Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 25.november 1994
HARDANGER: På passende afstand ses Norden altid som noget sluttet, rundt og harmonisk. Passende afstand, det vil sige termosfæren. Fra sit rumskib øjner kosmonauten højt mod klodens pol dette blå-grønne paradis, som vi ved består af skove, søer, fjelde, dale og skærgårde. Men på vej ned, allerede i stratosfæren, hvor overlydsflyene færdes, kan han skelne en anden struktur, den samme korttegnerne forlængst har projiceret: Norden er et triptykon.
Måske vor kosmiske iagttager aldrig har beskæftiget sig med kirkekunst. I så fald ser han bare tre udtrukne rullegardiner, på række ved siden af hinanden; i midten det længste og bredeste, naturligvis det svenske. Det, der kaldes Danmark, er herfra en samling vadesten over til det centraleuropæiske kontinent.
Tre aflange landformationer, der ikke blot adskilles ved flige af hav – Skagerak og Den Bottniske Bugt. Men også, og nok så vigtigt, ved vandskel, de indre delingslinjer. Vandskellet mellem Nord-Norge og Sverige har mig bekendt ikke noget navn, ikke andet end »fjeldet«, hvilket er ejendommeligt, da der er tale om en af kontinentets betydeligste bjergkæder. Langt mere imponerende og kulturelt betydningsbærende end Ounas-Selkä, der ligesom forlænger Den Bottniske Bugt op til Finmarken og derved danner en naturgrænse mellem Sverige og dets oprindelige provins, Finland.
Geografi burde have langt større vægt som fag i folkeskolen. På linje med dansk. Hvordan skal man overhovedet begribe den kulturhistoriske tredeling af Norden, hvis ikke man begynder med vandskellene, de ældste grænser i civilisationernes historie? Og hvordan skal man uden dette udgangspunkt forklare den særligt danske opfattelse af, hvad det nordiske i grunden er?
Man kan altid diskutere, om Skåneland i grunden hører til Danmark, eller om det snarere er Danmark, der naturligt hører til Tyskland. Men det er hævet over enhver tvivl, at denne tusindvis kilometer lange kyststrækning, fra bunden af Oslofjorden over Lindesnes helt op omkring Nordkap, til alle tider har udgjort en naturlig transportvej, der har bundet nordmændene sammen over mere end tretten breddegrader.
Med alle disse øer, som giver læ for Atlanterhavets værste storme. Alle disse vældige, men også venlige fjorde, der skærer sig ind til bebyggelserne på de inderste fjeldplateauer. For menneskene her har det til enhver tid været lettere at sejle ud til kysten og op eller ned til nabofjordene, end at klatre over vandskellet mod øst, ned gennem de svenske skove på den anden side. (Mens de svenske vesterbottninge blot har behøvet at sejle de seks mil over Kvarken, så var de allerede hos deres finske slægtninge i Österbotten).
TRE LANDTUNGER. Tre tavler, der i tæt koncentrat sammenfatter den centraleuropæiske øst/vest-deling fra Atlanten til Rusland:
Finland hænger ved det fennoskandiske skjold landfast sammen med det gamle Rusland. Men – igen nok så vigtigt – ved Ladogasøen og Finskebugten også med dets metropol, Sankt Petersborg. Geografisk set ville Finland være den største af de baltiske republikker, hvis landet ikke netop var en del af det trefløjede Norden.
Her udgør Finland til gengæld så udpræget det slaviske stilelement. Hovedstadens gule palæbygninger og caféliv; de mindre byers prunkløse arkitektur med spredte glimt af provinsborgerskabets forfrosne elegance; underklassens indesluttede alvor; den intellektuelle klasses socialt beskyttede sværmeri – alt i Finland ånder mod Østeuropa, mod Tjekhov og Tolstoj. Ikke værst.
Men her i Hardanger befinder jeg mig helt på den modsatte fløj af det nordiske triptykon. De åbne horisonter vender mod vest. Herfra drog de normanniske opdagelsesrejsende og udvandrere til Orkneyøerne, Skotland, Færøerne, Island, Grønland og Amerika. Det er nu tusind år siden, de første gang nåede Labrador og Vinlandet. Hverken jernbanen, automobilet eller flyvemaskinen har hidtil formået at ændre dén kulturgeografiske orientering.
Man siger, at hvis nordmændene på søndag i stedet skulle stemme om deres optagelse i Amerikas Forenede Stater, ville nationen ikke være splittet, som den nu er. Det er ganske naturligt. Bortset fra, at de, hvis det kom til stykket, sikkert ville foretrække at forblive uafhængige som canadierne. Ikke noget sted i verden kan Leonard Cohen sælge så mange plader som her i Norge.
Det må være det ubetingede i canadierens stemme. De rene linjer i hans poesi. Oprindeligheden, der er hele hans salgsvare. Det er bestemt ikke Baudrillards New York, nordmændene alligevel ikke ville stemme sig ind i. Det er overleveringen af nybyggernes puritanske værdier, hos sydstatsdemokraterne og måske især hos den sunde og sporty middelklasse i Midtvesten. Og ved siden af er det altså de uafhængige canadiere, med deres kølige storbyer og uovervindelige ødemarker. Nordmændene siger NEI til den dekadente, europæiske modernitet.
Måske er det netop det, vi danskere ikke helt kan stå for. De fleste af os betragter nordmændene som lidt gale. Lidt for gale, efter at Nordsøolien har gjort dem rige og ubekymrede. Vi har alle annekteret Hans Magnus Enzensbergers karakteristik af den norske utakt:
»På den ene side elsker de anakronismen og holder indædt fast ved førmoderne tænkemåder og livsformer. På den anden side har de en tilbøjelighed til utilsigtet at foregribe fremtiden. (…) De er hjemmefødninger og kosmopolitter på én gang. Norge er i dag Europas største folkemuseum, men på samme tid et kæmpemæssigt fremtidslaboratorium«. (Norsk utakt, Oslo 1984.)
Men det er kun på overfladen, vi har annekteret denne karakteristik. Dybest set holder vi langt mere af de på én gang troskyldige og gale fjeldklatrere, vores egen første natur, den natur vi forlod tidligt i forrige århundrede – end af de pompøst stilige svenskere. Hvad finnerne angår, kender vi dem ikke rigtigt; de hører hjemme i vore nationalmyters verden.
DANMARK BEFINDER sig – jeg vender for sidste gang tilbage til geografien – i Nordeuropas centrale vejkryds. I skæringspunktet mellem to hovedakser, den ene fra Atlanterhavet til Baltikum, den anden fra det centraleuropæiske kontinent til Skandinavien. Det er vore fire verdenshjørner, i statspolitikken inkarneret ved de fire magtfaktorer England, Rusland, Tyskland og dette ‘nordiske’.
Danmarks historie handler i ikke ringe grad om balancen mellem disse fire. Dog er ‘det nordiske’ i dag mest et fortidsminde – eller rettere to, et kært og et ondt. Det kære er mindet om vor egen Margrethe I’s forsøg på at danne en nordisk Union i slutningen af 1300-tallet. Det onde er mindet om svenskekrigene og tabet af de gamle danske kærnelande i Skåne, Halland og Blekinge; mindet om Sverige som nordisk stormagt i 1500- og 1600-tallet, Europas første nationalstat med et knusende effektivt militærapparat, indtil Karl XII mødte sit Poltava, det var i 1709.
Exit ‘det nordiske’. Hvad Tyskland og Rusland angår, er de til gengæld først for alvor blevet interessante med jernbanen, automobilen og flyvemaskinen – og førhen mest i perioder, hvor skibstrafikken på Baltikum var opportun. Ellers var det England. Og England igen.
Vore horisonter er nemlig også vestvendte. Også Danmark er en nation af søfarere. Det har vi tilfælles med nordmændene. Vi er tilhængere af fri handel og frejdigt folkestyre. For en dansker er det påfaldende, at her fra Hardanger er der ikke langt til Hirtshals eller Harboøre. Mens det hoffærdige Stockholm ligger langt omme på den anden side af verden.
Måske er det årsagen til, at danskernes forestillinger om ‘det nordiske’ er langt mere præget af norsk end af svensk kultur, til trods for at Sverige stadig er Nordens lokale stormagt? Eller tager jeg fejl? Er det min egen oprindelse, min opvækst ved Jyllands Vestkyst, der spiller mig et puds?
Man kan ikke kalde os specielt velbevandrede i den norske litteratur. Jovist, Knut Hamsun har sine læsere. Men hvad med Kielland, Vesaas eller Olav Duun, for slet ikke at nævne den alt for lidt læste Sigrid Undset?
Alle danskere kender Ibsen, men han synes ikke at fortælle os noget specielt om det norske. Ikke som Strindberg, Bergman og Norén fortæller os om det svenske. Dem kender vi, for slet ikke at tale om den svenske nationallitteraturs store lyriske register, fra Fröding, Södergran og Ekelöf helt over til Taube, Sjögren og den skæmtsomme tradition for lystige viser under kräftkalas i Skærgårdsnatten.
Alligevel, tror jeg, at hvis nogen enkelt forfatter afgørende har præget på vores nutige forestillinger om ‘det nordiske’, så er det hverken en svensker eller en nordmand. Det er Johs. V. Jensen. Det er derfor, jeg er taget her til Hardanger.
JOHS. V. JENSEN trak de danske horisonter mod nordvest. Endnu engang. For ham var det en reaktion mod 80’ernes og især 90’ernes voldsomme orientering mod sydøst, mod Wien og Paris, symbolismen, den sygelige psykoliseren, den gryende ekspressionisme og desuden hele Brandes’ centraleuropæiske åndsartistokratisme.
Som Dreng skar han Skibe, svulmede af udlængsel, Atlanterhavet var verdens vide gab. Som Yngling drog han ud, med skonnert og motorcykel, efterlod sine spor i Mangroven og på Manhattan. Som Mand bekendte han sig til handlingen, vikingeblodet i årerne og den nordiske kvindes uudgrundelige skønhed. I 1923, 50 år gammel, reducerede han hele sit nordiske syn til en kirkegårdsstemning i klassisk metrum. Versene, der blev skrevet ved kirken i Vik, hører til de allermest berømte i dansk litteratur:
Stands, Vandringsmand, ved dette Hus,
en armods-præget Bedesal,
og lyt en Stund til Elvens Brus,
som toner i den trange Dal.
De strenge fjelde giver Agt
paa Dalen som en skummel Vagt.
Men lys er Natten, øm og nordisk,
en Sjæl af Dagen, overjordisk.
Jeg er rejst hertil på randen af vintersolhverv, kun ét solhverv efter Johs. V. Jensen, fordi der er en gåde, jeg må have forklaret: Hvorfor denne vemodstone, der sammenfatter ‘det nordiske’ i et æterisk drømmesyn, rimet på det overjordiske? Er det en epitaf over synet, eller snarere over Jensens egen bane? Er ‘det nordiske’, når vi borer dybt ned til fjeldgrunden, blot et særligt lys over landet, et sommernatslys? Eller skyldes versenes virkning en – ganske vist sen – dansk realisering af den højromantiske lyriks gådefulde ekko: lys er Natten, øm og nordisk, / en Sjæl af Dagen, overjordisk?
JEG GÅR UD FRA, at de fleste danske skolebørn stadig læser Den Lange Rejse, og der stifter bekendtskab med forestillingen om, at afvaskning i koldt vejr og barsk og ufrodig natur er sundt og udviklende for menneskearten.
Selv om Johs. V. Jensen i sine unge år besang teknikkens vidundere og det brølende Amerika, men også trøstesløsheden på Memphis Station, så havde han dog ikke så lidt tilfælles med sin nobelpriskollega, Hamsun. Jeg mener både vikingen, naturekstatikeren og odelsbonden Hamsun.
Begge forstod, at det natur- og kulturrum, mennesker lever deres tilværelse i, ikke bare er en tilfældig kulisse for artseksemplarer, der alt andet lige er ens, fra Bombay til Nuuk, fra Hardanger til Toscana. Mennesket er ikke adskilt fra sit rum, kan ikke træde ud af det, for det er inden i ham.
Den franske filosof Luc Ferry advarer i en ny bog mod den grønne bølges tendens til at fetichere naturen. Naturen er ikke et retssubjekt, der kan stille sine egne krav, påpeger han. Naturen har kun værdi i det omfang, den er hensigtsmæssig for menneskelivet. Og i det omfang, den repræsenterer en æstetisk nydelse.
Luc Ferry skulle prøve at holde det foredrag her oppe i Sognefjord eller Hardangerfjord. Vi ånder alle den samme ilt, vi føder alle vore børn den samme vej, vi har de samme lemmer. Men den, der hver morgen står op til trafiklyden fra Bispeengbuen, går ned ad en trappeopgang i et højhus i Lundtoftegade, indsnuser røgen fra Novos nærliggende fabrik og passerer fem pornobutikker på vej til Linje 5, som skal ind ad Nørrebrogade i myldretiden – er ikke ganske det samme menneske som den, der lever på Bourgognes fede jord, plukker sin egen vin og drikker den mageligt under et platantræ hver dag i frokostpausen, til sin skinke og sin gedeost. Både udvendigt og indvendigt er de to mennesker forskellige. ‘Naturen’ er ikke bare et museum, hvor den æstetiske kvalitet kan være højere eller lavere. Naturen er også en virkning, en mental kraft, en del af sit menneske.
Så langt har Den Lange Rejse ret. Men ‘det nordiske menneske’ er en fiktion, for den mentale afstand her fra Hardanger til Lund er stort set den samme, som afstanden til Bourgogne. Dette er, tror jeg, den egentlige årsag til, at også forestillingen om ‘en nordisk blok’ i EU eller ‘en nordisk Union’ uden for EU er et drømmesyn, intet andet end et drømmesyn.
EXIT ‘DET NORDISKE’. Her er ingen hvide nætter i november, men strenge fjelde står der også nu som en skummel vagt over dalen. Både inde i Vik, i Eide og ude i Bergen.
»Skummel« er forresten en eufemisme. De stejle fremspring virker uhyggelige, de bratte rejsninger er afgrundssvælg, alt er råt, ingen regelmæssighed i formationerne. Men på handelspladserne er man fuldt udstyret med den nyeste, efterindustrielle teknologi – stregkoder i supermarkederne, computernet og mobiltelefoner.
Også Vik er i den forstand en moderne by. Strengt taget ligger den i øvrigt slet ikke i Hardanger. Men måske Johs. V. Jensen havde gennemvandret Hardangervidderne, da han i 1910 og 1923 besøgte kirkegården i Vik? Måske gjorde han bare et holdt her, og sammenfattede sin oplevelse af landskabet som mental tilstand? Eller måske ligger »Kirken i Hardanger« faktisk i Hardanger, måske er det Ulvik eller Ålvik? Jeg har ikke min litteraturhistorie nøjagtigt nok med mig i bagagen. Men det er underordnet. Når først man er her, taler Hardanger-naturen stærkest, stærkere end al bagage.
Sæteren er nu stort set affolket. Eller rettere: det mytologiske sæterbrug er afløst af turisthytte-industrien. Også andre dele af landbruget er blevet tyndet ud; Norge har idag kun 200.000 bønder, mindre end 5 procent af hele befolkningen. Som fællesorganisationen for deres mange kooperative foretagender, Landbrukssamvirket, skriver i sin farvestrålende brochure: »Skaberværket har udstyret os rigeligt med fjeld og skov, men dyrkbar jord er der mindre af«.
Alligevel er bønderne både hjerte og hjerne i den animerede debat om Norges forhold til Europa og den europæiske Union. Men udsigt over fjorden spekulerer jeg på mit besøg hos fjeldbonden Odd. »For os er det et værdivalg«, sagde Odd. »Vi vil være herrer i eget hus og selv bestemme vores livsform. EU skal ikke have lov til at nedbryde vores bygdefællesskab.«
I et glimt anede jeg hele den jensenske spænding mellem natterummets lyse drømmeri og fjeldsidernes kontante vælde. Og Hamsuns: »Vokser her intet? Her vokser alt, mennesker dyr og grøde«. Mennesker slider. »Skoven og fjeldene står og ser på, alt er højhed og vælde, her er sammenhæng og mål.« Men det helt besynderlige er, at Odds ord kunne være udtalt ganske enslydende af en socialrådgiver i en af Oslos moderne lejerkaserne, ret fjernt fra ethvert bygdefællesskab. Eller af en Stortingsrepræsentant for Sosialistisk Venstreparti.
EN AF FORKLARINGERNE på dette paradoks er utvivlsomt befolkningstætheden – eller rettere manglen på samme. Gennemsnitligt har hver eneste nordmand mere end 60.000 kvadratmeter for sig selv. Det er ikke plads, her mangler. Plads og rum. Heller ikke socialrådgiveren i Oslos forstadskvarterer har lang vej til stilheden og ensomheden.
Men dette er ikke hele forklaringen. Jeg må spørge mig selv, hvor Gro Harlem Brundtland hører hjemme i dette landskab? Det er ikke nemt at forestille sig den magtfulde dame vandre rundt herude i sin stramme spadseredragt. Hvordan hænger det overhovedet sammen, at Arbeiderpartiet er blevet den stærkeste politiske kraft i et land af lutter bønder og bondevenner?
Svaret er: Også Arbeiderpartiet har sit hjerte og sin hjerne her, spadseredragt eller ej. Hemmeligheden ved Gros påklædning er, at den aldrig er prangende. Oliemilliarderne strømmer ind ude fra Ekofeltet, men på land ser man ikke noget til privat luksus og ødselhed. Pengene bruges, endda med stolthed, på fællesskabets offentlige goder. Vellevned betragtes derimod som barnagtigt og primitivt.
Arbeiderpartiet satser på den diskrete småindustri. Den findes også her i dalene. 80, 100, 200 ansatte, der laver trapper, vinduer eller computersoftware. Nordmændene bryder sig lige så lidt om storindustri som om den medfølgende modernitetskultur. Her findes naturkraft i ligeså rigeligt mål, som omme på den svenske side af vandskellet. Alligevel blev elvene ikke i 1700- og 1800-tallet grundlag for en tidlig industrialisering. Det skyldes ikke bare, at her er mindre skov end i Sverige. Det skyldes nok så meget, at nordmændene ikke kendte den svenske klassedeling mellem rige storgodsejere og fattige husmænd. Kapitalismen havde ingen grundlæggere her, ingen stormoguler, som arbejderbevægelsen senere kunne opbygge en centralistisk velfærdsstat sammen med. Spørgsmålet er, om Norge nogensinde er blevet kapitalistisk.
Jeg kommer til at tænke på mit besøg hos Nei til EU nede i Bergen. Dér rendte alle disse unge mennesker rundt og var aktivister, af rene hjerter – nogle franskbrødsblege studerende, andre vejrbidte bønder og håndværkere.
»Så du kommer fra Information i København«, sagde Steiner. »Ja, det er en ganske fin avis. Meget seriøs. Jeg har selv abonneret på den, da jeg boede i Trondheim. Men efterhånden blev Klassekampen så god, at jeg skiftede over til den.«
»Klassekampen?« svarer jeg vantro og måler Steiner i fuld højde. Han ligner bestemt ikke en venstrefløjstype. »Men er den ikke marxistisk-leninistisk?«
»Akkurat«, kommer det tilbage med syngende y. »En meget seriøs avis.« Steiner ser på mig, venligt og troskyldigt afvæbnende.
DEN NORSKE USKYLD – måske har den slet ikke noget med geografien at gøre. Norge er en ganske ung stat, den har faktisk kun eksisteret siden 1905. Den berømte selvstændighedserklæring i 1814 var kun en kort episode, der i virkeligheden handlede om, at Danmark på grund af tåbelige krigsengagementer måtte afstå denne del af landet til Sverige. Det blev nordmændene nationalt bevidste af.
Før den tid var det, der idag kaldes Norge, et udkantsområde i Danmark. Set fra hovedstaden var nordmændene en egnsbefolkning, ligesom vestjyderne. Men de havde allerede stavkirkerne, fjeldene og midnatslyset. Som blev betydningsfulde konstanter, da de pludselig skulle opfinde deres selvstændige nationale identitet.
Så når vi taler om ‘det nordiske’ med Jensens og Hamsuns universer i baghovedet, så taler vi i virkeligheden om ‘det danske’. Det danske, der engang var. Før vi andre syd for Skagerak tabte vores uskyld.