’Den Tredje Vej’ er forbudt for børn

– 29. marts 2000

Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 29.marts 2000

EU har ’en fælles socialpolitik’, med dertil hørende arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, o.s.v. – det er i hvert fald påstanden; en side af de europæiske integrationsbestræbelser, der er blevet fremhævet mere og mere, i takt med at Socialdemokratierne har overtaget regeringsan­svaret i flere og flere medlemslande. Danske Nyrup Rasmussen, britiske Tony Blair og tyske Gerhard Schröder er pionerer i et forsøg på at gøre EU til platform for en fornyelse af den socialdemokratiske, internationale bevægelse – den fornyelse, der går under navnet Den Tredje Vej.

EU har altså (i hvert fald på papiret) en socialpolitik,­ men har EU også en børnepolitik? Nej! Den Tredje Vej er forbudt for børn.

Det kom tydeligt frem under sidste uges ekstraordinære topmøde i Lissabon; et topmøde, der formelt drejede sig om at integrere den for tiden så feterede IT-økonomi som en slags dynamo på farten ad Den Tredje Vej. Den omvæltning i de økonomiske strukturer, som de digitale teknologier har afstedkommet betragtes p.t. som indgangen til et vækstmirakel uden sidestykke i historien, og derfor hedder det også i  topmødets slutdokument, at ”Den Euro­pæiske Union står overfor et kvantespring som følge af globaliseringen og udfordringerne fra den nye, vidensbaserede økonomi”. For vi har jo lige den dér hurdle med den voksende sociale polarisering og arbejdsløsheden, der bider sig fast og bliver et permanent vilkår for stadig større befolkningsgrupper.

Hvad har det nu altsammen med børnene at gøre? Jo, samtidig med topmødet offentliggjorde UNICEF en rapport om børns levevilkår. Lader vi lige et øjeblik topmødets anbefalinger hvile og ser på rapportens detal­jer for EU-områdets vedkommende, så finder vi bl.a. nogle interessante oplysninger om antallet af børn i hjem uden voksne i job. Denne kede­­lige statistik toppes af Storbritannien, hvor 19½ procent af samtlige børn lever i hjem uden voksne i job. I den modsatte ende finder vi Portugal og Grækenland, hvor kun henholdsvis 3,3 og 4,5 procent af alle børn vokser op i hjem uden en forældre, der går på arbejde.

Forklaringen på dette mønster er oldgammel, af både etnologisk og religionshistorisk art. I det katolske Sydeuropa er familierne større og kvindernes erhvervsfrekvens meget lavere. I det protestantisk-libe­rale Nordeuropa, hvor ligestilling og behovsindividualisering betragtes som dyder, forholder det sig modsat. At børnene hos os betaler prisen, er ligeså indlysende, som det er tabubelagt. Det tales der ikke om, det forskes der ikke i – UNICEF-rapporten er kun en enlig sva­le.

Så tilbage til topmødet i Lissabon: Én ting er det paradoks, at slutdokumentet erkender den uacceptabelt høje arbejdsløshed og samtidig vil have flere ind i arbejdsstyrken (beskæftigelsesfrekvensen øn­skes hævet fra gennemsnitligt 61% i dag til 70 % i år 2010). En anden (og langt mere betydningsfuld) ting er, at antallet af kvinder i job skal øges fra 51% idag til over 60% i 2010. Danmark er i så henseende et foregangsland. Som Poul Nyrup stolt konstaterede: ”Vi har en førende position i verden med beskæftigelsesgraden for kvinder.”

Faktisk overgås Skandinavien i så henseende kun af Storbritannien, hvor der i dag er flere kvinder end mænd i beskæftigelse. Og derfor også større ledighed blandt mænd end blandt kvinder. Børnene betaler prisen, som UNICEF konstaterer. Antallet af børn i hjem uden forældre i job er størst i Storbritannien, næststørst i Skanidinavien.

Sagen er jo nemlig den, at når flere og flere kvinder drives ud på arbejdsmarkedet – i en situation, hvor mængden af jobs er begrænset – så vil arbejdsløsheden ramme med dobbelt social tyngde: To fuldtidsbeskæftigede forældre blandt de ressourcestærke. To langtidsledige blandt de ressourcesvage. Det er også her, vi får de mange skilsmisser, fordi arbejdsløse mænd lettere forsumper i selvforagt; og så er det lettere for mødrene at smide dem helt ud.

Men det anfægter ikke Den Tredje Vejs ideologer. Nogle børn skal vokse op i ressourcestærke hjem, hvor far og mor aldrig er hjemme. Andre skal vokse op i hjem, hvor de er altfor meget hjemme eller bare på værtshus. Men børn har ikke stemmeret. Så det taler vi ikke om.