Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 9.august 2008
Ved et helt forrygende sommerkursus på Testrup Højskole forklarede økonomiprofessor Jesper Jespersen i sidste uge, hvordan den såkaldte økonomiske videnskab er alt andet end videnskabelig. Afgørende politiske præmisser forudantages nemlig som selvfølgeligheder, der slet ikke behøver begrundes – hvorefter de nationaløkonomiske beregningsmodeller fører til en række ”konklusioner”, der tager sig ud som tvingende, men i virkeligheden er følger af de forud indlagte antagelser.
Så forbløffet var forsamlingen over disse åbenbaringer fra en lærd dr.oecon., at seancen med ham måtte sluttes med afsyngelse af den gamle gøglervise:
Jo, jo gøgleri er en nobel kunst, / måske den skønneste blandt de skønne! / Ved den kan man skaffe sig guld og gunst / og gøre de smudsigste hoser grønne … osv.
Jo, jo, en årlig økonomisk vækst på mindst 2% er nødvendig, hvis ikke ”hjulene skal gå i stå” og samfundet komme i krise. Det ved jo enhver! Det er jo nationaløkonomi. Gøgleri.
For en ganske simpel matematisk beregning fortæller, at med en årlig vækst på mindst 2% vil samfundets økonomiske rigdomme fordobles på omkring 35 år. Dobbelt så mange fladskærme. Dobbelt så mange okseculotter. Dobbelt så mange bypass-operationer. Dobbelt så meget af alting.
Fortsætter vi fremskrivningen, vil vores nuværende rigdom blive femdoblet i løbet af hundrede år (og mindst 25-doblet i løbet af tohundrede år). For vore børnebørn altså: fem gange så mange okseculotter og fem gange så mange bypass-operationer.
Det er, som dr.phil. Per Øhrgaard sagde på samme sommerkursus, en trist utopi. Mere og mere af det samme. Det er svært at mobilisere politisk engagement på.
En tredje foredragsholder, forlagsredaktør Jeanne Dalgaard, kunne ligefrem fortælle, at det stigende antal forbrugsvalg gør borgerne ulykkelige. For i dag må vi vælge meget mere fra, end vi overhovedet kan vælge til. Og hvem ville ikke gerne have det hele?
Når forudantagelsen om fortsat økonomisk vækst synes hævet over enhver debat, skyldes det formodentlig, at to af det moderne demokratis tre store politiske ideologier – liberalismen og socialismen – forlængst er smeltet sammen i en frygtindgydende kernereaktion, der på det nærmeste har fortrængt enhver konservativ påholdenhed fra samfundets overflade.
Som det hedder i deres fundamentalistiske nyoversættelse af Korintherbrevet: Så bliver da videnskab, optimisme, fremskridt, disse tre. Men størst af dem er fremskridtet.
Kylling med agurkesalat som søndagsmenu – som det var for 35 år siden, da vi kun var halvt så rige – det er nærmest ensbetydende med fattigdom for den forenede liberalisme/socialisme, der altid har hævdet, at enorm økonomisk rigdom er forudsætningen for det lykkelige samfund.
Det lærer vi nu fra børnehaveklassen: Lykke og livskvalitet kan måles og vejes. En nedsat trækprocent. Et øget pensionsbidrag. En større fladskærm. Et spabad og en chartertur til Thailand. Det er livets opfyldelse.
Mål og vægt fra morgen til aften. Det er, midt i al den nationaløkonomiske ”rigdom”, en ny form for fattigdom.
Den fattige er ikke, som nogle socialforskere hævder, ham eller hende der må nøjes med markedets billigste mobiltelefon. Fattig er den, der absolut må gå med Gucci-taske eller bruge tid på at glo på den åndforsnottede Mads ”Blærerøv”.
Mens brutoonationalproduktet vokser, vokser armoden med.