Sonja, Rita fra Rødovre og Det Etiske Råd

– 17. marts 2014

 

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 17.marts 2014

EN AF DE største vanskeligheder, vi i de moderne samfund kommer ud for, når vi skal forsøge at tage stilling til den ene eller den anden nye medicinske teknologi, er tilbøjeligheden til at gøre alting til et individuelt anliggende. Vi undviger det afgørende spørgsmål: vil den pågældende teknologi medføre skadesvirkninger i kultur og fællesskab? I stedet spørger vi til konsekvenserne for Hiin Enkelte. Det kaldes undertiden ”narcissisme”, undertiden bare ”individualisering”. Og det er tidsånden.

Hvis jeg får et barn, der lider af en alvorlig sygdom, vil jeg selvsagt gøre alt for at hjælpe og helbrede det. Fortæller lægerne, at den bedste hjælp vil være en knoglemarvstransplantation fra en søskende med vævsforligelighed, vil jeg i min desperation sikkert forsøge at ”lave” en sådan søskende, med al den teknologiske hjælp det indebærer.

Skal Det Etiske Råd så for min skyld ændre opfattelse og støtte frembringelsen af donorbørn, selv om de vil blive til som et middel for andre? Selvfølgelig ikke! Det Etiske Råds opgave er jo ikke at tage stilling til mine private behov, men hvad der er til gavn og til skade for samfundsfællesskabet.

Et andet eksempel: Da jeg for nogle år siden vendte mig imod en forlængelse af den tilladte nedfrysningstid for befrugtede æg, blev jeg i DR konfronteret med Rita fra Rødovre, som med sin nyfødte på armen anklagende spurgte, hvordan et ”råd af gamle mænd” skal kunne bestemme, om hun må gemme sit eget æg i syv år, inden Amalie på armen skal have en lillebror. Den debat var selvfølgelig ”tabt” på forhånd: Individet kan fortælle en rørende historie, det kan Det Etiske Råd ikke – så retten tilhører individet, ikke samfundet.

Et tredje eksempel: For nylig skrev den brave Jørgen Carlsen – hvis bidrag til den folkelige debat i almindelighed og til folkehøjskolen i særdeleshed jeg sætter overordentlig højt – en kommentar om handel med rugemødre i den tredje verden.[1] Carlsens argument var hentet i Dostojevskijs fabelagtige roman Rodion Raskolnikov[2], som er fuld af meget livagtige, men også særdeles forskellige karakterer. Hovedpersonen, som har begået en grusom forbrydelse, betror sig til skøgen Sonja Marmeladov. Og, spørger Carlsen, hvem kan fordømme Sonja, som prostituerer sig for at skaffe penge til sin fordrukne og forhutlede far? Underforstået: Hvem har overhovedet ret til at fordømme handlen med livmødre?

Nu handler Det Etiske Råds nye rapport, International handel med menneskelige æg, rugemoderskab og organer[3] – som Carlsen i virkeligheden polemiserer imod – ikke om at fordømme nogen. Og da slet ikke den fattige kvinde i Indien, Venezuela, Tyrkiet eller Rumænien, der lejer sin livmoder ud. Hende betragter vi som et offer – akkurat som Sonja.

Jeg vil ikke udelukke, at der kan være lidt rynken-på-næsen, når Søde Poul fra Rytteriet tager til Bolivia for at få sig en frisk nyre, der kan klare en ekstra omgang whisky og champagne. Det samme måske, når en velhavende, 50-årig kvinde fra Los Angeles efter Oprah Winfreys råd får tilfredsstillet sit behov for barn med en ny mand ved hjælp af en fortvivlet kvinde fra Bangalore.

Men det er jo ikke sådan, vi diskuterer etik – ved at fordømme og pege fingre. Vi forsøger derimod at overveje, hvilke konsekvenser det vil få for vores opfattelse af moderskab – og vores opfattelse af den globale nord/syd-orden – hvis outsourcing af livmødre fra fattiglande bliver en gængs trafik. Vi forsøger at overveje, hvilke konsekvenser det vil få for hele vores opfattelse af et menneskes værd, hvis børn kan fødes som donorer for andre mennesker (og hvis fertilitetslægerne får grønt lys til at kassere alle de potentielle børn, der ikke kan bruges som donorer). Eller hvilke konsekvenser, det kan få for den menneskelige forplantning, hvis et voksende antal befrugtede æg kan opbevares i et voksende antal frysere i hundredevis af år.

Disse spørgsmål kan der være delte meninger om. Og det er dem, der står i centrum af de etiske overvejelser, som samfundet skal gøre sig.

Sonja, Rita, Søde Poul og Connie fra LA er naturligvis mennesker som alle andre. Også de er udstyret med et grundlæggende menneskeværd.

Men det er jo ikke, hvad der passer og ikke passer præcis de fire mennesker, det hele handler om. I hvert enkelt teknologisk tilfælde spørger vi om det gode liv. Og det kan aldrig realiseres alene, kun i fællesskabet.



[1] Kristeligt Dagblad den 20.januar 2014: ”Hvornår mister mennesket sin værdighed?”

[2] Også oversat under titlen Forbrydelse og Straf (denne nyoversættelse udkom 2003).

[3] En redegørelse fra Det Etiske Råd, offentliggjort 18.december 2014. Se: http://www.etiskraad.dk/EtiskRaad/Projekter/Kommercialisering-af-kroppen.aspx