Jeg – en mellemmand (… af en mikrofonholders bekendelser)

– 29. maj 2001

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i månedsmagasinet Emil 29.maj 2001

En radiomikrofon er en magtfuld ting. Mikrofonen kan portrættere et menneske sandfærdigt – men den kan også udstille og udlevere det samme menneske. Mikrofonen kan formidle et helt livs historie, både lykke og ulykke, himmel og helvede og i bedste fald lidt af begge dele – men den kan også skære historiens tråde over, gøre den ligegyldig. Mikrofonen kan indbyde til samtale, åbne en verden af nye og vigtige spørgsmål – men den kan også lukke af og levere de færdige svar, før spørgsmålene stilles.

Det afhænger altsammen af mikrofonholderen. Jeg bruger med vilje dette forkætrede ord, for jeg vil gerne rehabilitere den gode mikrofonholder.

Mikrofonholderen er på færde i mange sammenhænge – f.eks. når Johnny Melby fra Lydarkivet [1] arbejder i marken for at optage humlebiens summen en varm sommerdag, eller når Peter Kristiansen [2] og hans kollegaer fra programmet Lydmuren indsam­ler materialer til deres radiocollager. Men her vil jeg koncentrere mig om mikrofonholderen som interviewer.

For ham eller hende er det et betroet hverv at bestyre en mikrofon, uanset om det foregår i et radiostudie, en dagligstue, et forsamlingshus eller på en fiske­kutter. Mikrofonholderen har ansvaret for, at samtalen lykkes, at historien bliver fortalt – men har også magten til at sikre det modsatte udfald.

Erfaring og professionalisme er naturligvis afgørende her, men teknisk håndelag er efter min opfattelse ikke nok. Noget mere grundlæggende er på spil, noget der har at gøre med programmedarbejderens indstilling til sit arbejde. Vi kunne måske vove at tale om mikrofonholderens dyder.

Ydmyghed

For det første må man omgås den magtfulde lille magtnetdåse med en vis ydmyghed. Faren for at blive benovet og gøre mikrofonen til sit eget spejl er udtalt, ikke mindst i vores narcissistiske kultur. Er jeg ikke interessant? Taler jeg ikke godt? Har jeg ikke nogle vilde synspunkter?

Nej! En programmedarbejder må aldrig gøre sig selv til hovedperson. Så bliver udsendelsen straks klæg og banal. Livet er for kort, også for radiolytterne, til at spilde tiden på senpubertetiske studieværters navlepilleri.

Det interessante er altid det uden for én selv – det være sig histo­rien, personen eller synspunktet. Det er også derfor, der altid må gå et alvorligt arbejde forud for et interview; det er en del af ydmygheden. Mikrofonholderen bliver miserabel, hvis han eller hun ikke har sat sig grundigt ind i sit emne.

Det er naturligvis en fordring, hvis omfang varierer meget efter opgaven. Nogle portrætsamtaler kræver mindre research end andre. Nogle saglige interviews er lettere end andre, fordi man på forhånd er vældig godt inde i stoffet (jeg holder mig her til mine egne erfaringer). Men man kan altså ikke føre en god samtale med Rosemarie Løgstrup om hendes livs even­tyr, hvis man ikke har sat sig ind i K.E. Løgstrups værk. Ligesom man ikke kan interviewe friskoleforkvinden Margareta Balle-Petersen om hendes migration fra det øvrighedsstyrede folkhemmat til vores grundt­vigske folkelighed, hvis man ikke kender til de væsentlige kulturforskelle mellem Sverige og Danmark. Og selvfølgelig kan man ikke lave et ordentligt interview med chefen for den tyske Forbundsbank, hvis man ikke har sat sig godt og grundigt ind i Tysklands monetære politik og Forbundsbankens rolle heri. Ligesom man ikke kan interviewe Zygmunt Bauman om hans syn på globaliseringen, hvis man ikke har læst hans bøger om emnet.

Man skal være medvider for at kunne tale med. Ideologien om det forudsætningsløse interview, som i hvert fald har været på mode, fører durk frem til den selvspejlende programmedarbejder, der altid forsøger at legitimere sin uvidenhed med den nedladende påstand om at lytterne er uvidende.

At lade sig overraske

At være medvider betyder imidlertid ikke at kende svarene. Det er det andet krav til den gode mikrofonholder: at være nysgerrig og parat til at lade sig forbløffe og overraske.

Den programmedarbejder, der sidder beskyttet bag glasruden, trækker nøglen og på forhånd har hele interviewet skrevet ned på papir, er om muligt endnu mere ulidelig at høre på end ham der gør sig selv til showet. Mikrofonholderen må være rede til at lade sig føre af samtalens strøm. Det er hele tiden svarene, der bestemmer, hvor man skal bevæge sig hen – og ofte havner man helt uventede steder.

I sidste måned interviewede jeg Klaus Rifbjerg til en udgave af magasinprogrammet Agenda, hvor temaet var kulturradikalismen og den moderne danske oplysningstradition. Udgangspunktet var en ny antologi, hvor 12 bidragydere belyser forskellige sider af ”kulturradikalismen gennem 130 år”. Rifbjergs kapitel er bestemt ikke dét, jeg er mest enig i. Men det er skrevet med stor oplagthed, og i sin karakteristik af kulturradikalismen som kendetegnet af oprørsk livsappetit og højt humør kommer det både i form og indhold ånden fra Brandes og PH nærmere end noget andet bidrag i bogen. Derfor valgte jeg at invitere Rifbjerg i studiet. Han pirrede nysgerrigheden mest.

Hvordan skulle samtalen nu forløbe? Efter min mening rammer Rifbjerg plet i en række af sine nutidsdiagnoser, men jeg bliver provokeret af hans påstand om, at vi befinder os i en situation, ”hvor det nationalromantiske, forsvarstanken og kongerøgelsen er sat i højsædet, og hvor metafysikken og overtroen vinder frem”. Det finder jeg plat. Hvor Rifbjerg ser kulturradikalismen som den store taber i dag, opfat­ter jeg billedet mere komplekst og mener at bevægelsen på flere fronter snarere har sejret. På godt og på ondt.

Men: mikrofonholderens opgave er netop ikke at spejle sig selv. Opgaven er at få (i dette tilfælde) Klaus Rifbjerg til at folde sig mest muligt ud. At gå efter det høje frem for det platte. At opsøge ham de steder, hvor han er stærkest. At udnytte de 25 minutter til at føre lytteren bedst muligt rundt om manden. Så må hver især drage sin egen konklusion.

Intet ville være lettere end af afbryde den rifbjergske taleswing med halstarrig insisteren på sine egne kardinalpunkter. Men hvem ville få noget ud af det? I hvert fald ikke lytterne.

Ethvert menneske, det være sig en kunstner, en politiker eller en tømrer, er en gåde i uendelig mange lag. Og det rummer – ligesom ethvert kunstværk, enhver tankebygning, selv enhver isme – en dyb sandhed. Det er her, mikrofonholderen skal søge.

At opsøge sin modsætning

Kulturradikalismen er ikke min yndlingsthe, men selvfølgelig kan jeg i mit sind mobilisere en sympati for Brandes og PH og nogle af bevægelsens mærkesager. Og det opfatter jeg netop som min opgave i en samtale med Klaus Rifbjerg: at identificere mig med dét, han brænder for; at swinge med i stedet for at hakke imod; at katalysere en stigning og ikke et sammenbrud i samtalen. Måske kunne min gemte sympati for kulturradikalismen ligefrem bestyrkes derved, hvem ved?

Sådan har jeg selv som mikrofonholder danset med så forskellige mennesker som Anders Fogh Rasmussen, Bengt Burg, Ole Thyssen og Anthony Giddens.

”Hvorfor lod du Anders Fogh slippe afsted med at lukke al det liberalistiske sludder ud? Hvorfor gik du ikke mere i kødet på ham?” spurgte en god ven engang i efteråret 1999, efter programmet Politikernes Millennium.

Jeg ville altså hellere have samtalen til at danse. Og selvom liberalismens idé (efter min mening) rigtignok har alt for megen vind i sejlene, rummer også den naturligvis nogle sandheder. Mikrofonholderens opgave er ikke at afsløre og afklæde, som pornografen; opgaven er at kalde en skikkelse frem, som billedhuggeren.

Det såkaldt afslørende interview er blålys. Javist, det er bestemt guld værd, at der stadig findes medier, som afsætter journalistiske ressourcer til at grave dybt i ømfindtlige sager. Derved løftes pressens fornemme ansvar for at holde magthaverne under kritisk observation. Og i arbejdet med at afdække sagen indgår naturligvis også samtaler med de involverede. Men for åben mikrofon – eller skærm – er et forsøg på at ’afsløre’ personer altid noget andet, end det giver sig ud for: Hvis bare man kan få ’offeret’ til at blokere eller vikle sig ud i selvmodsigelser, er det et ’scoop’, der erstatter den ellers nødvendige dokumentation. Imod demokratiets idé bliver mediet gjort til en retssal.

Det er denne sygelige tilstand, der har givet ordet mikrofonholder dets negative klang.

Nærkontakt

Demokratiets mest basale forudsætning er den samtale, der rummer hengivelsen til den andens synspunkter i en sådan grad, at man for et øjeblik identificerer sig med dem.

Samtidig har den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt også lært mig, at samtalen forudsætter en afstand, et rum-imellem. Hvis man på forhånd er helt enige, bliver samtalen ligegyldig. To mennesker, der står på nøjagtig den samme plet, kan umuligt danse med hinanden.

Men – og her kommer vi til mikrofonholderens tredje dyd, den mest kontroversielle: dansen kræver nærkontakt. Empati er ubetinget nødvendig. Enhver samtale bevæger sig gennem tåger fra klarhed til klarhed. Og i tågeområderne må man kunne tage hinanden i hånden i tillid til, at vi søger efter nogenlunde det samme.

Hvad enten man taler med Tony Blair om Labours ”Tredje Vej” eller med Jimmy fra Ægirsgade om at være ung og arbejdsløs, må der være denne fortrolighed. Ellers sker der for lidt i højttalerne.

Det krav gør til tider livet anstrengende for mikrofonholderen. Man får mange bekendte! Men deri er der selvfølgelig også en stor rigdom.

Den ungarske litteraturhistoriker, æstet og filosof Georg Lukács skriver et sted i sit hovedværk om den historiske roman, at de bedste forfattere i den genre hverken gør konger eller bønder til hovedpersoner, men altid sørger for at anbringe en mellemmand i fortællingens centrum – en, der kan færdes naturligt både ved hoffet og i hytten.

Sådan en mellemmand vil jeg gerne være som mikrofonholder. Med gode bekendte i både ind- og udland – i regeringerne, på universiteterne, i forfatterakademierne og blandt gamle og unge i Ægirsgade. Så samtalen aldrig standser.


[1] Johnny Melby var i mange år manden, der fra sit kontor i Radiohuset kunne fremskaffe en hvilken som helst lyd, man skulle bruge i en feature. Han vidste, hvor man kunne finde lyden af en piazza i Firenze i september (til forskel fra november), ligesom enhver fuglestemme havde sin årstid og sin lokalitet i Johnnys arkiv (note tilføjet 2010).

[2] Peter Kristiansen, én af de største radiokunstnere, døde i 2007 (note tilføjet 2010).