Af Klavs Birkholm – offentliggjort i Dagbladet Information 16.februar 2001
Tid er luksus: Rejsende, der ankommer med interkontinentale fly til Guarulhos i São Paolo, bliver straks kontaktet af venlige mænd iført hvide jakker og stor hvid kasket. ”Where are you going, Sir?” ”Can I see your papers, Sir?” Uniformen, der minder mig om besætningen på et krydstogt, giver indtryk af autoriseret personale, men i virkeligheden er det lufthavnens lejesvende – dragerne.
Klokken er 07.57. Jeg forklarer Senhor Andar, at han kan få 20 Reals, hvis han skaffer mig med maskinen til Porto Alegre, der afgår om 33 minutter. Det er samme flyselskab, som har afgangen kl. 22.45 – dén der står på min billet. At dømme efter Senhor Andars ansigtsudtryk er 20 Reals (cirka 80 kroner) en kolossal sum penge. Med behændig iver gelejder han mig og min bagage gennem den ene terminalhal efter den anden, frem til check-in disken hos TAM Meridionais, hvor han efter et par ordvekslinger med personalet kan sætte min kuffert op på vægten. ”Have a nice travel, Sir!”
Han har på tyve minutter tjent et dagsværk eller to. Jeg har sparet 14 timers spildtid i São Paolo. Engang kaldtes det Den Tredje Verden, nu hedder det bare Syd.
Tid i lommer: TAM’s Fokker-100 har plads til 80-90 passagerer, men vi er kun 15 på denne morgenafgang fra millionbyen. Bag mig sidder et ældre og lidt besværet ægtepar, mandens mediterrane træk virker bekendte. Det er vel én af de 104 kändisser, der skal tale ved topmødet – men hvem? Jeg ransager min hukommelse for avisfotos og bogomslag. Alderen, omkring 80, passer på José Saramago, den nobelprisbelønnede forfatter, der også skal til Porto Alegre; men jeg tvivler, for jeg husker ikke hans kontrafej.
Nu viser det sig tilmed, at manden bagved slet ikke taler portugisisk. Han tilkalder en fransktalende steward og beder om vand til sin udmattede hustru. Jeg opgiver at identificere ham og giver mig i stedet til at kigge ned på Sydbrasiliens enorme skovområder og legendariske strandstribe.
Først fem dage senere, i topmødets tæt befolkede presserum, ser jeg pludselig igen hans ansigt på en af de tv-skærme, der transmitterer fra de store konferencesale: Ben Bella, Líder da Libertação da Argélia – står der minsandten.
Ben Bella! Lederen af den væbnede, algierske befrielseskamp mod det franske koloniherredømme i 1950’erne. Første folkevalgte præsident for republikken, indtil han midt i 60’erne blev afsat ved et kup. Ben Bella – til topmøde i det 3.årtusinde med Attac og de globale bevægelser mod neoliberalismen!
Skyldes denne besynderlige anakronisme Attacs franske rødder? Er det Le Monde Diplomatiques finger i spillet? Er vi alligevel rejst til Brasilien som tiersmondister?
Civilsamfund: Der er indkaldt til pressemøde dagen før åbningen af Forum Social Mundial (FSM). På scenen sidder et overhovede fra hver af de otte organisationer, der står bag hele arrangementet. I midten Olivio Dutra, den populære guvernør her i Rio Grande do Sul, den sydligste af Brasiliens 27 stater; han soler sig i lyset fra de 14 uden- og indenlandske tv-hold. Staten yder betydelig støtte i form af faciliteter, logistik, tolkning m.v. – og Dutra er dreven nok til at indkassere afkastet.
Oded Grajew fra den brasilianske Forening af Arbejdsgivere for Social Ansvarlighed siger: ”Vore otte foreninger har påtaget sig at organisere begivenheden. Men fra nu af tilhører Forum Social Mundial de mere end 400 civile bevægelser og foreninger, der kommer her med deres delegerede.”
Straks pressekonferencen er slut, styrter alle tv-hold, pressefotografer og journalister op på scenen og slår kreds – ikke om Olivio Dutra, men om Bernard Cassen, præsidenten for Attac-Frankrig og redaktør på Le Monde Diplomatique. Jeg kan holde mig udenfor. Jeg har en anden aftale med Cassen.
Anti-Davos: Vi mødes til morgenkaffe på det fornemme Hotel Plaza San Rãfael i det indre Porto Alegre. Bernard Cassen beretter, hvordan idéen til FSM blev født under en samtale i februar sidste år, da han fik besøg i Paris af to brasilianere, Francisco Whitaker fra den brasilianske Biskopkonferences Råd for Retfærdighed og Fred og Oded Grajew. De sagde, at Attac-Frankrig burde organisere et mod-Davos.
”Jeg svarede: Det er ikke nogen god idé. Frankrig er for tæt på Schweiz. Der bør være en afstand, et brud – både symbolsk og geografisk. Mødet bør finde sted i Syd.”
Cassen fortsætter: ”Men kun meget få lande i Syd ville kunne klare en så stor opgave. Jeg kunne kun få øje på ét: Brasilien. Det er et stort land, med mange ressourcer. Her er stærke, folkelige bevægelser. Og nogle stater kan forsyne os med en politisk base. Vi har jo ingen penge. Deltagerne i FSM betaler 50 dollars for at være med, mens det koster 20.000 dollars at være gæst i Davos. Nogle af ressourcerne har vi fundet i fonde. Men vi kunne ikke undvære den hjælp, vi har modtaget fra byen Porto Alegre og fra staten Rio Grande do Sul. Hele mødet her er blevet organiseret i løbet af meget kort tid – seks måneder.”
Han løfter sig i stolen og damper på sin cigarstump: ”Næste år vil vi være bedre organiseret. Næste år vil her være flere mennesker fra Afrika, fra Asien, fra Nordamerika. FSM nummer to vil blive bedre og mere repræsentativt end det første.”
En global campus: Porto Alegre er en by på størrelse med København, og Det katolske Universitet (PUC) ligger i et grønt område 3-4 km fra centrum. Det er kun byens næststørste, men det er rigelig stort og velindrettet til at huse de 4702 delegerede, 104 gæstetalere, 1870 pressefolk – samt hele konferencens 2000 mand store ’stab’ af tolke, sikkerhedsvagter, IT-supportere, udstillere, lydfolk, kamerafolk, logistikpersonale og frivillige.
Derudover er mere end 12.000 aktivister kommet tilrejsende. De holder til forskellige andre steder i byen, hvor alternative workshops og debatter er sat på programmet. Nogle af dem har slået deres borde og boder op udenfor, i universitetsparken; her sælges smykker, magasiner, tørklæder, små musikinstrumenter, men de fleste uddeler bare brochurer om deres bevægelse, forlag, radiostation o.s.v. Her er 33 grader i skyggen og en meget afslappet atmosfære. Bedre end Davos.
Indenfor summer det af alle sprog. Spraglede indianske mexicanere, kedelige schweizere, turbanklædte hinduer, vuggende brasilianere og svedige journalister, der forsøger at opfange et citat fra en af de omvandrende notabiliteter.
Politisk puls: FSM er timet til at finde sted nøjagtig samtidig med World Economic Forum (WEF) i Davos – altså åbningskonference torsdag (25.1), afslutningsceremoni tirsdag (30.1).
De mellemliggende fire arbejdsdage er stramt organiserede, hver dag samme forløb: Om formiddagen samtidige paneldebatter i fire konfencesale med plads til godt 1000 tilhørere i hver (simultantolkning på portugisisk, spansk, fransk, engelsk, tysk og italiensk). Over middag 60-70 workshops rundt omkring på universitetsområdet. Sidst på eftermiddagen kan man overvære såkaldte ’vidnesbyrd’, rene tilløbsstykker, måske en præsentation af denne nye, globale bevægelses helte (– Hebe de la Bonfini fra ’Mødrene på Plaza de Maio’ i Santiago, den franske bondeleder José Bové, den uruguayske forfatter Eduardo Galeano, Brasilias arkitekt Oscar Niemeyer, den amerikansk-chilenske forfatter Ariel Dorfman m.fl.)?
De store formiddagsdebatter har hver dag et nyt tema, der så er inddelt i fire strenge. Aksen i det hele er tydeligvis kampen mod den neoliberalistiske flodbølges udnyttelse af globaliseringen til at nedbryde de offentlige rum – det offentlige samtalerum, den demokratiske arena, de fælles ressourcer (såvel naturlige som menneskeskabte) og de offentlige velfærdsydelser.
”Globaliseringen i ultraliberal form fører til politisk forarmelse”, siger professor Friedrich Müller fra Heidelberg. ”Internationale institutioner som verdenshandelsorganisationen WTO, IMF, Verdensbanken og OECD har opkastet sig selv til en slags planetarisk eksekutivkomité; de har transformeret globaliseringen til en mondialisering af finanskapitalen og the big corporations.”
”Nyliberalismens filosofi er, at alt skal gøres til varer”, siger den italienske økonom Riccardo Petrella. ”Hvis et barn går rundt i en t-shirt uden logo, er det en spildt profitmulighed. Men det værste er, at livsnødvendigheder og elementære naturresourcer som vand og gener nu også gøres til varer.”
Maude Barlow fra Le Conseil de Canadiens giver opsigtsvækkende tal for, hvor stor en del af klodens vandressourcer, der i løbet af ganske få år er blevet privatejet af en forholdsvis lille gruppe koncerner. ”Vandet er det 21.århundredes ’blå guld’. I løbet af 10-15 år udbryder de første krige om vand”, spår hun.
Normon Solomon fra Institute for Public Accuracy i San Francisco giver eksempler på en fuldstændig parallel udvikling i den globale medieindustri. ”Transformationen fra public service til underholdningsvarer bidrager til at sætte de politiske demokratier ud af kraft”, forklarer han.
Mark Ritchie fra Minnesota (en af talerne ved Seattle-demonstrationerne i fjor) giver frapperende eksempler på, hvor meget de senere års frihandelsaftaler har svækket staternes politiske organer, og hvordan aftalerne er til ugunst for små landbrugsproducenter både indenfor og udenfor frihandelsområdet.
Men selv om angrebene på ’den planetariske eksekutivkomité’ er voldsomt direkte, er tonen langt fra jammer og afmagt. Friedrich Müller fremlægger forslag til en ”transnational retsdannelse” og en ”globalisering nedefra”. Den brasilianske økonom Luciano Coutinho gennemgår detaljeret, hvordan Tobin-skatten skal fungere, og hvilke virkninger den må formodes at få. Og den meget populære og veltalende filippiner Walden Bello gør opmærksom på, at hele meningen med FSM – ligesom med Attac – må være at åbne de nationale regeringers øjne for, at det til syvende og sidst er dem, der har magten i WTO, IMF o.s.v.
Min politiske puls begynder at banke hurtigt. Endnu hurtigere, end da jeg for halvandet år siden første gang mødte Attac i Frankrig.
Høj puls: Er det muligt, at det 21. århundredes første tiår igen bliver en politisk grødetid?
Måske som 1980’erne, det hidtil lykkeligste tiår i min politiske levealder? – Dengang vi gjorde oprør mod den kolde krig og Yalta-aftalernes delte Europa-kort? Dengang freds- og borgerbevægelser etablerede stærke alliancer med dissidenterne mod de kommunistiske diktaturer, som gammelpolitikerne og virksomhedslederne gav hænder og indgik aftaler med? Dengang vi sammen med Lech Walensa, Adam Michnik, Mihail Gorbatjov, Czeslaw Milosz, Vaclav Havel og mandre andre betrådte håbets vej? En triumferende vej – Murens fald, fløjsrevolutionerne, kommunismens sammenbrud – indtil EU’s regeringer med Maastricht-traktaten rejste en ny fæstning, der dæmmede op for den økonomiske, sociale og moralske integration mellem øst og vest og fremkaldte ny depression, ikke mindst i Central- og Østeuropa.
Er depressionen nu forbi? Er det igen grødetid? Her på PUC kan det både sanses og begribes, at vi ikke deltager i en manifestation mod globaliseringen. Tværtimod! Både FSM og Attac handler om, at globaliseringen skal være for alle – ikke kun for en ekslusiv elite af managers, embedsmænd og goldcard-holders.
Her i Porto Alegre tror ingen længere på Jacques Attalis, Ulrich Becks og Anthony Giddens’ fremstilling af globaliseringen som ”et vilkår”, ”en skæbne”, ”noget hinsides kontrol” o.s.v. Her spores ingen afmagt, kun nøgternhed om den globale udfordrings omfang.
Cubanisering: Mandag formiddag får min opstemthed en kold douche. Dagens tema er ”politisk magt og etik i det nye samfund”, jeg har valgt den paneldebat, der handler om nationstaternes fremtid. De fem panelister får hver 15 minutter til deres første forelæggelse, derefter er der to timer til at svare på skriftlige spørgsmål og replikker fra salen. Disse spørgsmål og replikker skal være adresseret til en bestemt paneldeltager, der så højst må svare i fem minutter ad gangen.
Med ét kommer der en række spørgsmål til ordstyreren. Hvem er han? Jeg slår op i programmet: Ricardo Alarcón, parlamentsformand på Cuba! Hvad bestiller han her? Han holder brandtale mod den amerikanske imperialisme. En statslig repræsentant for én af det kommunistiske diktaturs sidste bastioner i verden! Rundt omkring i salen begynder små klynger af tilhørere at klappe taktfast og svinge med cubanske flag. Det drejer sig måske om 50 mennesker, men i dette øjeblik fylder de meget. Jeg tvivler på, at de selv har finansieret deres rejse.
Alarcón bliver revet med af sine råbende tilhørere. Han begejstres over sig selv og begynder at overskride alle taletidsrammer. Han taler ikke om nationstatens fremtid, og han holder sig ikke til sine fem minutter. Ordstyreren er fordampet ideologisk. ”Vi må lære af marxismen-lenininismen”, siger han.
Til sidst kan jeg ikke styre mig og overskrider selv min egen rolle som journalist: Jeg rejser mig i salen, banker demonstrativt på mit armbåndsur og råber ”o tempo” (tiden). Kvinden, som sidder ved siden af, river mig ned og tysser. Hun har ellers talt støjende med de foransiddende under flere af de andre talere. Jeg beder om hendes visitkort. Hun er funktionær på den cubanske ambassade i Brasilien.
Net-bossa: Jeg går hen i pressecentret, jeg vil skrive mit raseri ud af kroppen; men allerede computeren har en helbredende virkning. På hver af centrets henved 300 arbejdsplader står en PC med Internetadgang til rådighed for akkrediterede journalister. Det første spørgsmål, man skal tage stilling til, hver gang man sætter sig foran en ny skærm, er valget mellem: (1) Vil du arbejde i Microsoft? (2) Vil du arbejde i et Microsoft-frit miljø?
Her får cubaniseringen ikke en chance, tænker jeg. Hele denne nye, globale bevægelse danser på nettet; derfor behøver den ikke nogen hierarkisk struktur. Demonstrationerne i Seattle og Prag blev tilrettelagt på nettet. Alle de mere end 400 workshops, som afvikles her under FSM, er blevet foreslået og averteret via nettet.
Udenfor pressecentret, på selve konferenceområdet, har også de delegerede fri computer- og Internetadgang; de kan besøge Café Software Livre, der er helt og holdent Linux-baseret. Forleden interviewede jeg vicedirektøren i Procergs, Rio Grande do Suls’ IT-tjeneste, der har sat det hele op. Jeg spurgte ham, hvorfor man har givet pressen mulighed for at arbejde i Microsoft?
”For at undgå medienedsmeltning ved en så betydningsfuld begivenhed”, svarede Marcelo D’Ella Branco. ”Det internationale pressekorps er jo afhængige af Bill Gates’ Windows på samme måde som storbyjunkies er afhængige af Ecuadors og Thailands narkobaroner.”
Respekt: Sidste arbejdsdag slutter med et massivt besøgt møde med Via Campesina, den internationale bevægelse af landarbejdere. Talerne er João Pedro Stédile, national koordinator i MST (de jordløse landarbejderes bevægelse i Brasilien) – og José Bové, helten fra Larzac, der satte sig op mod McDonalds.
Da Stédile oplæser meddelelsen om, at de brasilianske myndigheder har givet Bové ordre til at forlade landet indenfor 24 timer på grund af hans deltagelse i en aktion på Monsantos marker med gensplejsede sojaplanter, bryder forsamlingen ud i et taktfast og øredøvende: Fica! Fica! Fica! (Bliv! Bliv! Bliv!)
Det er noget ganske andet end cubanerne. MST er en folkelig bevægelse, der med livet som indsats og under voldsom forfølgelse kæmper for social ret og rimelighed. Jeg tænker på Edmund Burke, grundlæggeren af den moderne konservatisme, en fremragende tænker. Ligeså meget, Burke hadede de revolutionære jakobinere for deres diktatur fra oven, ligeså meget respekterede han den revolutionære anti-kolonialisme i blandt andet Nordamerika. Fordi den var folkelig og varetog samfundshelheden.
Den samme tankegang vil kunne gøre Attac historisk betydningsfuld i det 21.århundrede. Um outro mundo é possivel!