Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 8.marts 1995
PESETA, den spanske møntfod, og Peso, den mexicanske, har navn fra samme stamme – pesa er spansk for »vægt«, pensum latin for »det vejede«, og musikelskere kender det italienske udtryk pesante, når en passage skal fremføres »vægtigt«. Helt bogstaveligt er den spanske valuta en diminutiv form af den mexicanske; pesetaerne betyder »de småtunge«.
Mere – og vægtigere ting – end sproget har siden conquistadorernes tid forbundet den iberiske halvø med Latinamerika. Gennem flere århundreder blev den spansktalende verden nærmest betragtet som et fælles marked, og stadig er handelsrelationerne hen over Atlanten intensive. Så da Mexicos valuta i december sidste år faldt tungt og skæbnesvangert, gik der nervøse trækninger over adskillige børsmæglere i Madrid.
Devalueringsbølgen, der i søndags omsider ramte pesetaen (og den portugisiske escudo), fulgte imidlertid ikke den gamle handelsvej over Atlanten. Tværtimod blev det endnu engang anskueliggjort, at tesen om »globalisering« frem for alt har gyldighed på de finansielle markeder. Her kan et regnvejr i Mellemamerika ad de mest imaginære kanaler blive til et skybrud i Vesteuropa. En forventning i Londons City om, hvad en investor i Bahrain forventer – om dollarens reaktion på peso-devalueringens effekt på den brazilianske Real – kan være nok til at sætte det hele igang.
YDERST NØGTERNT kalkulerede en del investorer med, at den chokbølge, som pesoens fald sendte gennem alle de latinamerikanske økonomier (med aktiekursfald på op til 50 pct), før eller siden også ville svække den store samhandelspartner i nord. Men hvor skal en forsigtig investor, der hidtil har betragtet dollaren som det sikreste sted i verden, vælge at flytte sine penge hen? Gennem de senere år er svaret igen og igen blevet det samme: til D-Mark.
Der er bare det aber dabei, at D-Markens kurs politisk er kædet sammen med en række andre EU-valutaer i den såkaldte valutakursmekanisme (ERM). Som bekendt rummer det europæiske unionsprojekt et postulat om, at medlemsvalutaerne over en kort årrække vil blive låst til hinanden i et stadigt mere ubrydeligt bytteforhold for til sidst at opløses i en fælles enhedsvaluta. Derfor vil en tilstrømning til EU’s stærkeste valuta næsten uomgængeligt rette et nedadgående pres på de svageste – for tiden peso, escudo, italienske lira og svenske kronor. Det skete også denne gang.
Dertil kom, at den mexicanske finanskrise gav valutaeksperterne en intellektuel lektie. Krisen indtraf ikke mindst, fordi peso er så tæt bundet til dollar. Den mexicanske gæld er noteret i dollar, men landet fattedes dollar og måtte devaluere for at kunne købe dem. Resultatet blev en fordobling af rente- og afdragsbyrden.
Modsætningsvis er f.eks. størsteparten af den italienske gæld noteret i lira og for så vidt under italienernes kontrol. Mange valutaeksperter begyndte nu at spekulere over følgevirkningerne, hvis den italienske, den spanske, den svenske og den belgiske gæld var noteret i en fælleseuropæisk valuta: Hele EU ville blive fanget i en ‘mexicansk’ fælde, hvor både gæld og valuta ville komme ud af enhver demokratisk kontrol.
Derfor ledte pesoens fald de finansielle markeder til – endnu engang – at teste EU’s finansministre og centralbankchefer på deres politiske vilje til at forsvare ØMU-projektet. Den viste sig at være lige så tynd som i september 1992, da lira og sterling blev tvunget ud af ERM, og i august 1993, da ERM-valutaernes indbyrdes udsvingsbånd blev udvidet fra 2,25 til hele 15 procent.
TIL PRESSEN udtaler EU’s monetære kommissær, Yves-Thibault de Silguy ganske vist, at søndagens devalueringer er »et bevis for, hvor godt ERM fungerer«. Halleluja!
Det er kun 19 måneder siden, den monetære komité – pesante – traf beslutningen om udvidelse af udsvingsbåndet til en tilsyneladende ekstrem bred margin. Omkostningen var dengang et dementi af de sidste ønskeforestillinger om den såkaldte konvergens: at EU-staternes økonomiske nøgletal i overskuelig fremtid skulle nærme sig hinanden, sådan som ØMU-betingelserne kræver. Gevinsten var til gengæld luft, politisk afstand til spekulanterne; den brede margin gjorde det unødvendigt at bekymre sig om yderligere kursjusteringer. Troede man. Men kun i 19 måneder, så var den luft blæst bort.
Og uvejret vil fortsætte. For finansmarkedernes egentlige mål er stadig den franske franc, som nu igen betænkeligt nærmer sig ERM-bunden. Investorerne ved, at EU’s hårde D-Mark zone i virkeligheden kun omfatter Tyskland, Benelux, Østrig og Danmark. Og de vil lade deres handler regne ned over politikerne, indtil alle har vedstået det.
birk