Af KLAVS BIRKHOLM – samtale offentliggjort i Dagbladet Information 7.oktober 1995
RETROMODERNE: Nysted er en meget lille købstad på Lollands sydkyst. De snævre gader omkring havnen overfor Ålholm Slot er præget af idylliske bindingsværkshuse, som på denne dag lyser rødt og gult i oktobersolen. I et af de større huse bor dr. med. Preben Geertinger. Han tager hjerteligt imod i gadedøren. Allerede ivrigt talende, omgivet af hund og kat, gelejder han mig gennem adskillige store rum, fyldt med ægte tæpper, statuetter og tæt pakkede bogreoler, ud til den lysfyldte havestue, hvor han veloplagt synker ned i en blød sofa og uden mindste ophold eller udenværk lader samtalen fortsætte.
Hele sceneriet står i påfaldende kontrast til Geertingers nye bog Lualaba, anledningen til mit besøg. Det er en 200 sider lang og rigeligt overbevisende argumentation for, at nye virus og virusmutationer i løbet af blot hundrede år vil gøre ende på menneskeheden i dens hidtil kendte skikkelse.
Livfuldt nærvær, grufuldt endeligt – for min vært er det blot dagligdagens naturlige poler. Preben Geertinger har siden 1959 virket som retsmediciner. For to år siden blev han – i en alder af 70 år – pensioneret fra stillingen som vicestatsobducent. Om denne virksomhed udgav han sidste år erindringsbogen Af en retsmediciners bekendelser (nu udkommet i 4. oplag).
Den nye bog fortæller en helt anden historie – tilsyneladende i hvert fald. Lualaba er navnet på en flod i Centralafrika. Den begynder ved Banguelusøen i det nuværende Zambia og løber mod nord gennem Katangaprovinsen, hvor den flyder sammen med bifloden Ebola og bliver til den store Congo-flod. Efter alt at dømme er det her, HIV-virus stammer fra. Det var også her, helt oppe ved Banguelusøen, at den store britiske opdagelsesrejsende David Livingstone døde i 1873, syg og udmarvet. Vi ved ikke, om han var HIV-positiv. Vi ved heller ikke, om han til sidst gjorde en ende på sit eget liv. Geertinger nævner kun disse muligheder en passant, efter at have opregnet en række indikatorer fra Livingstones biografi.
Hans egentlige ærinde er nemlig et andet – ét, han er fortrolig med fra sin tid som retsmediciner: At give en billedlig, plastisk, fortællende, analogisk fremstilling for lægmand af en fagkyndig undersøgers observationer og følgeslutninger.
Levende gengiver Geertinger historien om Livingstones to sidste ekspeditioner, begge fiaskoer i gigantformat. Først det håbløse forsøg på at sejle op ad Zambesi-floden for at finde en åben vandvej tværs over kontinentet fra Det Indiske Ocean til Atlanterhavet. Dernæst hans endnu mere forvildede søgen efter Nilens kilder vest og syd for Tanganyika-søen, i områderne omkring Lualaba, hvor han bl.a. i flere år levede sammen med de chimpanse- og menneskeædende Manyuema’er, der led af den mærkelige »visnesyge«. Tilsyneladende var det også her, Livingstone selv blev uhelbredeligt syg, med uophørlige lungebetændelser, blødning i begge ender og frygtelige vægttab.
Historien er velfortalt og elementært spændende, men Geertinger leverer den ikke for den eksotiske udflugts skyld. Den udgør det kondenserede billedmateriale, han bruger til at anskueliggøre sine observationer og følgeslutninger fra videnskabernes historie (specielt mikrobiologiens) – om menneskets begrænsninger, naturens viselige indretning, livets opståen, DNA-molekylets funktion, udbredelsen af smitsomme sygdomme, resistens, pestepidemier, virus og retrovirus.
Livingstones ekspeditioner er nemlig begyndelsen til en helt ny epoke i menneskeartens hundredetusindeårige historie. Den epoke, hvor jorden bliver lille, og der opstår en enorm omrøring blandt alle populationer. Hvor de bakterie- og viruskulturer, der hidtil har været viseligt isolerede fra hinanden, omgående får global udbredelse, og hvor arten derfor får en hidtil uset sårbarhed overfor nye, fjendtlige mikroorganismer. Vi er så at sige alle blevet intimt samlevende med aberne ved Luluanda.
Fjernt fra Afrika, i det veltrimmede Nysted, gør jeg opmærksom på, hvordan retsmedicinerens pædagogik igen og igen slår mig imøde i den nye bog.
»Du kan ikke være mere præcis. Det er jo netop det, jeg har fået mig løn for i 33 år: at gøre mine iagttagelser som læge, dernæst at beskrive dem i den medicinske videnskabs latinske termer, og til sidst at udfærdige en erklæring på klingende dansk. Denne erklæring skal fremlægges i retten (i tilfælde af drab, voldtægt og denslags); den skal derfor være kort og koncis, men også kunne forstås af såvel politifolk som nævninger.
– Også en anden kvalitet ved bogen må du have med fra dit fag. Til forskel fra en forsker, som må specialisere sig i f.eks. leverfunktioner eller immunsystemet, og som i tiår må arbejde med ét og samme, afgrænsede problem, så går jeg ud fra, at du som retsmediciner hele tiden har været stillet overfor de mest forskelligartede og overraskende opgaver – nye gåder, der har tvunget dig til at kombinere kreativt, at lade den fagkyndigt funderede overvejelse flyve temmelig vidt omkring. Er det ikke netop den metode, du praktiserer i Lualaba?
»Igen præcist. Nogle af de kollegaer, jeg er uddannet sammen med, bruger hele deres liv på at kigge på levere, fra morgen til aften; andre kigger på hjerner; o.s.v. Dét, kan jeg tro, er meget interessant – en livslang fordybelse i et bestemt felt – så bliver man jo faneme dygtig. Men i retsmedicinen er det karakteristiske netop, at alt hvad du støder på, er forskelligt. De måder, folk slås ihjel på, hvordan de findes, hvordan læsionerne har virket sammen med legemets sygdomstilstande, o.s.v. Husk på, at man står i et meget snævert samarbejde med politiet, der i detektivarbejdet har hårdt brug for éns bidrag.«
»Retsmedicineren skal i dén grad koncentrere sig om det faktuelle: hvilke læsioner ser jeg? er der forgiftning? er alkohol eller sex inde i billedet? Man skal hele tiden holde sit sind åbent. Og det behøver man sådan set ikke i den mere stilfærdige form for videnskab. De fleste af den slags forskere, jeg kender, har ikke ligefrem vundet deres laurbær ved stor fantasifuldhed; de har vundet dem ved at holde sig til det, der nu en gang er vedtaget på deres særlige område.«
Geertinger har stor respekt for den enkelte videnskabsmand – ham der fordomsfrit lader sig lede af sin intuition, sin logik og sin indsigt. En af heltene i Lualaba er den britiske læge Edward Jenner, som i slutningen af 1700-tallet lyttede til landbefolkningens viden om, at omgang med køer havde en mildnende virkning på udbruddet af kopper, og som på den måde fandt frem til vaccinet. En anden helt er Alexander Fleming, der omkring 1930 opdagede penicillinets helbredende virkning, men blev foragtet af hele datidens videnskabelige establishment, ja nær havde mistet sin bestilling.
Den egensindige videnskabsmands grænseoverskridende ræsonneren kalder Geertinger kalejdoskopisk – et metodisk ideal, han selv demonstrerer i Lualaba.
Den fagspecialiserede ‘kongresforsknings’ idioti har han til gengæld kun foragt tilovers for. »Det er dette Elfensbenstårn, hvor man hele tiden bekræfter hinanden i noget på forhånd vedtaget, der sammen med penge- og profitjagten har sørget for, at penicillinet allerede er blevet gjort uvirksomt.« Og det er det samme hierarki, der omkring 1980 forkyndte, »at infektionssygdomme næppe ville kunne præsentere os for noget, som lægevidenskaben – herunder naturligvis mikrobiologien – ikke ville være i stand til at hamle op med. Hvis der, mod forventning, skulle opstå en eller anden ny sygdom eller epidemi, ville man hurtigt kunne finde et passende modmiddel i form af antibiotika, antisera, vaccine, etc.«
Det var bare ét år før, Center for Disease Control i 1981 rapporterede om de første tilfælde af AIDS. I de efterfølgende 14 år har den medicinske forskning investeret uhyre ressourcer i forskningen af denne nye sygdom. Men i realiteten er man ikke kommet bekæmpelsen et hak nærmere, siger Geertinger.
Derfor er det heller ikke overraskende, at den etablerede medicin møder ham med et skuldertræk. I Det Fri Aktuelt har epidemiologen, professor, dr. med. Peter Skinhøj anmeldt Lualaba med en venlig hovedrysten. »Noget fagligt belæg« for Geertingers forestillinger, »er ikke kendt for denne anmelder«, skriver Skinhøj dræbende.
»Disse koryfæer er jo ansat og betalt for at sige: det går godt, det går nok alt sammen«, konstaterer Geertinger ganske umaliciøst. »Hvis du er cheflæge på Rigshospitalets epidemiologiske afdeling, hvis du er chef på seruminstituttet, hvis du er sundhedsdirektør – ja så kan du simpelthen ikke sige andet.«
»Godt nok er retrovirus er beskrevet i alle detaljer. HIV er fotograferet forfra og bagfra; man kender alle mulige reagenser med det; man ved, hvordan det kommer ind i vores DNA-molekyler, og hvad det dér forårsager. Men sandheden er, at man ikke er kommet ét skridt i retning af at finde noget, der kan imødegå det.«
»AIDS har man kun begrænset ved hjælp af kondomet, og det er næppe en lægelig bedrift. Det er kondomet, der – menneskets kraftige seksuelle aktivitet taget i betragtning – har æren for, at vi ikke allesammen har fået AIDS.«
Nu er HIV ganske vist meget lidt smittefarligt. Det er dræbende, fordi det – til forskel fra alle ‘normale’ virus – skaffer sig adgang til cellens kontrolcenter i DNA-strengen. Men man skal altså virkelig strenge sig an for at erhverve det.
Den virkelige gyser er imidlertid, at virus (herunder de nye retrovirus) besidder evnen til at mutere meget hurtigt. På et tusind år kan vi som art kun byde på 30-40 generationer, mens et virus vil kunne frembringe noget nær ti millioner generationer. Så hver gang lægerne finder på en ny medicin, viser det sig, at virus i løbet af kort tid udvikler en muteret art, som er resistent og dermed stærkere over for bekæmpelsesmidlerne.
Og hvad nu, hvis HIV-, Ebola- eller Marburg-virus’et finder på at mutere til en ny variant, som har evnen til at smitte gennem luften eller i våde håndklæder? Så vil det i løbet af få år være ude med over halvdelen af jordens befolkning.
Værre endnu. »Vi gør for tiden alt, hvad vi kan, for at hjælpe vore modstandere«, siger Geertinger. »I laboratorierne bliver virus bombarderet døgnet rundt med tusindvis af forskellige kemiske forbindelser med henblik på at dræbe det. Virus bliver dog ved at overleve. Det skifter bare ham – ved at mutere. Hvis vi lod virus være i fred, er det næppe umuligt, at det – i naturens egen takt – ville tage måske flere hundrede år, før en rigtig ubehaglig mutation trådte ind på arenaen. Men nu er det ikke naturens tempo, der bestemmer. Det er forskernes, lægernes, medicinalfabrikkernes.«
»Alle de mange millioner af mennesker, som i dag er ramt af AIDS, udsættes bestandig for et væld af lægemidler, der gør dem til én stor, eksperimentel pool til fremme af virusmutationer.«
På den måde er den moderne civilisation væsensforskellig fra alle tidligere.
»Pesten har man f.eks. kendt i mindst 3000 år. Den har så udfoldet sig og i tidens løb kostet mange millioner menneskeliv. I England og Norditalien døde mindst halvdelen af befolkningen i løbet af tre måneder. Det var sgu noget, der ville noget. Men fik vi bare tid nok, var der alligevel nogle, der overlevede. Det hele fulgte naturens tempo og takt – andet var der ikke – og det nåede vi så at indstille os på. Menneske og virus fandt en passende sameksistens.«
»Sådan var gik også med Den Spanske Syge – en ny, virulent, influenza-virus, der pludselig dukkede op i 1918.« Lualaba er fuld af fascinerende eksempler, både fra menneske- og dyreriget: hvordan en hudsygdom bredte sig til Grønland omkring år 1500, hvordan kaninerne i Australien på mindre end ti år i 1950’erne udviklede resistens overfor en bevidst importeret virussygdom, o.s.v.
»Men i den moderne verden er det jo meningsløst at give sig til at undersøge HIV-virus isoleret«, siger Geertinger. »Engang var Afrikas indre nærmest ufremmekommelig for den hvide mand. Både geografien og parasitsygdommene satte naturlige grænser. I dag behøver du bare stille dig op i Kastrup lufthavn for at konstatere, at sådan er det ikke længere. Et menneske kan blive inficeret ved Ebola og en uge senere dø på et hotel i Haparanda, uden at sammenhængen er direkte synlig.«
»Og så vælger man oven i købet at hælde alle HIV-patienters blod ned i noget, der svarer til Farum Sø, hvor man rigtigt giver virus lejlighed til at vise, hvad det duer til. Lige nu forsøger amerikanerne at bombardere dem med alle de medikamenter, der overhovedet er til rådighed på hylderne – ud fra den forestilling, at hvis de bare får tilstrækkeligt med kul fra alle ender og kanter, så bliver de nok trætte af at mutere. Det er ikke bare håbløst. Det er ansvarsløst.«
Oktobersolen falder skarpt og varmt ind i den behagelige havestue. Fru Lilan servere kaffe og velbelagte franskbrødsmadder. Ægteparret fortæller om deres venskab med Peter Høegh, som Geertinger hjalp med de retsmedicinske dele af Frøken Smilla. Det var Høegh, der sammen med Rosinante-forlægger Merete Ries opmuntrede Geertinger til at skrive bøger.
Og det gør han lige så metodisk, som han tidligere har grebet enhver anden udfordring an. Det foruroligende ved Lualaba kommer af Geertingers jordnære saglighed. Der er ikke noget eksalteret, ikke nogen dommedagstone over retsmedicinerens kølige observationer. Apokalyptikere vil ikke føle sig tilpas med denne bog. »Vi skal dyrke vor have«, skriver han til sidst med et skjult citat af Voltaire – den store oplysningsfilosof, som foruroliget af jordskælvet i Lissabon i 1755 skrev sin Candide mod den verserende optimisme og med skarp kritik af kolonivanviddet, men alligevel står som hovedskikkelse i den mest lysende optimistiske fremskridts- og erobringsforestilling, verden nogensinde har set.
Geertinger er heller ingen overløber fra det videnskabelige parnas, der på sine gamle dage føler sig draget mod de økologiske bevægelser. »Alle de ting, der sædvanligvis nævnes – CO2-udslippet, ozonlaget, krigen i eks-Jugoslavien, boreplatformene o.s.v. – tror jeg ikke på kommer til at ændre menneskehedens vilkår nævneværdigt. Hvis vi noget sted står over for en overraskende fare, der for alvor kan slå os ud, så er det fra mikrobernes verden.«
– Din bog formulerer det mest nøgternt funderede sortsyn, jeg nogensinde har været udsat for. Føler du ikke en forpligtelse til at følge forudsigelserne op med råd og forslag til, hvordan katastrofen eventuelt kunne afværges?
»Det ville jo være storhedsvanvid. Jeg har skrevet bogen, fordi jeg synes det er uintelligent, at vi end ikke vil se virkeligheden i øjnene.«
»Det frygtelige er, at jeg simpelthen ikke tror på menneskets fremtid. Jeg er overbevist om, at mennesket som dyreart er en fejltagelse. Vi er et unaturligt dyr, og derfor er det sket med os. Dybest set kritiserer jeg slet ikke videnskabsmændene, som generelt set er overordentligt flittige og får rigelige bevillinger. Men de er mennesker, kun mennesker – og dét sætter deres begrænsning.«
»Det er f.eks. den almindelige opfattelse, at før eller siden vil de finde en forklaring på universets opståen, uendeligheden, intetheden, tiden, osv. Hvordan kan vi dog være så tåbelige? Mennesket er bygget til det, vi nu en gang er bygget til – og det er dén løbebane, der nu er ved at nå til enden.«