AF KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 18.marts 2008
HVIS tænketanken CEPOS udtrykker en ny ’borgerlig’ strømning, som det hævdes af flere debattører i Kristeligt Dagblads feature 11.03 – hvilken gruppe i nutidens samfund er da bærer af værdier som påpasselighed, svare-enhver-sit, fod-under-eget-bord, personligt ansvar, anstændighed og ganske almindelig høflighed?
Cepos repræsenterer først og fremmest en videreudvikling af en række ’dyder’, som det herostratisk berømte 68-oprør var svanger med: vækstbegejstring, individualistisk selvrealisering, hedonisme, lad-mig-komme-til. Dét må man for min skyld gerne benævne ’ny-borgerlighed’, hvis man vel at mærke er parat til at erkende, at den borgerlige klasse, som udgør establishmentet i dagens Danmark, er født af kulturrevolutionen i slutningen af 1960’erne og kun har meget lidt tilfælles med det borgerskab, som min generation løb over ende.
CEPOS’ projekt ville være utænkeligt uden Margaret Thatcher, én af det 20.århundredes helt store samfundsomstyrtere på linje med Lenin og Mao. Som den engelske samfundstænker John Gray bemærker, havde den thatcheristiske revolution nogenlunde samme virkning i det britiske samfund, som Det Store Spring Fremad havde i det kinesiske: Begge angreb og nedbrød et fintmasket væv af nationale og lokale traditioner, vaner og gensidig respekt – alt det, som i den konservative forståelse giver samfundet sammenhængskraft og ”lige værdighed i borg og hytte”.
Enhver idé kan overdrives til perversion, også den ellers sande erkendelse, at markedet er en indispensabel forudsætning for retfærdighed og for enhver moderne samfundsdannelse overhovedet. Ny-liberalismens – og dermed Cepos’ – fundamentalistiske tro på markedet som forløser fra alle menneskelige problemer og lidelser er et godt eksempel på en sådan overdrivelse, der leder til ekstremisme.
Med konservatismens idéhistorie har denne top-down-revolutionære bevægelse i hvert fald intet at skaffe.
Lad mig her blot nævne fire af de mest kendte konservative grundforestillinger: (1) Skepsis overfor den teknologiske og økonomiske fremskridtstro; bevidstheden om, at fremskridtet i reglen har en bagside, ofte en ironisk bagside. (2) Troen på, at det menneskelige fællesskab må bero på en samfundskontrakt, ikke mellem anonyme individer, men mellem generationerne – de levende, de døde og de endnu ufødte generationer. (3) Forståelsen af, at ethvert individ kun kan udfolde sig og blomstre i en kultur, som er fælles. (4) Forsigtighedsprincippet, som indebærer en naturlig modvilje mod hovedkulse nyheder og storstilede sociale eksperimenter.
Dette politisk-ideologiske alternativ har været stort set usynligt, siden det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt nåede til vejs ende – det skete som bekendt i 1982, da statsminister Anker Jørgensen opgav ævred og overlod al videre administration af samme projekt til Poul Schlüter. Derfor er der vel heller ikke noget at sige til, at en intellektuelt blodfattig og mainstream ”tænketank” som Cepos foretrækker at gå til kamp mod rådshusklokkerne, som Katrine Winkel-Holm sarkastisk nævner det i Kristeligt Dagblads feature.
Men konservatismens forsvinden handler ikke, som Cepos-formand Bernt Johan Collet citeres for, om en forsvunden kærlighed til en stærk stat. Dét, der er forsvundet, hos både Cepos og establishmentet, er kærligheden til samfundet – eller lad os bare nøjes med at sige troen på samfundet som grundpille for menneskelivet.
Men Ditlev Tamm var jo ”blandt initiativtagerne til Cepos”? Ja, enhver kan komme for skade at gå galt i byen. Det skal den gode professor ikke høre et ondt ord for. Især ikke, hvis han vil være behjælpelig med at besvare mit indledende spørgsmål.