Af KLAVS BIRKHOLM – leder i Dagbladet Information 3.april 1995
GANSKE UPÅVIRKET af den vedholdende uro på de internationale valutamarkeder, fortsætter EU’s ministre og embedsmænd deres papirarbejde med at forberede Maastricht-traktatens økonomiske og monetære union. Som optakt til finansministrenes møde senere i denne uge drøftede den monetære komité forleden en række tekniske spørgsmål vedrørende overgangen til ØMU’ens slutfase. Bank- og forretningsfolk håber, at EU’s Cannes-topmøde i juni kan træffe ‘operative beslutninger’ om den nye valutas navn; sedlernes og mønternes design; hvor og hvordan de skal trykkes, præges og distribueres; samt hvilke lovændringer, der skal gennemføres i den forbindelse (både nationalt og på EU-plan).
Centralbankchefer har længe efterlyst den slags mere konkrete beslutninger. Butiksindehavere vil vide, hvornår og hvordan kasseapparaterne skal ændres. Automatbestyrere og -fabrikanter kræver oplysning om de fremtidige mønters størrelse og vægt. Forretningsbanker vil vide, hvornår og hvordan deres computeranlæg skal omprogrammeres. I rapporten »Indførelse af en fælles mønt« fastslog EU’s Banking Federation for nylig, at en sådan proces tager mindst fire år og koster mindst 60 milliarder kr.
Men en række EU-politikere diskuterer stadig i fuld alvor, om en »hård kerne« af EU-lande kan introducere den fælles mønt om 21 måneder, ved indgangen til 1997, således som Maastricht-traktaten åbner mulig for. Sandheden er, at kun hvis Cannes-topmødet træffer alle de nødvendige beslutninger om valutaens navn, inddeling og logistik, kan traktatens sidste frist (1999) måske overholdes uden at fremkalde totalt sammenbrud i deltagerlandenes supermarkeder, spillehaller og banker.
ALT TALER imidlertid imod, at de 15 stats- og regeringschefer vil kunne træffe en sådan beslutning om kun to måneder. Netop i fredags åbnede deres repræsentanter i Bruxelles første runde i den lange proces, der efter planen skal lede frem til en revision af Maastricht-traktaten, tidligst engang i 1997. Siden ØMU-planen blev skrevet ind i den gældende traktat, er EU vandret gennem den ene valutakrise efter den anden, og betingelserne for planen er fuldstændigt omkalfatrede. Derfor er det givet, at ØMU-spørgsmålet kommer til at indgå med betydelig vægt i forhandlingerne om den kommende traktatrevision. Det er et fact of life – ikke et spørgsmål om sympati eller antipati – at den kommende regeringsproces vil udskyde ØMU-processen ikke så lidt.
Men derfor kan man selvfølgelig godt rejse spørgsmålet, om de mange valutauroligheder har gjort behovet for ØMU mere eller mindre nødvendigt? Spørgsmålet er højspændt politisk, og derfor bør vi lægge vore præmisser for samtalen åbent frem:
KAPPESTRID bør altid bindes ind i regler, ellers bliver den ødelæggende. Det gælder både i og mellem de nationale økonomier. Vi er derfor ganske enige med Henning Christophersen i, at det ville være for farligt at overlade Europa til »markedskræfternes uberegnelige spil«. Denne bemærkelsesværdige udtalelse, som Politiken igår kunne referere vor tidligere EU-kommissær for, er særlig vigtig at kommunikere videre til de central- og østeuropæiske lande, hvis hedeste ønske er at blive integreret i unionsfællesskabet.
Lave inflationsrater og stabile valutakurser er ubetinget goder, når det drejer sig om at hæmme markedskræfternes mere rå effekter. Høje inflationstal straffer altid de sparsommelige og giver umoralske gevinster til låntagere, ejendomsbesiddere og dristige spekulanter. Devalueringer straffer altid de udenlandske konkurrenter og giver ufortjent belønning for gæld i egen valuta.
Om markeder fungerer moralsk eller umoralsk er imidlertid ikke kun et spørgsmål om lovgivning og institutioner, men først og fremmest et spørgsmål om de normer, der hersker i den underliggende kultur: Er borgerne indstillet på de mål, regeringen og centralbanken formulerer?
Det er derfor, den tyske centralbankchef, Hans Tietmeyer igen og igen har slået fast, at uden en egentlig politisk union lader møntunionen sig ikke virkeliggøre. Vi har allerede oplevet, hvordan den stærke tyske økonomi tvinger de øvrige EU-stater til forhøjede rentesatser, kursnedskrivninger og finanspolitiske lempelser. Med en fælles valuta fjernes alle disse nationale ventiler – øget arbejdsløshed i de mere konkurrencesvage regioner vil være en uomgængelig følge.
ØMU-projektet hviler i sin nuværende udformning på den illusion, at 350 millioner europæere vil lade deres økonomiske adfærd regulere af den pengepolitik, som Forbundsbanken i Frankfurt finder rigtig. Børserne har afsløret illusionen. Hvornår brister den for EU’s politikere? birk