Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 25.februar 2013
RIGSHOSPITALET og Horsens Sygehus tilbyder nu en vurdering af, ”hvor mange års frugtbarhed en kvinde har igen”. Ifølge pressen er der stor efterspørgsel på det nye tilbud. Mange kvinder vil gerne have oplyst deres ”baby-deadline”, så andre hospitaler må nu tage stilling til, om de vil følge med i markedet.
Man fristes til at spørge, hvad formålet mon er? – At forebygge, inden behovet for kunstig befrugtning opstår, svarer overlæge på Rigshospitalet, professor Anders Nyboe Andersen.
Altså: en kvinde og hendes partner skal vide, hvor mange år de uden større risiko kan tillade sig at udskyde familieforøgelsen – af hensyn til planlægningen af uddannelse, jobkarriere, boligkøb mm.
Her i Søren Kierkegaard året må det måske være tilladt at spørge: jamen, kan eksistensen da i dén grad planlægges?
Spørger man de pågældende kvinder, vil flertallet antagelig svare: Andet kan slet ikke komme på tale! Hvordan skulle jeg og min mand overhovedet kunne sejle vores lille familie trygt igennem tilværelsens skærgård, hvis børn bare kom væltende på ubelejlige tidspunkter?
I akademisk filosofi vil mange betegne dette svar som et udtryk for, at kvinden udøver sin frie selvbestemmelsesret (autonomi). Et synspunkt, som også sundhedsmyndigheder og –styrelser elsker at fremføre.
Men hvor frit bestemmer kvinden, når alt kommer til alt? Hvis eksempelvis uddannelsesminister Morten Østergaard får gennemført sine planlagte stramninger af vilkårene for at studere ved universiteter og professionshøjskoler, vil det yderligere ’nedmuntre’ et antal unge fra at stifte familie. Måske kun en smule, men alligevel. Et lille nøk ekstra til en tendens, der har virket de seneste tredive år, uanset regeringsfarve:
Med blid, men ubønhørlig tvang griber myndighederne og offentlighedens institutioner dybere og dybere ind i danskeres private liv, samtidig med at den officielle ideologi proklamerer det modsatte (”mindre stat og mere marked”).
Min kvindelige kollega, som opfordrer sine unge studerende til at skynde sig at få børn, hvis ellers de har fundet kærligheden, er jo nærmest dissident! ”Aldrig i livet vil I komme i en bedre situation som småbørnsforældre, end mens I studerer”, siger hun.
Fy, hører man det lyde fra både Morten Østergaard, Bertel Haarder og Bjarne Corydon. Plus alle ligestillingsordførere og arbejdsgiverorganisationer.
”Flere bliver mødre når de er fyldt 40 år”, meddelte Kristeligt Dagblad sidste mandag[1]. Tallene stiger år for år, og årsagen er vel næppe, at danske kvinder omkring 1982 satte sig sammen og vedtog, at nu ville de være ældre som forældre. Årsagen er snarere, at den politiske og økonomiske magt i stigende grad straffer de unge mødre – og i nogen grad ligefrem håner dem.
Rigshospitalet og Horsens Sygehus’ tilbud om inspektion af kvinders æggestokke og hormonspejl virker i samme retning som den påtænkte SU-reform og den stadig skærpede job-konkurrence: Børn må leve med ældre og ældre forældre.
Hvis de overhovedet når at blive født! Attesten med din baby-deadline kan jo ikke ændre ved, at kvinders fertilitet begynder at dale drastisk, når de passerer 30 år. Så måske giver tilbuddet alligevel ekstra arbejde til Anders Nyboe Andersen og hans kollegaer i befrugtningsindustrien.
Tilbage står spørgsmålet om, hvor rationel en planlægning, og hvor rationel en ”forebyggelse” af planlægningens bivirkninger, vi accepterer i vor tilværelse. Kan vi planlægge os helt ud af eksistensens svære valg? Kan vi måske planlægge os helt ud af eksistensen selv?
[1] Kristeligt Dagblad 18.februar 2013. Det oplyses, at mens der i 1992 kom 856 børn til verden af førstegangsfødende mødre over 40 år, var tallet i 2002 steget til 1376 børn og i 2012 til 2028 børn.
De relative tal er følgende: I 1992 var 450 mødre ud af 100.000 førstegangsfødende over 40 år; i 2002 var det 740 mødre ud af 100.000, og det var i 2002 steget til 1045 mødre ud af 100.000.