Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 12.oktober 2009
FORJÆTTELSEN om, at den halte skal springe som en hind, at ingens hænder skal synke, og at mange øjne skæres for den sorte stær, rykker i denne IT-vidundertid hastigt nærmere og synes ikke længere at skulle afvente hin skønne dag, hvor Libanons og Karmels glans mødes med Sarons yndigheder.
Ingen af de ansatte i sundheds- og omsorgsbrancherne lades i tvivl om, at de i fremtiden kommer til at vandre rundt i et miljø befolket af robotter og automatiserede hjælpemidler. EU’s Erhvervsdirektorat har udpeget nye IT-løsninger for patienter og medicinske tjenesteydelser (e-health) som et af disse års ”lead market iniatives”. EU’s Forskningsdirektorat har sat enorme summer ind på udviklingen af intelligente hjælpemidler. Og her i Danmark har regeringen afsat 3 milliarder til offentlige investeringer i såkaldt ”velfærdsteknologi” – et beløb, der har bragt regioner og kommuner op i det røde felt og allerede skaffet beskæftigelse til et utal af både private og offentlige konsulenter.
Det er virkelig vidunderligt, at fysisk svækkede og handicappede mennesker kan se frem til at blive mere selvhjulpne og mobile, både inden- og udendørs. Men alle teknologiske nybrud er som tveæggede sværd. Også i dette tilfælde er det afgørende, på hvilken måde vi introducerer de nye robotteknologier, og hvad vi vælger at bruge dem til.
LAD OS som eksempel tage spiserobotten My Spoon, som Odenses ældre- og handicaprådmand Peter Rahbæk Juel sidste år så i Japan og herefter straks har bragt til sin hjemby, i første omgang ganske vist kun som et forsøg.
My Spoon løfter maden fra en særlig indrettet tallerken og holder en skefuld hen foran munden på den hjælp-krævende person, som på den måde kan undgå at få assistance fra en hjemmehjælper eller en sundhedsassistent. ”Efter at vi har opnået de første erfaringer, planlægger vi at lancere et stort nationalt vidensudviklingsprojekt om anvendelsen af skeen”, udtaler en af de mange robotkonsulenter, Troels Vilms Pedersen fra Teknologisk Institut.
Men hvad skal en sådan spiserobot overhovedet gøre godt for?
Fru Nikolajsen på plejehjemmet oplever det nok ikke som en forbedring at få hjælp til at spise fra en gadget, der mest af alt ligner noget fra en tandlægeklinik – i stedet for at få hjælp af et levende menneske. Det gør hende jo ikke mere ”selvhjulpen” (hvad mere avancerede teknologier måske snart vil kunne). Det mindsker kun hendes kontakt med andre mennesker.
Til gengæld kan der næppe herske tvivl om, at My Spoon opfylder finansministerens betingelser for at få del i de såkaldte velfærdsmilliarder. Pengene er nemlig anbragt i ”Fonden til Investering i Arbejdskraftbesparende Teknologi” i den offentlige sektor. Således kaldet, fordi meningen ikke er at øge velfærden hos de ældre og de plejekrævende. Meningen er at spare arbejdskraft.
Det begrundes med henvisning til myten om den tikkende ”ældrebombe”: Vi lever længere, vi får færre børn, og ifølge myten er vi ude af stand til at bestille mere, når vi bliver 63 år. Derefter er det åbenbart en menneskeret at spille golf eller bare sætte sig i en lænestol og lade hænderne synke.
Men det er bare ideologi. Der er mere end hænder nok til at tage sig af de svækkede og de handicappede.
My Spoon vil da heller ikke få SOSU-assistentens hænder til at synke. I stedet for at hjælpe Fru Nikolajsen med at spise, kan hun eller han nu sætte sig til sin PC og udfylde et evalueringsskema til finansministeriet.