Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 25.maj 2009
Lægevidenskabens vel nok største triumf er vores udsigt til at leve længere. Hvad enten vi foretrækker at bruge tiden på at læse romaner, danse slowfox, kultivere haven, afholde støjende middagsselskaber, spille og synge eller noget helt andet – så vil de færreste være uenige i, at det er en velsignelse at have meget af den. Tiden, vi er til.
Vi fødes ind i tiden, og selv om tidens lov er aldring og tilintetgørelse, er det et mirakel at være i tiden. Måtte den vare længe!
Men hvor længe? Den gennemsnitlige levealder vokser i øjeblikket 2-3 måneder om året. Det er meget. Mens middellevetiden for nyfødte danskere i dag er 78 år, forventer prognoser udregnet i Folketinget, at tallet i 2040 er steget til 88 år. Det må jo betyde, at mange mennesker til den tid vil blive både 110 og 120 år, måske mere. Og hvad så med dem, der fødes i 2070 eller i 2100 – hvis Jorden altså stadig har livsbetingelser for Homo Sapiens?
”Vi ved, at aldring ikke er noget uforanderligt, og levelangt-videnskaben (Longevity Science) vil kunne forsyne os med effektive strategier til at håndtere de mange forskellige problemer, som den aldrende befolkning står overfor”, siger Collin Farrelly, forsker ved Queens University i Canada.
Blandt den nye videnskabs mest lovende områder, fremhæver Farrelly bl.a. forskningen i den genetiske udrustning hos raske ældre. Hvis genetikerne bliver i stand til at læse et menneskes formodede levetid i det sekventerede genom, bliver det måske også muligt for vordende forældre at frasortere fostre, der ’kun’ har udsigt til at blive levende mennesker i 70 eller 75 år.
FOR VORE forfædre var livet – med Hobbes’ formulering fra 1651 – ”brutalt, råt og kort”. Det var ydre faktorer som sult, infektioner og vold, der medvirkede til at gøre åremålet mindre og Kingos beskrivelse af den døde krop som en ormesæk umiddelbart forståeligt for alle.
Endnu for 200 år siden var middellevetiden i Danmark under 40 år. Men herefter gik det hastigt fremad med kloakering, hygiejne og penicillin – indtil midten af det 20.århundrede, da levealderens stigningstakt begyndte at flade ud, samtidig med at sundhedssektoren voksede sig større end nogensinde.
Dét tolker Farrelly som udtryk for, at vi sejrede i kampen mod de ydre trusler mod levealderen, mens det krævede et langt tilløb (1955-95), før vi for alvor kunne begynde at gøre noget ved de indre begrænsninger.
Men det sker nu. Bl.a. har stamcelleforskningen ikke mindst til formål at kunne regenere næsten alt væv. En ny lever eller et nyt hjerte, vær så god! Og hvis områder af hjernen sættes ud af kraft som følge af Alzheimers eller et hjertetilfælde, skal de kunne ’genoplives’ med stamcelleterapi.
Det er en forjættelse for ethvert levende individ: skyde hvert udgået træ, / glatte sig hver rynke …
Men for samfundet er det knap så løfterigt. Når Jytte Hilden beskriver sig selv som ”senior sild” og ønsker at blive opfattet lige så attraktiv, som da hun var 33, virker det både trættende og trist. Hvor muntert vil det være at leve i et samfund af tip- og tiptip-oldeforældre?
Det er et grundvilkår, at Jorden kun har plads til et begrænset antal af vores art. Så jo ældre, vi bliver, jo færre børn kan vi tillade os at få. Derfor er det egentlige dilemma: Ønsker vi at leve i en population af livstrætte, medicinafhængige gamle, der ikke kan rumme plads til ungdommens fantasi og gåpåmod? Eller er der trods alt grænser?