Sproget om døden

– 2. februar 2015

Organdonation og dødskriterium hører blandt tidens tungeste etiske dilemmaer. Men nysprog kan lette sagen og gøre det hele mere Facebook-like

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 2.februar 2015

DET nye i den “nationale handlingsplan” for organdonation, som sundhedsministeriet udsendte sidste sommer, og som nu igen er kommet til debat, ligger i anvendelsen af ordet “hjertedød”.[1],[2]

Mon ikke de fleste læsere har oplevet at befinde sig ved et dødsleje? Fra den erfaring ved man, at det er ikke til at tage fejl af, hvornår et menneske holder op med at leve og i stedet bliver til et lig. Forskellen mellem et levende menneske og en død krop er frygtindgydende tydelig. Det er en almenmenneskelig erfaring.

Gennem århundreder har lægerne heller ikke haft vanskeligt ved at skrive dødsattester, der bygger på, hvad vi med rette kalder de sikre dødstegn: ligpletter, stivhed m.v.[3] Ordene og udtrykkene er indlejret i sproget, der besidder denne plastiske kraft til at opsamle erfaringerne og overdrage deres visdom fra generation til generation.

Men netop denne opsamlede visdom bringer den moderne, medicinske videnskab i kollision med sproget. Da kirurgerne for alvor blev i stand til at transplantere de vitale organer fra et menneske til et andet, opstod spørgsmålet: hvornår kan vi tillade os at gøre det? hvad skal der til, før end vi har lov til at tage hjerte og lunger ud af et menneskes krop?

En del af svaret var naturligvis: Han skal være død. Vi må ikke skære i et levende menneske, for vi må ikke slå ihjel. Men netop dét var jo videnskabeligt nødvendigt, hvis organerne skulle være friske og brugelige i et nyt legeme. Donorkroppen skulle være levende. Derfor indførte videnskaben betegnelsen “hjernedød”. Enhver kan se, at patienten ikke er død – han har puls og varme. Men de fleste ved godt, at det kun er en stakket frist; han dør, hvis vi slukker respiratoren. Altså kalder vi ham død alligevel – “hjernedød” – for så må vi godt skære i ham.

Det strider imod enhver folkelig fornuft, sådan som den årelange, bøvlede debat også afspejler.[4] Ikke desto mindre vil “eksperterne” bag sundhedsmyndighedernes nye handlingsplan introducere endnu et nyord: “hjertedød”. Ikke som betegnelse for døden i ovenstående, klassiske betydning, men som et komplementært begreb til “hjernedød”. Altså: et menneske med hjertestop.

Jamen, var pointen ikke netop, at donoren skal være i live – “hjernedød” – for at organerne kan være friske? Jo, og derfor må lægerne også først lige genoplive den “hjertedøde”, inden lungerne tages ud! Handlingsplanen åbner forsigtigt for det, og Socialdemokratiets sundhedsordfører støtter det.[5] Retfærdigvis skal tilføjes, at formanden for Dansk Transplantationsselskab, dr.med. Finn Gustavsen udtrykker sin skepsis overfor dette skridt, bl.a. med henvisning til, at “dødsdiagnosen (!) hjertedød” er for usikker.[6]

Ja, det tør siges! To af mine meget gode venner er indenfor de senere år faldet om med hjertestop, men lever ikke desto mindre i bedste velgående – til lykke for ikke bare dem selv, men også for alle os, der kender dem. De har været så heldige at blive genoplivet og derefter kølet ned og lagt i koma, før end de dygtige hospitalslæger gradvist kaldte dem tilbage til livet.

Måske fornemmer dr. Gustavsen også sprogets kraft. Lytter vi til ordenes visdom, kan enhver nemlig høre, at hvis det nye “dødskriterium” introduceres i virkelighedens verden, risikerer det at medføre en endnu voldsommere kollision mellem sproget og videnskaben – måske med en forråelse af samfundets normer og dødsforståelse til følge.

Lyt blot til den bemærkelsesværdige begrundelse, som handlingsplanen fremfører for eventuelt at åbne denne nye vej: Lægevidenskaben er blevet dygtigere til at redde de patienter, der som erklæret “hjernedøde” tidligere udgjorde en “materialebank” for donationer![7] Altså: Vi har færre til rådighed af dem, vi havde før, så derfor kan der være brug for et nyt kriterium.

Den medicinske videnskab gør hele tiden så hastige fremskridt, at mennesker, der blev født for bare hundrede år siden ville stirre med både vantro og jubel på nutidens muligheder for at helbrede alskens sygdomme og skavanker. For det bør vi være taknemmelige. Men faren er, at oplevelsen af vores videnskabelige formåen leder os til den overmodige indbildning, at vi kan alt. Ødelæggelsen af sproget er et tydeligt faresignal herom.

—–

Noter:

[1] Ny National Handlingsplan for Organdonation. På baggrund af arbejdsgruppens faglige anbefalinger vedrørende organdonation. Sundhedsministeriet, juli 2014. Kan downloades på  http://www.sum.dk/~/media/Filer%20-%20Publikationer_i_pdf/2014/National-handlingsplan-for-organdonation/Handlingsplan-organdonation-08072014-.ashx

[2] Jyllands-Posten, 27.01.2015, side 1 og side 8. Tilgængelig via http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7391770/Politikere-%C3%A5bner-for-organdonation-fra-hjerted%C3%B8de/

[3] Se f.eks. Bjarne Skjødt Worm, “Ligsyn og dødsattest” på medviden.dk – http://www.medviden.dk/kurser/andre/retsmedicin/ligsyn-og-doedsattest/

[4] Klavs Birkholm, “Ulykken, håbet og den lægelige ekspertise”, 29.10.2012 – http://www.klavsbirkholm.dk/2012/10/29/ulykken-habet-og-den-laegelige-ekspertise/

[5] Handlingsplanen (se ovenfor, note 1) omfatter 23 initiativpunkter; se punkt 19 (side 13). Sundhedsordfører for S, Flemming Møller Mortensens udtalelser er refereret på Ritzau 27.januar kl 10:03, optrykt i bl.a. Fyens Stifttidende, se http://www.fyens.dk/businessfyn/S-God-ide-at-bruge-organer-fra-hjertedoede/artikel/2650069

[6] Se note 2.

[7] “Baggrunden er, at behovet for organer til transplantation er højere end antallet af donororganer, der er til rådighed fra hjernedøde. Samtidig vil antallet af patienter, som afgår ved hjernedød, falde i takt med, at sundhedspersonalet på intensivafdelingerne bliver bedre til at forebygge, diagnosticere og behandle neurokirurgiske hovedskader.” (Handlingsplanen, side 13.)