Efterord til Christian K Baron’s science-fiction roman Happy Nation
Af KLAVS BIRKHOLM
Utopien som tænkeform er en integreret del af Europa. Utopien tilhører Europas DNA (som man foretrækker at kalde det i dag, hvor begrebet “identitet” er blevet tabuiseret). Europa er nemlig ikke betegnelsen for en geografisk lokalitet, men for et bestemt kulturrum: det kristne. I mange århundreder talte man om Kristenheden, men omkring 1500-tallet, da splittelsen mellem de forskellige kirkesamfund for alvor blev mærkbar, vandt den mere neutrale betegnelse Europa indpas.[1] Og kristendommen er den eneste af de store verdensreligioner, der så at sige levendegør en utopi: Gudsstaten kalder kirkefaderen Augustin den i sit skrift De Civitate Dei, fra omkring 410. Men der er mange udtryk for det samme. “Sig: vi går til Paradis”, skriver N.F.S. Grundtvig i 1837 i sin berømte gendigtning af en 1200-tals hymne af Arnulf af Louvain.[2]
Europa er navnet for den historisk-dynamiske religion. Det er her, verden bevæger sig fremad. Fra Europa udgår opdagelsesrejserne, de teknologiske innovationer, den økonomiske vækst og idéen om fremskridtet. “De sande eurocentrister, det er de andre”, bemærkede forfatteren Hans-Magnus Enzensberger allerede i 1982, da ‘progressive’, anti-imperialistiske europæere var tynget af selvplagerisk skyldfølelse over deres ekspansive kultur.[3]
Utopien er der altså fra begyndelsen. Og det historiske fænomen, vi kalder den europæiske “Oplysning”, er blandt andet kendetegnet ved, at naturvidenskab og teknologi nu begynder at trænge ind i utopien. Tomasso Campanella, som var optaget af at forsvare Galilei imod den katolske inkvisition, er også forfatteren til Civitas Solis, 1602 (“Sol-Byen”)[4], vel nok den mest vidtgående, kommunistiske utopi, verden nogensinde har set. Også Francis Bacons roman New Atlantis, 1624 bærer tydelige præg af forfatterens lidenskabelige interesse for naturvidenskaberne.
Civitas Solis og New Atlantis er litteraturens tidligste tilløb til science fiction, en genre der først kommer til fuld blomstring 250 år senere, med H.G. Wells (f.eks. The Time Machine, 1895; og The First Men in the Moon, 1901).[5] Det er i de selvsamme år, den europæiske fremskridtstro står på sit højeste – endnu uanfægtet. I de fleste fremstillinger gøres Titanics forlis i 1912 til fremskridtstroens første grundskud, udbruddet af 1.verdenskrig til det andet (men der kommer som bekendt flere).
Akkurat samtidig med rystelsen fra Titanics forlis – et fartøj, der ellers var anset for teknologiens ottende vidunder – dukker også de første dystopier op, f.eks. E.M. Forsters novelle The Machine Stops (1912) og Bernhard Kellermanns roman Der Tunnel (1913). Denne, mere dystre variant af science fiction kommer allerede til fuld udfoldelse i 1932 med Aldous Huxleys Brave New World, en roman, der vel kun konkurrerer med George Orwells Nineteen Eighty-Four (1949) om at være alle tiders mest udbredte scifi-fortælling.
Men gennem hele det 20.århundrede lever de to varianter, utopien og dystopien side om side i en omfattende science fiction-litteratur. Med kulmination under den ægte Kolde Krig (1947-62), hvor scifi var stort set den eneste mulige kanal for både utopisk og dystopisk tænkning.[6] Og i løbet af århundredet med stigende vægt på det dystopiske, emblematisk udtrykt på film som Blade Runner (1982) og Minority Report (2002), begge i øvrigt filmatiseret efter romanforlæg af Philip K Dick.
Både i kultur- og i teknologihistorien finder man uden besvær indlysende grunde til dystopiernes fremmarch. Og ved siden af science-fiktionen voksede også i det 20.århundrede ansatser til en kritisk science-filosofi. En slags systematisk refleksion over videnskabernes og teknologiernes forandrende rolle i verden: deres rolle som agenter. Blandt de mest kendte repræsentanter kan nævnes Lewis Mumford (1895-1990), Günther Anders (1902-1992), Hans Jonas (1903-93), Jacques Ellul (1912-94) og Ivan Illich (1926-2002). Videnskab og teknologi er i deres optik ikke blot menneskets omgivelser, vores “miljø”; de forandrer hele tiden mennesket. Det menneske, der har kastet en atombombe, bliver aldrig mere det samme som mennesket før atombomben (et eksempel, som især Günther Anders fremdrog). Sådan har det i øvrigt altid været, indså man. Det menneske, der indretter sin tilværelse med et stueur eller et lommeur, bliver aldrig mere det samme som mennesket før uret (Mumford). Det menneske, der betræder månen og herfra iagttager vor egen planet, forandrer for altid menneskets opfattelse af jorden. Det menneske, der får et hjerneimplantat, er ikke lig noget tidligere menneske – for nu at tage et eksempel fra romanen her.
Videnskaberne og teknologierne ændrer vores antropologi. De ændrer både vores legemlige og vores mentale udstyr, både vores fysiske evner og vores moralske orientering.
I begyndelsen af dette århundrede (2011) blev den nye universitetsdisciplin teknoantropologi grundlagt, netop for at studere disse forandringsprocesser. Blandt stifterne var flere medarbejdere på Niels Bohr Instituttet i København, heriblandt biologen Christian Baron, som også er denne romans forfatter. Faget har stadig sine begyndervanskeligheder – nogle synes at tro, at der blot er tale om en ny variant af etnografi[7], altså feltundersøgelser af mennesker i bestemte højteknologiske miljøer. Men her kan Happy Nation måske bidrage til en smule afklaring. For Baron udfolder i romanen det samme teknoantropologiske blik på vekselvirkningen mellem menneske og teknologi, som også kendetegner den nye videnskab, når den er bedst.
Eksempelvis anskueliggør Happy Nation på en langt mere plastisk og sanselig måde, end nok så mange analyser vil kunne præstere, hvor meget bedrag og selvbedrag, der er på færde, når nye og magtfulde teknologier i dag italesættes som frie forbrugsvalg: du kan selv vælge, om du vil købe en smartphone; du kan selv vælge, om du vil have en fosterdiagnostisk risikoscanning i tolvte graviditetsuge; du kan selv vælge, om du vil tilmelde dig Facebook; etc. Det er vitterligt vrøvl. Selvfølgelig kan vi ikke selv vælge. For mennesket er kun menneske som socialt væsen, og derfor træffes den slags afgørende “valg” kollektivt, på den ene eller den anden måde.
I Happy Nation spiller hjerneimplantaterne en rolle, der nogenlunde svarer til den rolle, som præparatet Soma spiller i Huxleys Fagre Nye Verden. Det er teknologier, der er afgørende for en centraliseret adfærdsregulering. Eller, som vi foretrækker at kalde det nu, hvor vi faktisk er på vej til at indføre sådanne former for adfærdsregulering: nudging – det lyder ligesom mere tilforladeligt. På et tidspunkt meddeler vores hovedperson Kobani sin gravide kone, at han vil af med hjerneimplantatet. Og hun bliver forskrækket: de skal til at stifte familie, de skal være “normale”, deres børn skal ikke føle sig anderledes, etc. For en vordende far er det svært at afvise netop en sådan bekymring.
”Det må da være min egen valg om jeg vil have dem fordømte tingester i min hoved eller ej.”
”Det har den slags aldrig været, habibi,” svarer hun. ”Mine bedsteforældre fortæller, det var det samme med mobiltelefonen i gamle dage. Den dér med at du har et frit valg, det er bare noget, de siger.”
Samtalen foregår i 2054, men den burde mane til eftertanke for alle os, der læser den i dag. Ikke som en opfordring til resignation, men som en opfordring til at tænke mere teknoantropologisk og – i dette tilfælde – være mere opmærksom på og mere engageret i de valg, vi som samfund træffer, når det drejer sig om nye teknologier.
Christian Kaarup Baron: Happy Nation, 2017. København: Science Fiction Cirklen
NOTER:
———-
[1] Knud J.V. Jespersen, Stat og nation. 1991. (Bind 4 i Søren Mørch (red.): Det europæiske hus 1-6.) Side 11-36.
[2] “Hil dig, Frelser og Forsoner”. Den Danske Salmebog nr. 192.
[3] På dansk i 1990: Hans Magnus Enzensberger, Vanvittig Normal. Fem Essays. Oversat af Per Øhrgaard. Side 17.
[4] Engelsk udgave: The City of the Sun. Jeg ved ikke, om indie-rock bandet City of the Sun har taget deres navn efter Campanellas vision.
[5] Nævnes kan også H.G. Wells’ romaner The Island of Doctor Moreau, 1896; The Invisible Man, 1897; The War of the Worlds, 1898; m.fl.
[6] Martin Schwonke, Vom Staatsroman zur Science Fiction. Eine Untersuchung über Geschichte und Funktion der naturwissenschaftlich-technischen Utopie. – Göttinger Abhandlungen zur Soziologie. 2. Band. Stuttgart, 1957: Ferdinand Enke Verlag.
[7] Denne vildfarelse har muligvis rod i nogle indre udviklinger i universitetsdisciplinen “antropologi”, men det vil føre vidt at drøfte det her.