Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 29.juni 1996
Man kan levende forestille sig det lettelsens suk, der gik gennem kanslerkontorerne i Bonn, da Andy Möller i onsdags klokken 21.58 GMT placerede Tysklands sjette straffespark sikkert i nettet sikkert over David Seaman og dermed slukkede Englands håb om at kvalificere sig til søndagens EM-finale. Ikke fordi Helmut Kohl og hans stab er mere fodboldpatriotiske end så mange andre. Men fordi det engelske semifinale-nederlag fjernede en begyndende trussel mod de planer, som kansleren og hans europæiske forbundsfæller har lagt op for udfaldet af EU’s igangværende regeringskonference – den såkaldte Maastricht-II.
De planer opererer nemlig med den tilsyneladende sikre forudsætning, at Labours leder Tony Blair er rykket ind i Downing Street nr. 10, når den nye traktat skal signeres. Men da det engelske fodboldlandshold for to uger siden begyndte at vinde meriterende sejre i EM-turneringen (2-0 over Skotland, 4-1 over Holland, 4-2 over Spanien på straffesparkskonkurrence), kunne de politiske analyseinstitutter øjeblikkeligt registrere en mærkbar bedring af John Majors og det konservative regeringspartis opinionstal. Alene efter lørdagens kvartfinalematch mod Spanien steg de på ét døgn fra 29% til 33%.
Man tør slet ikke tænke på, hvad det kunne være blevet til, hvis England i morgen havde kunnet hjemtage EM-trofæet og dermed forløse 26 års mindreværdskomplekser over ‘det kontinentale fodboldspils overlegenhed’. Mange politiske iagttagere opererede med muligheden for, at den ellers hårdt trængte John Major ville udnytte denne feel-good faktor og udskrive et overraskelsesvalg allerede til august.
Nu gør han det næppe, og dermed kan EU se frem til at slippe af med de obstruerende, euroskeptiske toryer inden næste sommerferie. Alligevel bør Tony Blair, Helmut Kohl og Jacques Santer nok undlade at sende et takketelegram til den engelske centerforsvarer Gareth Southgate, der brændte sit holds sjette straffesparksforsøg med et svagt skud direkte på Andreas Köpke og dermed åbnede døren for Möllers definitive scoring. Manden fra Aston Villa skal nu overtage det åg, som hans kollega fra Nottingham Forest, Stuart Pearce har måttet bære, siden har for seks år siden præsterede den samme fadæse i VM-semifinalen mod Tyskland i Torino.
Det er ikke noget at sende telegrammer om.
Det er heller ikke nogen god ting for fodboldspillets videre historie. Den ville utvivlsomt have haft godt af, at britisk fodbold omsider var trådt ud af den skygge af tvivl og selvhad, der i mange år har givet så ejendommelige udslag blandt både spillere og tilhængere.
Terry Venables tropper har jo fuldstændig forladt Sir Alf Ramseys stive systemkonservatisme, der spillede fallit mod den tyske totalfodbold under det pragtfulde VM i 1970 (i Mexico). Ud af denne turnerings syv virkelig seværdige matcher, har England tegnet sig for de to (firemålssejren mod Holland og 1-1 semifinalen i onsdags). Som så mange andre deltagerhold, har englænderne til tider været lammet af overdrevne taktiske dispositioner. Men til andre tider har holdet spillet medrivende fremadrettet og kreativt. Mindst tre af stamspillerne har vist verdensklasse; både Seaman, Ince og McManaman fortjener en plads på det stjernehold, der traditionelt udpeges efter en sådan turnering.
Kort sagt kan man efter denne turnering ikke længere skelne mellem britisk og kontinental fodbold. Den skelnen bliver selvfølgelig også vanskeligere at opretholde, når engelske storklubber engagerer nøglespillere som Klinsmann, Cantona og Bergkamp – mens omvendt Ince og Platt søger lykken i den italienske Serie A.
De gamle geografiske skel mellem nationale stilarter er i færd med at blive udvisket til fordel for en slags ‘europæisk kosmopolitisme’ – og efter Bosman-dommen vil den tendens givetvis blive forstærket.
Tag f.eks. Italien, der i 50’erne og 60’erne vandt ry som verdens stærkeste fodboldnation i kraft af en uigennemtrængelig defensiv. Her i England spillede italienerne en form for besiddelseskrævende presfodbold i meget højt tempo – og med store blottelser bagude. Stilen bar tydeligt præg af det aftryk, som hollænder-legionen Gullit, van Basten og Rijkard satte i AC Milan, da Sacchi var træner dér.
Modsat f.eks. Frankrig og Spanien: De to nationer, hvis stilart engang blev karakteriseret som ‘latinsk broderi’, forsøgte i år at erhverve sig EM-trofæet med en ultradisciplineret defensiv som hovedvåben. Det samme gjorde ‘dynamitlandet’ og ‘eventyrlandet’ Danmark – om end resultatet af naturlige grunde blev mere ynkeligt.
Og spillerne fra Holland – ‘totalfodboldens’ moderland – ville denne gang nødigt gå til angreb! EM-turneringens statistikere dokumenterer, at Oranje blev et de hold med færrest forsøg på mål.
Kan man overhovedet skelne mellem stilarter efter denne turnering, så går skellet mellem de trænerstyrede og de spillerstyrede hold. Frankrig og Danmark blev de mest flagrante eksempler på det første – men det må vel betragtes som en sum af tilfældigheder af træner- og spillerkontrakter, for ti år siden stod netop de to nationer for det stik modsatte. Som eksempler på den mere spillerdefinerede fodboldform kan nævnes Bulgarien og Portugal – men heraf kan intet udledes, for Bulgarien nåede ikke længere end Danmark, og Frankrig nåede kun et lille skridt længere end Portugal.
Efter behag kan man vælge at læse morgendagens finale som et opgør mellem disse to fodboldformer. Den tyske landstræner Berti Vogts