Styrtløb i Davos

– 1. februar 1994

Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 1.februar 1994

MINDRE END firs kilometer borte indtraf en tragisk  ulykke under styrtløbskonkurrencen ved World Cup stævnet i Garmisch Partenkirschen. Den østrigske super-G stjerne og olympiske guldfavorit, 26-årige Ulrike Maier mistede med en hastighed af 100 km i timen kontrollen over sine ski, kørte ind i et elektronisk måleapparatur og brækkede nakken. Hun døde på hospitalet, tre timer efter at hun på startpisten havde erklæret: »Løjpen er brutal.«

På det mondæne højfjeldsresort i Davos, hvor alverdens koryfæhoveder blandt internationale erhvervsledere, akademikere og toppolitikere samtidig var forsamlet til det årlige weekend-stævne i »Verdens Økonomisk Forum«, var der næppe nogen, der tog varsler af dødsulykken i Garmisch. Hoveddisciplinen på Davos-mødet, der sluttede i søndags, har ellers ikke så lidt tilfælles med den alpine idræt, der på tysk hedder Abfahrt, på engelsk Downhill: At »omdefinere de grundlæggende antagelser i verdensøkonomien«.

INTET MINDRE. Sidste år var mødet indkaldt til en drøftelse af, hvordan alle kræfter kunne mobiliseres til skabelsen af et nyt, verdensøkonomisk opsving. I mellemtiden er det blevet isnende klart, at trods alle de gode løfter i Davos og alle de internationale magtmenneskers efterfølgende bestræbelser, udebliver opsvinget. Tværtimod går det downhill, i hvert fald i Europa. En nøjere analyse af hele situationen og en omvurdering af den forestående rute forekom derfor indlysende for Davos-mødets organisator, Klaus Schwab.

Derimod ikke for det forsamlede pressekorps. Det fulgte mediernes velkendte magnetisme over for magnater og samlede hele sin medbragte opmærksomhed om gæster som Yasser Arafat, Shimon Peres, Viktor Tjernomyrdin og Carlos Salinas – der jo alle udmærker sig ved at være i centrum af historiske begivenheder.

Dem vil vi så spare i denne omgang og i stedet vende opmærksomheden mod Davos-mødets hovedspørgsmål. Her kan vi straks notere to iøjnefaldende nedløb, præget af stor balance og beheskelse. Det første blev gennemført af Tjekkiets industri- og handelsminister, Vladimir Dlouhy, som nøgternt fastslog, at hans land i de kommende år ikke kan forvente nogen særlig forøgelse af eksporten til Vesteuropas beskyttede markeder, og derfor agter at vende blikket mod Asien, Mellemøsten, Latinamerika og Nordamerika. Her venter Dlouhy, at Tjekkiets produkter kan være konkurrencedygtige og således bidrage til reformøkonomiens stabilisering.

Det andet iøjnefaldende nedløb blev gennemført af chefen for den tyske Forbundsbank, Hans Tietmeyer.

TIETMEYER konstaterede, som en urokkelig kendsgerning, at Forbundsbanken ikke vil overføre én eneste DM fra Tysklands valutareserver til det nye Europæiske Monetære Institut (EMI), der er oprettet i henhold til Maastricht-traktatens »fase 2« på vejen mod en økonomisk-monetær union. EMI har til opgave at forberede møntunionen, der efter planen skulle træde i kraft i 1999 – men Tietmeyer satte spørgsmålstegn ved tidsskemaet med en bemærkning om, at både for regeringen i Bonn og for Forbundsbanken i Frankfurt vil »en samtidig politisk union mellem medlemslandene være en ufravigelig betingelse for møntunionens overdragelse pengepolitisk suverænitet«. En udsøgt sarkasme mod mediernes følgagtighed over for de politiske ledere, der har tilladt sig at omdøbe det nuværende, stærkt forrevne Europæiske Fællesskab til en union.

I ØVRIGT VAR debatten – bortset fra Dlouhys og Tietmeyers solopræstationer ­– præget af advarsler om den forestående løjpes brutalitet. Etablerede fremstillingsvirksomheder flytter i hastigt tempo produktionen ud til verdensdele, hvor arbejdskraften er billigere, og især i Vesteuropa går det meget langsomt med at skabe jobs af en ny type.

»Vi har mistet vort fremstillingsmonopol«, sagde den tidligere chef for Folkevognsfabrikkerne, Carl H. Hahn. »Helt nye nationer dukker frem på scenen, med uddannet og energisk arbejdskraft. Idag Japan, imorgen Vietnam. Kina står i midten af hele denne udvikling (se artiklen side 3, birk). I alle disse lande kan jeg ikke få øje på andet end mangel på arbejdskraft og umådelig vækst.«

Mange af de tilstedeværende erhvervsledere, bl.a. Bertrand Collomb (chef for den franske cementgigant Lafarge Coppee) mente, at vejen til nye jobs i Europa findes i underleverance af avanceret udstyr til den industrielle opbygning i de nye verdensdele. Alene opbygningen af Kinas infrastruktur vil kunne skabe fuld beskæftigelse i Europa, hvis vi er tilstrækkelig konkurrencedygtige og aggressive på markedet, mente både Collomb og Hahn.

Deres dagsorden er en beskæring af de offentlige velfærdsydelser, som kan frigøre midler til en satsning på højteknologiske arbejdspladser. Vi ser det for os, med 100 km i timen: Vesteuropæiske samfund, opdelt mellem højtuddannede med priviligerede lønvilkår og lavtuddannede med stadig færre jobmuligheder og stadigt ringere socialt sikkerhedsnet.

Måske skulle vi snarere lytte til ordene fra Oscar Fanjul fra den spanske Repsol-koncern: Europas problem er, »at vi beskatter arbejdet hårdere end noget andet sted i verden«. Og hertil lægge rådet fra schweizeren Wolfgang Spiess: »Serviceydelser kan i stigende grad eksporteres, og hvis vi ikke har en strategi for det idag, får vi problemer imorgen.« Strategien må selvfølgelig være at beskatte arbejdet mindre og maskinerne mere.

Og så i øvrigt lade hver enkelt regering følge Dlouhys og Tietmeyers eksempel: at vælge sin egen løjpe og sit eget tempo.

birk