Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 28.juni 2008
Jordens befolkning vokser ekstremt hurtigt. I forrige uge blev prognosen for de kommende års tilvækst justeret, da Census Bureau (USA’s statistiske kontor) meddelte, at det globale befolkningstal allerede i 2012 vil passere de syv milliarder.
Det er kun ni år siden, vi nåede op over seks milliarder mennesker. Til sammenligning tog det omkring 150.000 år at nå den første milliard (det var omkring år 1800). Den anden milliard kom til på bare 130 år (i 1930), den tredje på tredive år (1960), den fjerde på fjorten (1974), den femte på tretten (1987), og den sjette på tolv år (1999).
En sådan stigningskurve kaldes eksponentiel. Når den afbildes grafisk – med tiden som x-akse og befolkningstallet som y-akse – ligner den et langt stykke en næsten vandret linje, så begynder den langsomt at krumme opad, og fordi også stigningen stiger, eksploderer den til sidst mod en næsten lodret vækst.
Jeg kender en yderst malende beskrivelse af det samme: ”Hvis det 20.århundredes rater for befolkningstilvækst havde været gældende siden landbrugets opfindelse, ville jorden i dag være indesluttet i en bølgende masse af menneskekød – tusinder af lysår i diameter og ekspanderende i rummet med en fart mange gange lysets hastighed.” (John McNeill: Something New under the Sun).
Det er klart, at længe inden den første billion menneskekroppe har dækket al jordoverflade, vil vores art (og mange andre) være gået til grunde af mangel på føde. Jo flere vi er, jo vanskeligere vil det være at opretholde balancerede økosystemer, som kan være eksistensgrundlag for Homo Sapiens og alle de livsformer, vi eksisterer sammen med.
Derfor er det helt uholdbart, at verdens befolkning stadig vokser med 220.000 mennesker om dagen. Og ganske besynderligt, at problemet påkalder sig så ringe opmærksomhed.
Eksempelvis udgør fejlernæring, dårlige sanitære forhold og epidemier tre af de ”ti udfordringer”, som statistikeren Bjørn Lomborg og hans Copenhagen Consensus vil have hele verden til at prioritere. Men befolkningsvæksten er ikke med i kataloget.
For at føje spot til skade taler den vestlige verdens politiske eliter ustandselig om den såkaldte ældrebombe – en metaforisk omskrivning af deres bekymring over, at der fødes for få børn i vores del af verden. Og enorme summer investeres i den kunstige befrugtningsindustri, som skal sikre, at alle de familier, som den urbane civilisation har gjort ufrugtbare, alligevel kan få afkom med deres egne gener!
Hvordan vendes den globale befolkningstilvækst? Det burde være et helt centralt spørgsmål i tilrettelæggelsen af den store klimakonference i København næste efterår. Miljøbelastningen afhænger jo ikke kun af forbruget per capita, men også af, hvor mange mennesker vi er om at forbruge.
Hvorfor den store fortrængning? Fordi den marxistiske vækstoptimisme har sejret, dels i form af den socialdemokratiske industrialisme, dels i form af Cepos-liberalismen. Alle synes overbeviste om, at når bare mennesker bliver tilstrækkeligt rige og får både BMW og mobilt bredbånd, så holder de også op med at få børn.
Befolkningen i de rige vestlige samfund blev seksdoblet fra industrialismens begyndelse frem til slutningen af det 20.århundrede. Så befolkningen i de mindre udviklede verdensdele skal lige vokse fra de nuværende 6 milliarder til omkring 36 milliarder – der alle sammen skal have bil, brusebad og dybfryser – så skal befolkningsvæksten nok flade ud.
Ja, det er helt sikkert!