Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 15.april 1997
ØNSKER du barnet? Det var omkring 1973, efter indførelsen af den frie abort, at lægen begyndte at spørge sådan. »Er det et ønskebarn? I så fald ønsker jeg tillykke!«
Meddelsen om en positiv svangerskabsprøve skulle, i pagt med den frie tidsånd, nu ikke længere ramme en kvinde (et forældrepar) som skæbnens slag. Uønskede eller tilfældigt ankommende børn kunne jo hverken være til glæde for sig selv eller deres forældre. De tider måtte være helt forbi, hvor farmor skulle døbes Dusine, bare fordi hun var født som nummer tolv, og hvor oldemor skulle dø af udmattelse på sit fjortende barselsleje. Derfor blev graviditetsmeddelelsen (i princippet) oplæg til et eksistentielt valg: Kun det barn, der var inderligt ønsket, havde udsigt til et lykkeligt liv. Og således ville hele samfundet blive lykkeligere.
Snart fulgte, i kraft af den medicinske teknologis hastige fremskridt, en række yderligere valg for de vordende forældre: Tilbud om alskens fosterundersøgelser – så man ikke risikerede f.eks. at få et barn med mongolisme, men virkelig fik et rigtigt ønskebarn.
I denne socialliberale atmosfære blev retten til en lykkelig familie efterhånden det underliggende tema i enhver debat om graviditetsteknologier. Så da Indenrigsministeriet i 1986 første gang gav tilladelse til anvendelse af reagensglasbefrugtning i hospitalernes ‘behandling’ af barnløshed, havde man allerede entret den berømte etiske glidebane: Moderne mennesker har retten til at vælge deres liv frit – også hvornår de ønsker børn. Det offentlige må ikke formynderisk gribe ind, men er forpligtet til at servicere de frie valg med de teknologier, der nu en gang står til rådighed.
ETHVERT forsøg på at sætte grænser for ønskeopfyldelsen kommer i forlegenhed for logiske og rationelle begrundelser. Af den simple grund, at grænserne hidtil har været sat af naturen (skæbnen) – og den har aldrig opereret med den ret til lykken, som vi nu mener at have krav på.
Forlegenhed præger også den debat, der nu raser i anledning af sundhedsminister Birte Weiss’ forslag om en aldersgrænse for adgangen til kunstig befrugtning på 45 år for både kvinder og mænd. »Der er ikke noget sagligt argument« for en sådan grænse, siger De Radikales sundhedsordfører Vibeke Peschardt med en liberalistisk basalganglierefleks – »så skal vi også begynde at vurdere, om alkoholikere og narkomaner har ret til kunstig befrugtning«.
Lad os tage det sidste først: En heroinafhængig kvinde og en fordrukken mand henvender sig på fertilitetsklinikken. De ønsker sig et barn. Et ønskebarn. Ifølge gældende lov skal lægerne hjælpe dem. Bagefter kan de sociale myndigheder så gribe ind og hjælpe børnene, d.v.s. fjerne dem fra de umulige forældre.
Overlæge Jakob Ingerslev fra Skejby Sygehus beder direkte politikerne tage stilling til grænserne for barnløshedsbehandling og ikke kun holde sig til aldersspørgsmålet. »Aktuelt har vi et par, hvor manden sidder i fængsel og et andet par, hvis børn fra tidligere forhold er blevet fjernet fra hjemmet«, supplerer overlæge Finn Hald fra Skejby Sygehus. Det er et paradoks, at adgangen til kunstig befrugtning er lempeligere end adgangen til adoption, siger Jakob Ingerslev.
Sådan må det være, svarer formanden for Etisk Råd, Linda Nielsen – tydeligvis med de samme reflekser som Vibeke Peschardt – ellers »bliver det for megen indgriben over for den enkelte«.
HVAD Linda Nielsen, Vibeke Peschardt og den liberalistiske tidsånd negligerer, er at begrebet ‘ønskebarn’ altid er udtryk for de voksnes behov og den herskende rettighedstænkning. Kan de uden forlegenhed svare på spørgsmålet: Hvor kommer retten til at blive forældre fra?
Næppe. For en sådan ret findes ikke. Derimod er det på tide, at rettighedsdebatten også vendes til børnenes synsvinkel: Når vi taler om de børn, som staten hjælper til verden, har de da ikke også en naturlig ‘ret’ til ønskeforældre? Hvis staten skal betale, bør staten da ikke også stille krav på det vordende menneskes vegne?
Hvilket bringer os tilbage til aldersgrænserne. »Når et barn fødes sent i moderens liv, er der statistisk sandsynlighed for, at de fleste af de mennesker, der har præget moderens liv, er døde«, skrev Suzanne Brøgger for et år siden. »Barnet bliver født på en slags kirkegård.«
Skæbnen kan i sjældne tilfælde give et barn en meget gammel far eller en halvgammel mor. Naturen har velsignet den pågældende mand med en usædvanlig virilitet eller den pågældende kvinde med en usædvanlig frugtbarhed. Og barnet må leve med sit usædvanlige vilkår, som bl. a. bliver alt for tidlige erfaringer med sygdom og død. En mindre tryg barndom. Sandsynligvis et »gammelklogt« barn.
Sådan er livet så mangfoldigt. Men hverken lovgiverne eller juristerne er endnu kommet i besiddelse selve livets princip. Den grænse burde de erkende og ydmygt bøje sig for.
birk