Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 26.april 1996
Det var den sidste, såkaldte testmatch inden landstræner Richard Møller Nielsen i ugen før pinse udtager de 22 spilllere, der skal udgøre den danske trup ved EM-slutrunden i juni. Men onsdagens venskabskamp mod Skotland i Parken var i grunden mere en test for landstræneren end for de elleve mand, der startede på banen (måske med Lars Olsen som eneste undtagelse). Møller Nielsen havde nemlig på forhånd erklæret, at sporene fra det jammerlige 2-0 nederlag til Tyskland for en måned siden i München nu skulle slettes.
Det lykkedes – hvis man altså holder sig til cifrene. De to danske scoringer, der begge faldt i 1.halveg, var tilmed smukke. Begge var resultater af enkelt og effektivt kontraspil: I det 7. minut erobrede en flittigt arbejdende Claus Thomsen bolden på midtbanen, spillede den omgående midt mellem to skotskternede fladt frem i højre side, hvor Mikkel Beck stormede uden om Colin Hendry og gik direkte mod mål, for til sidst at aflevere skråt bagud til de to udækkede Laudrup-brødre; 1-0 ved storebror Michael. I det 27. minut modtog samme Michael en tilfældig returbold kort før midtercirklen, drejede omkring og spillede med en brilliant aflevering dybt gennem hele det flade skotske forsvar Brian til frit løb mod den prisgivne Jim Leighton i modstandermålet; 2-0 ved lillebror.
De 23.000 tilskuere var tilfredse. Halvegen bød på adskillige flere angrebslækkerier, måske mest bemærkelsesværdigt et bandespil mellem Lars Olsen og Brian Laudrup, der bragte veteranen helt fri og meget tæt på en af sine sjældne scoringer. 4-0 forekom efter de første 45 minutter at have været mere nærliggende end 2-1. Det eneste farlige skotske forsøg opstod i det 23. minut, da Brian Steen Nielsen (sin vane tro) tabte bolden helt unødvendigt midt på den danske banehalvdel og gav frit løb for den skotske angrebsduo, Spencer og Gallacher – men Schmeichel klarede med en katterefleks.
Efter kampen sagde Skotlands landstræner, Craig Brown, at Danmark i denne 1.halveg havde spillet så godt som noget hold i Europa. »Trioen Laudrup-Laudrup-Beck gør det danske kontraspil lethal (dødbringende) for enhver modstander«, erklærede han smigrende.
Richard Møller Nielsen havde dog konduite nok til at tilføje, at det danske forsvar især i begyndelsen forekom alt for usikkert, og at det var utilfredsstillende med så ringe en udnyttelsesprocent på så mange oplagte scoringstilbud.
Nyt koncept
Som det før er set, når Møller Nielsens mandskab har bragt sig foran ved pausen, fik 2.halveg et ganske anderledes forløb. Et forløb, der endte med at sætte spørgsmålstegn ved, om landstrænerens test trods alt blev positivt besvaret.
Den danske midtbane begyndte nemlig at excellere i en form for baglænsløb, der gav lidt for stærke mindelser om den triste affære i München. Her forsøgte holdet sig som bekendt med den helt unikke 8-1-1 formation, der ellers kun kendes fra håndboldspillet (under navnet »fladt forsvar«).
Om det nu skyldtes et ubevidst ønske om at holde på nullet, eller det skyldtes en taktisk ordre – de rød/hvide opgav midtbanen og valgte at møde de skotske angrebsbølger ganske tæt foran boxen. Det gav helt unødigt farlige åbninger, der dog alle blev klaret af indskiftede Mogens Krogh eller (i et enkelt tilfælde) af Thomas Helveg bag ham. Som Craig Brown ganske rigtigt konstaterede, har Skotland svare scoringsproblemer. Havde det ikke været tilfældet, kunne resultatet af den besynderlige danske defensiv i store dele af halvegen let være blevet, at holdene til sidst havde spillet lige op.
Man bør altså ikke glemme, at Skotland langtfra er Tyskland. Selv om skotterne præsterede betydelig boldbesiddelse i 2.halveg, var der næppe tale om en modstand, der svarer til, hvad det danske landshold vil møde i sine indledende puljekampe i England – hvor spisesedlen bl.a. rummer Kroatien og Portugal.
Landstræneren erklærede (meget forståeligt) at han ikke lod sig anfægte af publikums misfornøjede piben og buhen i 2.halveg. »Spillerne er kun samlede i få dage op til sådan en venskabskamp; så er der grænser for, hvor meget man kan presse dem«, sagde han.
Alligevel sidder man tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at forårets to tests har skullet afprøve et risikabelt nyt koncept for dansk kontraspil. Kort formuleret: Lok modstanderen så langt frem på banen, at »den dødbringende trios« fænomenale hurtighed i dybe modløb kan udnyttes til dansk fordel. Er det måske dét koncept, landstræneren sigter til, når han ustandselig taler om, at Allan Nielsens spillestil »passer fint på Brøndbys hold, men ikke så godt på landsholdet«? Mener Møller Nielsen, at forechecking og presspil helt skal undgås?
I givet fald kan konstateres, at konceptet gav gevinst mod Skotland. Men så godt vil det næppe gå mod mandskaber, der kan yde en mere massiv midtbanedominans, fastholde returboldene og hele tiden levere skudtrusler fra distancen. Man skal også huske på, at det meget tilbagetrukne danske afdækningsspil nødvendigvis vil udløse mange dødbolde i det farlige område.
Midtbanepres
Det var effektivt kontraspil, der gav Danmark Europamesterskabet i 1992 – javist. Man husker ikke mindst kontraspillet i semifinalematchen mod Holland. Hvor Danmark jo vel at mærke valgte at spille uden decideret frontløber. Det var overvægten på midtbanen, der gav holdet mulighed for at veksle. EM-topscoreren (Henrik Larsen) var således midtbanespiller.
Ingenting kommer af rene gentagelser. Men hvis Danmark skal nå videre end sin indledende pulje, og især hvis holdet også skal nå videre end kvartfinalen den 23.juni, så må kontraspillet kunne kombineres med oppres og evne til spilstyring på midtbanen. Ikke mindst på et hold, der har gjort Michael Laudrup til centrumsfigur.
Og det var netop det glædelige i onsdagens venskabskamp: At de to danske midtbanespillere i højre side, Claus Thomsen og Thomas Helveg, var så fremadrettede og tog så meget del i spillet (uden at forsømme deres defensive pligter), at »den dødbringende trio« blev mere synlig og mere farlig end længe set. Måske burde Mikkel Beck have udnyttet sit mest oplagte tilbud, men han var ustandselig spilbar, hele tiden på færde og i god forståelse med Laudrup-brødrene.
Endnu bedre ville det selvfølgelig blive, hvis en tilsvarende forvandling fandt sted på venstre midtbane. Men det ville kræve, at landstræneren ofrede sine to sidste OB’ere i startopstillingen – og det er vel for meget at håbe på?