Diagnosen suspenderer historien

– 24. september 2012

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 24.september 2012

 

EN DIAGNOSE er for tiden noget af det fineste, man kan have. Hvis nogen skal forstå, hvem jeg er, synes min patientjournal i dag at være vigtigere end mit generalieblad. Og er man forældre til et barn, der ikke opnår karakteren 12 i samtlige skolefag, gør man klogt i at finde en specialist, der kan stille en diagnose. Det udløser nemlig ekstra lærertimer, særlige eksamensvilkår og måske tilmed medicin – så kan alle være glade og forældrene slappe af.

Vil man anerkendes og tages alvorligt, må man kunne henvise til en diagnose, enten hos sig selv eller i sin familie. Vé den, der ikke har nogen diagnose at fortælle om!

Denne trend har bragt mig i en vis forlegenhed, når jeg rejser rundt til landets foredragssale for at tale om medicinsk etik. For at føle mig berettiget til at tage ordet, har jeg måttet granske mig selv – og til al held, men også til nogen overraskelse for mig selv, fundet en diagnose.

Den er endnu ikke optaget i de officielle diagnosekataloger, men jeg kalder den HASD. Det står for Hyper Attention & Sensitivity Disorder, altså en forstørret opmærksom- og følsomhed – så forstørret, at det i dag må kaldes forstyrret: Jeg kan kort sagt ikke være til stede i et lokale uden at observere, hvad der foregår. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvad mennesker signalerer til hverandre, hvad enten de taler eller ikke taler. I en togkupé kan jeg ikke samle mig, hvis der spilles musik. Jeg kan ikke lade være med at lytte, når nogen siger noget. Og jeg kan på ingen måde føre en samtale i et rum, hvor et tv-program er under afvikling. Kort sagt: jeg kan ikke lukke verden ude.

For blot få år siden opfattede jeg dette træk som normalt, ja ligefrem som en styrke hos mig selv. Jeg citerede med fryd M.A. Goldschmidts definition på dannelse om en ”højt udviklet evne til at være opmærksom” og Thorkild Bjørnvigs analyse af, hvorfor evnen til opmærksomhed nu degenererer (støjdilleriet, hastværket osv) – med hans vidunderlige tilføjelse: ”og dog, hvor et virkeligt opmærksomt menneske findes, er oase og centrum”. [1]

Men nu forstår jeg, at min HASD i virkeligheden er et handicap. Det var vel dette handicap, der for fem år siden drev mig til i desperation at forlade Danmarks Radio, bare fordi jeg ikke kunne være kreativ i et 60-personers storrum med løbende telefonskvalder og masser af samtale hen over skrivebordene? Og måske er det af samme grund, jeg er så rasende på alle de politikere fra højre og venstre, der vil bygge stadig flere broer og veje for at udvide biltransporten? Jeg nyder at meditere i stilheden og kan slet ikke drikke en kop kaffe, hverken i en skov eller på en græsplæne, hvis man hele tiden kan høre støjen fra de forbihastende biler. Således kan en diagnose få mange ting til at falde på plads, også ens politiske holdning.

Dengang jeg gik i skole, kunne jeg kun koncentrere mig om at læse, når resten af familien sov. Der gik sjove historier om, hvordan min mor sørgede for at liste, hvis hun skulle forbi mit værelse. I mange år troede jeg på den psykologiske forklaring, at eftersom min far var en utilregnelig tyran, ja mere end det – han terroriserede hele familien, som altid frygtede hans luner – så blev jeg nødt til uophørligt at have antennerne ude. Nu forstår jeg, at det ikke handlede om ham, det var bare min HASD.

Mange år senere, da jeg første gang skulle forhandle ansættelseskontrakt med Danmarks Radio, ville jeg slet ikke gå ind på tillidsmandens forslag om, at jeg skulle kræve særlige tillæg for mine kvalifikationer. Nej, jeg ville have et roligt og rummeligt arbejdskontor, hvor døren kunne lukkes. Dengang troede jeg, at det drejede sig om min politiske holdning – som var, at man snarere skulle kræve kollektiv lønnedgang end det modsatte, og at andre goder var mere værdifulde. Nu forstår jeg, at det bare var min HASD.

Endnu senere, da Milan Kundera udgav sin lille roman Langsomheden, blev jeg så begejstret over, at andre mennesker også kunne se en sammenhæng mellem stilhed, langsomhed og erotik – og modsat: mellem støj, hastværk og uerotisk eksistens (pornografi) – at jeg straks måtte lave et radioessay om romanen. Det blev til flere Kundera-programmer, og senere også til et halvanden time langt program om tidens og fartens historie fra Middelalderens munkevæsen til Spirits of Extasy [2]. Jeg troede dengang, at der var tale om en inspiration. Nu begriber jeg, at det bare var min HASD.

Således falder mere og mere på plads i mit liv. Heldigvis behøver jeg ikke længere have hverken en personlig historie eller en politisk holdning. Jeg har jo min diagnose.

Diagnosen suspenderer historien. Den eliminerer det konkrete og det mangfoldige; på den måde passer den perfekt til al den moderne management, uden hvilken vores samfund jo ville være helt anderledes.



[1] Thorkild Bjørnvig, ”Findes en akademisk Dannelse” i: Thorkild Bjørnvig, Begyndelsen. Essays, 1960.

[2] Klavs Birkholm, Langsomheden. Essay på: DR P1, 18.02.1996, kl 11.05-12.00. – Klavs Birkholm, Tid. Fart. Tempo. Millennium nr 43 på: DR P1, 29.08.1999, kl. 13.20-14.50. – Klavs Birkholm, Mellem latterlige lidenskaber og politisk alvor. Essay på: DR P1, 10.10.1999, kl. 11.05-12.00. – Klavs Birkholm, Om latter og glemsel. Essay på: DR P1, 05.12.1999, kl. 11.05-12.00.