Når spurven tjipper ”solforrykt i sind”

– 3. april 2012

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 2.april 2012

Når de etiske overvejelser reduceres til nyttespørgsmål, går det væsentlige tabt

TIDLIG VÅR kalder Johs. V Jensen det digt, vi kender fra Højskolesangbogen som ”Vintergæk er brudt af mulden”. En årstid, der begynder allerede i februar og varer lige til nu – med dage, hvor solen er så skarp i sneklatter, vandpytter og nøgne træer, at selv det mest hengemte vinterhi må gennemtrænges af overvældende, nyt lys.

Så er det, at Knud Jeppesens frejdigt trallende melodi lister sig ind i mange af os, der har haft morgensang i skoletiden eller været på højskole: ”kækt erantis trodser kulden”. Digtet er en blomst i Johs. V Jensens rige poesi. Han lader forårsbebuderne vintergæk, erantis og hyacint blive til billeder på alle de glade børn og unge, der atter opstemte springer rundt i byens solfyldte gader – og stadig vil gøre det, når vi ikke er her længere: ”Nærm dig gerne, stille Død! / Disse lyse Børneskarer / Livets Arvelod forsvarer!”

Der er især to verslinjer, der år efter år ikke vil give slip på mig, selv når vejret bliver varmere:

Spurven solforrykt i sind
tjipper i en nøgen lind.

Det er en vidunderlig sansning, synes jeg: Spurven, der er blevet så beruset af al den sol, at den så at sige ikke længere kan styre sig, men må tjippe og tjippe i rummet, der er så uendeligt, fordi træerne endnu står uden blade – tjiip, tjiip, tjiip ….

MEN, SPØRGER min læser måske med henvisning til klummens titel, hvad har det alt sammen med etik at gøre? Ingenting – ifølge den angelsaksiske nytteværditænkning, der lige nu dominerer næsten al universitetsfilosofi herhjemme. Alting – ifølge K.E. Løgstrup, én af det 20. århundredes største etiske tænkere.

Ifølge nytteværdifilosofien er etikkens afgørelse i sidste ende en logisk kalkule om, hvilken handling der gavner mest og skader mindst. Ifølge Løgstrup hidrører den etiske impuls i sidste ende fra universet og må begrundes metafysisk – det er ikke nogen specielt religiøs tanke, det er bare en helt anden filosofi.

Dette: at verden taler til os, at vi akkurat som spurven er overvældet af det vidunderlige og må bryde ud i jubel, forsyner os med et ”metafysisk overskud”, der betyder, at vi ikke bare er optaget af at overleve og at berige os selv – men også eksempelvis af verdens skønhed og af andre menneskers ve og vel.

Vi er en del af det samme univers, vi står ikke bare udenfor, iagttagende og analyserende. Vi er opfyldt af den samme jubel som spurven: over at være.

For sundhedsstyrelsen, sundhedsministeriets embedsmænd og rigtig mange læger er denne tankegang både ubegribelig og uhåndterbar. Næh, autonomi, ”den enkeltes frie valg”, det må være etik nok! Taler vi for eksempel om fremtidens fosterdiagnostik, så er det vel ikke afgørende, om de nye teknologier vil medføre 10.- eller 20.000 flere aborter om året. De aborterede har jo bevidsthed som en haletudse eller højst som en museunge – de ved intet om det tilværelsesmirakel, de går glip af. Så det har ingen nytteværdi at tage hensyn til dem.

Men disse embedsmænd handler i blinde. ”Brændslen til sjælens ild er alle tings sansbare legemlighed”, siger Løgstrup. Hvis vi befandt os i et tomrum uden vindens susen, bækkens rislen, baggårdskattens hvæs – eller hvilke indtryk der nu er hjemlige for den enkelte – ville vi hverken kunne hade, elske, tænke eller debattere. Endsige digte, som  Jensen:

På en stråle sol vi rider,
eja, nu og alle tider!