Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information i juli 1994
1.
Amerikas Forenede Stater er – trods flertalsnavnet – kun én politisk enhed. Endnu da. Én og kun én stat. Men rigtignok en stat af en ny og anderledes type, end den Hvide Mands historie kender til før 1787.
Indtil da havde statsfilosoffer og politikere anset det for umuligt at skabe en republik på så stort et landområde: De tretten uafhængige østkyststater, der i 1776 rev sig løs fra det britiske imperium, rakte i breddegrader så langt som fra Madrid til Shetlandsøerne; i længdegrader som fra London til Prag. Deres sociale strukturer og politiske idéer var temmelig forskellige, og de befandt sig tilmed i indbyrdes græsekonflikter. Men på Det Store Konvent i Philadelphia lykkedes det alligevel føderalisterne at vinde flertal for indførelse af en forholdsvis stærk centralregering. Og i januar 1789 – få måneder før den store revolution med tilsvarende sigte brød løs i Frankrig – blev George Washington indsat som USA’s første præsident.
Alle den amerikanske forfatnings fædre – føderalister såvel som anti-føderalister: Franklin, Madison, Hamilton, Jefferson osv – var enige om at betragte denne statsdannelse som et helt nyt demokratisk eksperiment. De var også enige om forudsætningen for, at det kunne lykkes: Hvis borgere over et halvt kontinent skulle anerkende samme centralmagt, samme forfatning, samme præsident, samme hovedstad – så måtte de også føle tilhør til ét og samme fælleskab. »Nationen« kaldte de det.
Sådan er det stadig. Når USA’s præsidenter, embedsmænd og ganske almindelige borgere taler om deres land, bruger de aldrig udtrykket »staten». De siger »this nation«. »our nation«. Endnu da.
Staten er – eller forudsætter – nationen. Enhver besøgende vil have bemærket, hvor meget flaget, nationalhymnen og den amerikanske myte betyder for samfundets selvforståelse og sammenhængskraft.
2.
Hvad var i 1789 udgangspunktet for at skabe en ny nation? Europæiske kolonialister af enhver art. Som franskmanden Hector St. John de Crèvecoeur skrev: »et virvar af englændere, irlændere, franskmænd, nederlændinge, tyskere og svenskere – en sammenbragt slægt«. Hvorefter han stillede det berømte spørgsmål: »Men hvad er så amerikaneren, dette nye menneske?« Og gav det endnu mere berømte svar: »Her smeltes individer af enhver national oprindelse sammen i en helt ny menneskerace. Én for alle og alle for én.« Det var den samme idé, som den jødiske forfatter Israel Zangwill i 1908 døbte The Melting Pot, »smeltediglen«.
Mange historikere, filosoffer og politiske debattører vender i disse år tilbage til denne historie. Amerikanerne er kommet i tvivl om deres identitet og søger støtte i rødderne. Således skriver Arthur Schlesinger i en tankevækkende bog, The Disuniting of America, at USA fra begyndelsen har været et multi-etnisk samfund, ligesom f.eks. det tidligere Sovjetunionen og det tidligere Jugoslavien. Men USA »undgik de smertelige skel«, der ellers deler multi-etniske samfund, »i kraft af en brilliant løsning – skabelsen af en helt ny national identitet. Amerikas idé var ikke at bevare alle de gamle kulturer, som nybyggerne havde bragt med sig, men at frembringe en ny, helt og holdent amerikansk kultur«.
3.
Nu ville det være en forfalskning at påstå, at denne multi-etniske syntese, denne »nye menneskerace«, amerikaneren, opstod ved en lige blanding af et utal af forskellige elementer. Det var de tretten britiske kolonier, der blev grundlaget for Amerikas Forenede Stater – ikke de franske eller de spanske. Sproget blev altså engelsk. Og en meget stor del af kolonisterne kom fra religiøse og politiske mindretal, som blev forfulgt hjemme i Storbritannien. F.eks. med rødder tilbage i 1640’ernes puritanere, der gjorde oprør mod kongemagten. De var gennemført anti-aristokratiske, og deres første forfatninger havde mange lighedstræk med den britiske fra 1688 – de var liberalt sindede og de var radikale demokrater.
Den nye kultur voksede ikke bare jomfrueligt op af et nyt landskab, et nyt klima, et nyt sprog, osv. De bærende idéer bag Uafhængighedserklæringen, menneskerettighedsprincippet og magtdelingen i den amerikanske forfatning stammede fra den europæiske oplysningsbevægelse.
Således havde både Jefferson og Franklin studeret den franske oplysningsfilosof Rousseau, der drev den naturretslige filosofi helt ud i sin yderste konsekvens med tesen om, at mennesket i den uskamferede naturtilstand er ædelt – det er kun civilisationens nedarvede tåbeligheder, især ejendomsretten, der har fremkaldt forbrydelse og ondskab. Derfor gælder det om, at individerne gør sig fri af de nedarvede normer og i stedet indgår en fri, social kontrakt, hvor alle er stillet ens og lige overfor fællesskabet. Der jo så til gengæld må udstyres med et magtapparat for at sikre ligestillingen.
Herfra er der i virkeligheden ikke langt til den amerikanske melting pot. Et uskamferet land, en ny naturverden, hvor alle tilrejsende kan børste fortiden af sig for at skabe en fælles fremtid. I en social kontrakt, der er grundlagt på to umistelige principper: at rettighederne bygger på individet, ikke på den sociale eller den etniske gruppe; og at alle nytilkomne frit kan lade sig assimilere i en ny kultur, der gør dem til medlemmer af samme nation ved at udstyre dem med samme statsborgerskab.
Som bekendt var Amerika, da Columbus og senere de første kolonialister gik i land, lige præcis beboet af de »ædle vilde«, som Rousseau havde filosoferet om. Derfor kan man få en interessant anskuelsesundervisning i, hvor meget den europæiske frihedstanke var i stand til at sætte sig fri af sin egen kulturbaggrund, ved at betragte de første kolonistaters forhold til de indianske samfund.
Det var ikke en del af dagsordenen i 1776 eller 1789, at de indianske stammer skulle indgå på lige fod med de europæiske nybyggere i den nye nation. Naturligvis ikke! For indianerne var i forvejen en slags nation. Hvorfor skulle de så indgå i en helt ny, med europæisk udspring? Og hvordan skulle nybyggerne, der tørstede efter nye landområder længere mod vest, kunne anerkende indianerne som ligeberettigede til at indgå i deres nye kristenhed? Vi kender alle historien om, hvordan det gik kontinentets oprindelige befolkning.
4.
Den nye, multi-etniske nation var altså, når alt kom til alt, umiskendeligt europæisk – i sproget, i de bærende idéer, i institutionerne. Sådan blev det opbygget: skolevæsenet; arkitekturen i de officielle bygninger; de parlamentariske omgangsformer; pressen; osv. Og diglen smeltede ikke uden videre alle med ind i det nye fællesskab, ikke engang alle de hvide immigranter. En indgroet racediskrimination holdt de røde, de sorte, de brune og de gule amerikanere udenfor. Selv Thomas Jefferson, der skrev de berømte ord om, at »vi anser det for at være selvindlysende sandheder, at alle mennesker er skabt lige; (og) at de af deres skaber er begavede med dem iboende og ufortabelige rettigheder; (og) at til dem hører liv, frihed og stræben efter lykke« – selv han var rig og holdt sorte slaver.
Den side af sagen har i de senere år fået voksende betydning i det amerikanske samfunds selvforståelse. I skolernes historieundervisning har betoningen af den multi-etniske åbenhed og det amerikanske ideal måttet vige pladsen for en ny, multi-kulturalistisk pluralisme. Det er »politisk ukorrekt« og diskriminerende mod de stadig større elementer af hispanics, sorte og asiater at fremstille De Forenede Stater som én nation af europæisk oprindelse og med europæiske idealer. Som Time Magazine skrev for et par år siden: »De sædvaner, overbevisninger og principper, der (omend ufuldkomment) har forenet USA gennem mere end to århundreder, udfordres nu med en voldsomhed, der ikke er set siden Borgerkrigen«.
I 1991 nedsatte staten New York en kommission, der skulle overveje en revision af hele undervisningsmaterialet ud fra det synspunkt, at ingen minoritet måtte diskrimineres. Som leder af kommissionen blev udpeget Thomas Sobol, kendt for udtalelsen: “Afrikanske amerikanerne, asiatiske amerikanere, puertoricanere, latinoer og indfødte indianere har alle været ofre for den intellektuelle og uddannelsesmæssige undertrykkelse, der gennem århundreder har karakteriseret kulturen og institutionerne i USA og den europæisk-amerikanske verden«.
»Politisk korrekthed« betyder idag at karakterisere inspiratorerne bag det amerikanske demokrati – Montesqieu, Locke, Rousseau og Jefferson – som det, de er: DWEM’s (afdøde, hvide, europæiske mænd). Alt andet er undertrykkende. Platon og Shakespeare er ikke en del af den amerikanske arv. i højere grad end Buddha og Montezuma.
5.
Amerika opfandt sig selv som Den nye Verden, og er siden aldrig ophørt med at ville omforme den gamle verden i sit billede. At takke Gud for sin beliggenhed som ø-rige mellem to verdenshave, og samtidig at ville gøre hele kloden sikker for det nye demokrati – det har altid været de to mægtigste drivkræfter i amerikansk politik. Af denne modsætning er vokset en splittelse hos amerikanerne og samtidig en frygt for at blive sig selv utro, uanset hvordan man handlede.
Selvransagelsen er nu omsiggribende. Den er udløst af en række sammenfaldende faktorer: Vietnam-traumet Den kolde Krigs afslutning, det dramatiske sociale sammenbrud og den hastige ændring af befolkningens etniske sammensætning.
Snart sagt hver måned bringer en ny bog med dommedagsbasuner. Hvad enten forfatteren hedder Arthur Schlesinger, Allan Bloom, Paul Kennedy, Christopher Lasch, Robert Reich, Bruce Scott, Zbigniew Brzezinski, George Kennan eller Edward Luttwak – alle er de enige om én ting: at de normer, der fra begyndelsen har holdt De Forenede Stater sammen, ikke længere holder.
Som den konservative kommentator Michael Stürmer skriver i Frankfurter Allgemeine: »Stars and Stripes vajer idag over et etnisk puslespil, hvor de afrikanske, de asiatiske og de latinamerikanske elementer mere og mere vinder kraft og dynamik, mere og mere fordrer deres ret og ikke længere udgør en samlet helhed. Endnu er retssystemet engelsk præget, endnu er forfatningen udtryk for europæisk oplysningstankegang, endnu er arkitekturen fra Harvard til Capitol europæisk palladinisme – men det vil inden længe blive forvandlet til historiske minder.«
Spørgsmålet er, hvor Den Hvide Mands Byrde så vil blive anbragt.