgangspunkt for en hensigtsmæssig organisering af det fælles liv. I så henseende var 1800-tallets suffragetter og feministbevægelser en del af den samme strømning, ligesom lægen snart blev suppleret med psykiateren, pædagogen, socialarbejderen og en række andre ekspertprofessioner.

Så »i det lange løb skete udvidelsen af de professionelles jurisdiktion i familielivet ikke blot på bekostning af den patriarkalske autoritet, men også på bekostning af den myndighed, kvinderne tidligere havde udøvet over børnefødsler, børneopdragelse og husførelse. … Ved at alliere sig med omsorgsprofessionerne forbedrede kvinderne deres stilling inden for familien, men kun for at blive ofre for en ny afhængighed, forbrugernes afhængighed af markedet og af leverandørerne i eksperthjælp – og ikke bare med henblik på at få opfyldt, men også på at få defineret deres behov.«

Helle i hjerteløsheden

Siden Christopher Lasch i 1991 udgav sit kæmpeværk om populismens fortrængte historie – Det eneste sande Paradis (dansk 1993) – har flere og flere mennesker med håbet i behold hentet inspiration i hans radikale kritik af den moderne fremskridtsoptimisme. Hans sidste, meget sammenfattende bog – Eliternes oprør og forrædderiet mod demokratiet (1994, dansk 1995) – er herhjemme kommet i flere oplag.

Efter Lasch’ alt for tidlige død i februar 1994 er det derfor en uventet gave, at hans datter, Elisabeth Lasch-Quinn, har samlet og udgivet disse ni essays om  »kærlighed, ægteskab og feminisme« – endda efter faderens nøjagtige anvisninger. Uden at prætendere nogen endelig syntese kaster bindet et tankevækkende lys over sammenhænge mellem kærlighedens, kønsrollernes, familiens og hele samfundets historie fra den høviske senmiddelalder til vort uhøviske tiår.

Men som historiker og idéhistoriker – med sin omfattende belæsthed transcenderer han skellet mellem de to discipliner – tager Lasch bestandig engageret udgangspunkt i nutidens udfordringer. Og her er det store spørgsmål: Hvordan har det kunnet lade sig gøre, at 1800-tallets nye ‘familiekult’, feminismen og den moderne intimitetsideologi i dén grad har kunnet spille sammen – dels om at tæmme eros og gøre vort århundrede så kønsløst, dels om at berøve mennesker af begge køn den medborgerlige selvrespekt, som altid er demokratiets forudsætning?

Spørgsmålet er en genoptagelse af tråden fra et tidligere hovedværk – Haven in a Heartless World (Helle i en Hjerteløs Verden, 1977) – hvor Lasch i forordet beskriver modernitetens historie som »en socialisering af produktionen efterfulgt af en socialisering af reproduktionen«: Industrikapitalismens arbejdsdeling, der berøvede den ansatte kontrollen over arbejdet, fjernede samtidig den følelse af stolthed og selvrespekt, der måtte være grundlaget for hans/hendes engagerede deltagelse i de borgerlige fællesanliggender. Kun familien lod liberalismens samfundsorden dem tilbage, som en privat helle i en hjerteløs verden.

Men aldrig så snart havde dette nye ’sociale kompromis’ set dagens lys, før den selvsamme liberalisme begyndte at invadere privatsfæren – med hele skaren af oplyste, professionelle hjælpere, alle ledet af progressivismens gode hensigter om at (gen)installere stoltheden og selvrespekten ’ovenfra’.

Dette er, i Lasch’ øjne, »liberalismens værste forrædderi«.

I Kvinderne og det fælles liv (5. essay) demonstrerer han en slags repetition af denne historie, da middelklassens udflytning til forstæderne efter 2. verdenskrig fremkalder en ny ’suburbanisering af bevidstheden’. Storbykvarterernes uformelle netværk, der organiserede en slags kollektiv selvhjælp vedrørende børns opdragelse og familieproblemer af enhver art, nedbrydes nu til fordel for en rabiat ‘frihedsoplevelse’ i parcelhusområderne.

60’er-feminismen tolker Lasch som en reaktion mod denne ’suburbanisering’. Men når tidens feminister (bl.a. Betty Friedan) »talte for kvindernes karrierer på det lønnede arbejdsmarked uden for hjemmet, ignorerede de den fornedrelse af arbejdet og det medborgerligt-kulturelle forfald, der lå bag adskillelsen af disse sfærer«. Således endte 60’er-feminismen med at konsolidere ’suburbaniseringen’. Ja, den har end ikke »ikke haft nogen civiliserende indflydelse på selskabskapitalismen, men er tværtimod blevet korrumperet af denne«.

Den terapeutiske stat

Alene denne overraskende samlæsning af lægeromanen og rødstrømperomanen gør den nye bog værd at læse.

Lægeromanen – som refereret indledningsvis i denne anmeldelse – udfoldes især i det sidste, på sæt og vis konkluderende essay, »Livet i den terapeutiske stat«. Det blev oprindelig trykt i juni 1980, i The New York Review of Books (hvad den danske udgiver forsømmer at oplyse) og må påkalde sig en ganske særlig interesse for Lasch-interesserede. Her knytter han nemlig sine egne tråde sammen med samtidige arbejder af Michel Foucault, Jacques Donzelot og Philip Rieff, hvilket kom til at indvarsle en væsentlig drejning i forfatterskabet.

I Seksualitetens Historie sammenligner Foucault de medicinske og psykiatriske teknikker til kontrol og normalisering af seksualdriften med den klassiske og orientalske elskovskunst, hvor den seksuelle viden altid blev overleveret i et personligt forhold, fra mester til discipel. Og ifølge Foucault repræsenterede »modreformationens skriftestol det første brud med den gamle kærlighedskunst« – da et bodssakramente blev afløst af sjælesorg, retledning af samvittigheden, pædagogik og i sidste instans psykiatri. En analyse, som Lasch kongenialt skriver ind i sin egen. Han karakteriserer ligefrem progressivismen som en ny ’modreformation’ – et »særdeles vellykket forsøg på at stække populismen, arbejderradikalismen og andre potentielt revolutionære bevægelser ved at reformere samfundet oppefra og nedefter«.

Tilsvarende viser Donzelot i La police des familles, hvordan de professionelle hjælpere »erstattede en regering af familierne med en regering gennem familierne«. Lægerne bidrog til at frigøre kvinderne, men ved at gøre dem til aktører for en ny medicinsk moral, hvor (hus)moderen forblev den underordnede – lægen skrev altid recepten. Og psykologerne og pædagogerne bidrog til at frigøre børnene, men altid ved at bringe dem under myndighedernes overvågning.

I den forstand »viste Freud sig at blive familiens Keynes«. Det liberale behandlerkorps tog fusen på både de konservative tilhængere af den patriarkalske familieorden og de socialistiske fortalere for en socialisering af forældreskabet. I stedet skabte de den terapeutisk intervenerende stat.

Med den konklusion står Lasch på tærsklen til den bog, der skulle gøre ham verdensberømt: Narcissismens kultur (1979, dansk 1983). Ligesom den keynesianske velfærdsøkonomi kun løste midlertidige konjunkturproblemer, men skabte nye former for afhængighed og svækkede demokratiets menneskelige grundlag, således står også den terapeutiske psykologisering over for en dybtgående ’tillidskrise’ i befolkningen.

Skolevæsenet indrettes i stigende grad på at skabe små egocentriske individer, oplyste direktøren for Danmarks Pædagogiske Institut, Lars Henrik Schmidt forrige mandag på forsiden af denne avis. Myndighederne kræver i dag, at barnet skal opleve sig selv som centrum for al opmærksomhed i stedet for som et led i fællesskabets kæde.

»Vi ved nu, at samfundet – som demokrati betragtet – forbløder af ungdommens uvidenhed«, supplerede Suzanne Brøgger på forsiden i lørdags.

Man fristes til at sammenfatte: Samfundet forbløder af ungdommens uvidenhed, der kun står mål med dens selvforelskelse. Enhver, der opfatter dette som vor største og mest foruroligende udfordring, bør uopsætteligt kaste sig over Kvinderne og det fælles liv.

Christopher Lasch: Kvinderne og det fælles liv. Med en introduktion ved Elisabeth Lasch-Quinn. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. 186 sider. 225 kroner. Forlaget Hovedland. Udkommer i dag.