Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 22.juni 1994
DEN FINANSIELLE domino-bølge, der pyntede så gevaldigt på de internationale børser i fredags og mandags, ebbede noget ud igår. Men ingen ved med sikkerhed, hvad der kan sætte en ny bølgebevægelse igang, og hvornår det kan ske.
Udtrykket »pynte« er måske uheldigt valgt. Ingen bør tro, at de titusinder af mæglere, der har deres daglige dont på børserne, er pyntede i ordets gængse betydning. De er kun stressede, rygende, råbende, løbende … for hele tiden at kunne følge det halve eller kvarte point, som kurserne normalt stiger eller falder i løbet af en dag. De er kort sagt kedelige at se på, hvis man hverken er investor eller har omlagt sine ejendomslån; og derfor var det oplivende at se dem løbe hundrede gange hurtigere, da det amerikanske aktieindeks Dow Jones faldt hele 34 points fredag og 35 points mandag, samtidig med at dollarkursen gik ind i noget, der mindede om et frit fald.
I virkeligheden er bølgen sammensat af mindst tre samtidige bevægelser: Dollarens fald over for Yen og D-Mark. Et globalt dyk i aktie- og obligationskurserne. Og en flytning af kapital fra værdipapirer over i faste goder som olie, kobber og guld – ganske vist også i form af papirer (f.eks. en million tønder olie til levering to måneder fra dato).
Den umiddelbare forklaring på alle tre bevægelser er frygten for en lurende inflation som følge af den øgede økonomiske aktivitet, især i USA. Hvis inflationen eksploderer, udhules jo værdien af både penge og værdipapirer.
YDERLIGERE renteforhøjelser må nu overvejes i den amerikanske forbundsbank, der i forvejen har hævet den korte rente hele fire gange iår. Disse fire renteforhøjelser havde til hensigt at dæmpe den inflationære virkning af øget aktivitet i virksomhederne (ved at hindre dem i at være for large med omkostningerne). Men nu, hvor opsvinget synes at flade ud, truer en anden inflationsfare. Den vigende dollarkurs kan nemlig bevæge tyske, japanske, italienske og andre producenter til at øge deres priser på det amerikanske marked – og i anden omgang kan hjemmemarkedsproducenterne følge efter.
Det kan tvinge forbundsbanken til at give renten endnu et spark opad. Jo større afkast, en valuta giver, jo mere attraktiv er den på markedet; derfor vil en højere rente kunne bringe dollarkursen op igen. Omvendt truer et sådant skridt med at fremkalde egentlig stagnation, fordi lånene bliver for dyre for både virksomheder og forbrugere i USA.
Mareridtet er udviklingen i 1978-79, da den amerikanske økonomi også voksede hurtigere end den europæiske og den japanske. Også dengang faldt dollaren, indtil inflationen nåede 11 procent, og forbundsbanken måtte sætte renten helt op på 20 procent. Eftervirkningen var et langvarigt tilbageslag i begyndelsen af 80’erne.
KAN DET SKRÆMME verdens økonomi- og finansministre? Tilsyneladende ikke. Deres kommentar til den seneste domino-bølge har været en gammel traver: »Børserne overreagerer«. »Mæglerne er hysteriske«. O.s.v. Vi minder om, at mæglerne blot passer deres arbejde, som bl.a. er at forvalte store kapitalbeholdninger.
Der kan være mange gode argumenter for, at inflationen ikke udgør den samme trussel som i 70’erne. F.eks. den øgede konkurrence fra billiglandene; den eksplosive teknologiske udvikling (der også dæmper prisen på serviceydelser); og en større påpasselighed hos centralbankledelserne idag. Det sidste gælder ikke mindst den tyske centralbank, som i de senere år har fået voksende betydning for konjunkturudviklingen i Europa.
Men som Casino-kapitalismen har udviklet sig – med omsætning af trilliardbeløb og med stadig større vægt på fremtids-papirer (futures og options) – er det uomgængeligt, at markedet præges af forventninger og psykologi. Det nytter ikke at klage over det. Selvfølgelig er der en langtidsvirkning af EU-vælgernes nej til føderationen. Selvfølgelig har det økonomisk betydning, om der bliver krig i Korea.
Som en »chefanalytiker« fra finansselskabet Kleinwort Benson sagde igår: »Det er som kinesisk vandtortur. Et dryp, dryp, dryp af bange anelser får til sidst markedet til at segne.«
birk