Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 6.april 2010
I verdenshistorisk perspektiv var de sidste ti dage før påske bemærkelsesværdige. Først vedtog den amerikanske kongres den mest omfattende sociale reformlovgivning i mands minde. Så satte en amerikansk præsident for første gang nogensinde den israelske premierminister stolen for døren, da Benjamin Netanyahu blev sendt hjem fra Washington med en stram tidsfrist til at levere klare svar på klare spørgsmål om meningen med Israels politik overfor palæstinenserne. Og endelig blev den kolde krigs to store atomvåbenmagter, USA og Rusland enige om den mest vidtgående nedrustningsaftale siden Mihail Gorbatjovs æra.
Jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at tage del i den almindelige Obama-eufori, som greb om sig i løbet af 2008 og kulminerede under inaugurationen for snart 15 måneder siden. Tilbage fra primærvalgene i 2000 var min naturlige sympati hos den ægte konservative forsamlingshusdemokrat John McCain – jeg var længe om at indse, at mediemagten og konsulentindustrien i de mellemliggende 8 år havde haft held til at trække tænderne ud på den ellers så egenrådige senator.
Men nu, hvor euforien er helt borte og det forlængst er blevet hverdag i Det Hvide Hus, er det blevet tydeligt selv for mig, at Barack Obama har format til at blive en af de største præsidenter i De Forenede Staters historie, på linje med Abraham Lincoln og Franklin D Roosevelt.
Lincoln døde i 1865, da det politiske demokrati endnu byggede på bytorvet og forsamlingshuset. Roosevelt døde i 1945, da pressen stadig var demokratiets tjener og respekten for kongressen var rimelig intakt.
Barack Obama er præsident i en helt anden tid. Hans evne til at lade sin egen tankes klarhed, personlige vision og usædvanlige ihærdighed få afgørende indflydelse på meget store beslutningsprocesser er særlig bemærkelsesværdig på baggrund af, at det medie-industrielle kompleks nu helt har overtaget magten over den offentlige meningsdannelse og dermed også over det politiske system, der mere og mere fremtræder som et anonymt megamaskineri (Vaclav Havels udtryk).
Forrige fredag, da Obama omsider enedes med den russiske præsident Dmitri Medvedev om NY START-traktaten, kunne New York Times fortælle historien om, hvor meget Obama selv havde været involveret i og ansvarlig for forhandlingsprocessen. Selv om de to statsledere ved deres første møde i april 2009 enedes om at udpege hver deres gruppe af erfarne nedrustningsforhandlere, som fik til opdrag at udarbejde en afløser til den gamle START-traktat fra 1991, blev Obama ved med at engagere sig personligt i sagen, blandt andet gennem 14 direkte telefonsamtaler mellem de to præsidentkontorer.
Under klimatopmødet i København fik Obama sat en afgørende samtale op med Medvedev i en tom tøjbutik nær BellaCentret. Og ”selv i de senere måneder, hvor præsident Obama har været indenrigspolitisk svækket og helt opslugt af sin kampagne for sundhedsreformen, er det forbløffende, hvor meget opmærksomhed han har fastholdt på Start-forhandlingerne”, udtaler Sergej M. Rogov, direktør ved USA-Canada-Instituttet i Moskva.
Således er det gået til, at verdens arsenaler af langtrækkende atomvåben nu beskæres til rundt regnet det halve. Og det er kun én af flere begivenheder i 10 dage der – om ikke rystede verden, så i det mindste ruskede op i den.
Bortset lige fra Nordeuropas i særklasse dårligste public service-organ, Danmarks Radio, der i løbet af de samme ti dage bragte et rekordstort antal journalistiske bidrag om den i deres optik allerstørste begivenhed, X-faktor finalen.