BerluScones

– 4. august 1994

Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 4.august 1994

FILMELSKERE HAR set billederne før, endda flere gange: En italiensk landsby, en flimmerhed sommersøndag, alt ligger stille. Lidt afsides vejen fra Milano mod Bergamo, netop dér hvor bjergene begynder at rejse sig, dukker et luksuriøst udstyret rigmandspalads op. Udenfor ses diskret fordelte vagtposter. Indenfor, bag lukkede døre, lægger seks mand råd op. I den største lænestol, med selvfølgelig autoritet, finder vi familiens overhovede, mødets vært, mediemagnaten Silvio Berlusconi, der også er ministerpræsident i republikken. Stående ved siden af ham familiens mangeårige consiglière, Fedele Confalonieri, der midlertidigt er indsat i det vakante embede som bestyrelsesformand i Berlusconiimperiet Fininvest. Desuden genkender vi Cesare Previti, Berlusconis gamle sagfører, der nu er forsvarsminister; Gianni Letta, en anden skattet Fininvest-medarbejder, der har måttet tage til takke med en post som viceminister; Guido Viola, koncernens nye top-sagfører – og så selvfølgelig lillebror, Paolo Berlusconi.

RET BESET ved vi ikke, hvad de seks mænd siger; der er ingen lydside. Men vi ved, at de milanesiske undersøgelsesdommere – som i den foregående uge har haft held til at presse Berlusconi til at opgive et dekret mod deres metoder – timer før mødet har udstedt arrestordre på adskillige af Fininvests top-direktører og beordret politiet til at gennemsøge koncernens kontorer. Vi ved også, at Berlusconi i forbindelse med sin nominering til embedet som ministerpræsident for tre måneder siden garanterede at ville holde sig helt borte fra ledelsen af Fininvest – ja »ikke engang tage telefonen for at høre, hvordan det går med forretningerne«.

Derudover ved vi, hvad de seks mænd udtalte og foretog sig efter mødet.

INTET FORRETNINGSMÆSSIGT blev drøftet, »kun rene familieanliggender«, udtalte consiglière Confalonieri, hvis fornavn på italiensk betyder ‘trofast’. Hvorefter en anden Confalonieri, med fornavnet Armando og administrerende direktør i Sandoz Italia, meldte sig selv til politiet. Han er sigtet for at have bestukket skattemyndighederne med 1,2 millioner kr.

En anden mødedeltager, sagfører Viola, gik straks om aftenen på TV og udtalte, at Fininvests økonomidirektør, Salvatore Sciascia »vil melde sig selv i løbet af få timer«. Den følgende dag tilstod Sciascia, efter en samtale i arresten med Viola, at have udbetalt bestikkelse til det italienske skattepoliti for mindst 1,5 millioner kr med det formål at opnå skattebegunstigelser for Fininvests selskaber.

En tredje mødedeltager, lillebror Paolo, som er direktør for en stor del af ejendoms- og entreprenørvirksomheden, meldte sig selv om fredagen. Arrestordren på ham var blevet udstedt på grundlag af Sciascias forklaringer.

Samme dag – i fredags – gik overhovede Silvio selv til pressen og udtalte: »Alt er i sin skønneste orden. Hvis alle virksomheder blev ledet som Fininvest, havde landet ingen moralske problemer. Og jeg har fået et politisk mandat til at regere, som jeg ikke agter at opgive«.

TABLEAU! Berlusconi blev valgt med et mandat til at rydde op, eller rettere rydde ud. At fjerne magtens korruption. At lukke de tvivlsomme kanaler mellem offentligt og privat, afskære de klientelistiske arrangementer, eliminere uretmæssige privilegier og uddrive forestillingerne om ‘beskyttelse’. Vælgerne så nådigt bort fra hans nære venskab med Bettino Craxi – den flygtede, tidligere ministerpræsident, som er selve inkarnationen af den gamle orden. De gav ham mandat til at skabe en ganske normal retsstat med fri forretningsvirksomhed, orden i statsregnskabet og flere i arbejde.

TIL OVERMÅL synes Italiens Anden Republik at være lig den Første. I hvert fald efter de første, knap hundrede dage: Politiske intriger og skuespil, parlamentskriser, korruptionsskandaler, regeringspartnere råbende ad hinanden, skrinlagte reformer og ubekymret forøgelse af de offentlige udgifter. En besynderlig forening af middelalder og socialisme.

De seneste ugers arrestationsbølge har rettet opmærksomheden mod bestikkelser af det italienske finanspoliti, Guardia di Finanza. Mere end 40 direktører og bogholdere er blevet arresteret for at have doneret milliarder af lire til politiet, der til gengæld skulle tilse deres virksomheder overfladisk og overse uregelmæssigheder. Men hvem er så Guardia di Finanza, der åbenbart har taget imod disse løntilskud? Og hvem kontrollerer kontrollanterne?

Flere af Fininvests ledende funktionærer er i øvrigt rekrutteret fra finanspolitiet. Bl.a. Gian Marco Rizzi, der også blev arresteret i sidste uge.

OPFINDSOMME HAR italienerne altid haft ry for at være. Alligevel må vi spørge, om det samfund, Berlusconi er ifærd med at opfinde, blot er det gamle Italien i nye gevandter? Eller i virkeligheden det nye Europa?

Et af de mest sigende vidnesbyrd om Berlusconis syn på den frie markedsøkonomi kom for nylig, da en tidligere direktør for det statslige tv-selskab RAI hævdede, at Fininvest-chefen sammen med to af sine toprådgivere havde foreslået ham at danne et kartel. Tilsammen ville RAI-Fininvest kontrollere bogstaveligt talt hele det italienske tv-marked. Spørgsmålet er, om han nu blot bager videre på den bolle med nye og uortodokse midler?

Det mest uhyggelige er, at han til gavn for sine ambitioner har taget nyfascisterne ind i regeringen og gjort dem stuerene. Næret af skandalerne vokser deres tilslutning støt; de er nu tæt på at være landets største parti. Deres program er orden. Men hvilken orden? Den mest fuldkomment moderne forening af middelalder og socialisme.

birk