Labours leder har for alvor sat idéerne i højsædet, oppositionen er i vildrede
Af KLAVS BIRKHOLM – nyhedsanalyse i Dagbladet Information 13.januar 1996
Storbritannien er gået ind i en lang valgkamp, der senest i sommeren 1997 skal gøre brættet op mellem premierminister John Majors Konservative Parti (ved regeringsmagten siden maj 1979) og oppositionspartiet Labour under ledelse af Tony Blair.
Én ting kan vi med sindsro fastslå: Det er Blair, der sætter dagsordenen; det er ham, der afgør valgkampens temaer. Og det drama, han nu iscenesætter, vil ikke alene afgøre det gamle Øriges vej ind i det 21. århundrede – det har også betydningsfulde budskaber til debatten om velfærdssamfundenes fremtid i hele det øvrige Europa.
Lige siden Tony Blair uventet blev skudt frem til ledelsesmagten for 18 måneder siden, har han søgt at udfordre de ultraliberalistiske Tory’er på de store idéers slagmark. Fællesskabernes opløsning, familiernes fremtid, skolernes forfald, den forrående ungdomsarbejdsløshed og den voksende kriminalitet – ved at erobre den moralske midte har Blair søgt at etablere Labour som det parti, der vil forene nationen (»one-nation party«), mens Toryernes egoistiske bjærgsomhed vil nedbryde alle etablerede fællesskabs-institutioner.
John Majors svar har hidtil været defensive og undvigende. Men nu ser det ud til, at Blair omsider har fundet det sprog, der kan samle hans visioner og fremtvinge en reel konfrontation med regeringspartiet: Begreberne andelssamfund (»stakeholder society«) og andelsøkonomi (»stakeholder economy«) er med ét blevet omdrejningspunktet i hele den politiske debat i Storbritannien, efter at Blair i mandags i en tale i Singapore brugte dem som kodeord for sit nye program.
Hvad betyder ordene? Ser vi bort fra forhistorien, blev de lanceret sidste sommer i Dahrendorf-Kommissionens rapport om Velstandsskabelse og det sociale fællesskab (eller social sammenhængskraft, om man vil: Wealth Creation and Social Cohesion). »Andelssamfundet er«, skrev Dahrendorf, »et våben mod social atomisering. Det sigter efter at involvere alle borgere i arbejdslivet, i civilsamfundets foreninger og i den politiske proces. Det indebærer en helt ny kontrakt af rettigheder og pligter.« Som sådan er andelssamfundet »en udfordring til den eksisterende aktiehaver-kapitalisme« (»shareholder-capitalism«).
Den udfordring tog Blair og et par af hans mest betroede væbnere i september med sig på en rundtur til britiske erhvervsledere, dog uden at det afstedkom de store røgsignaler i offentligheden. Det var åbenbart først, da Blair i julen tog til Australien – ikke med en håndfuld væbnere, men med en kuffert fuld at idélitteratur – at trådene blev samlet til de taler i Østasien, som alle nu forholder sig til.
»Det politiske opgave at bygge et nationalt fællesskab handler ikke bare om en rimelig omsorg for de mindre velbjærgede«, sagde Blair i Singapore. Det handler om, at »vi anerkender en kollektiv forpligtelse til at sikre hver eneste borger en andel i dette fællesskab. Det gamle Venstres metode var en økonomisk omfordeling via skatter og sociale ydelser. Men i de globaliserede økonomi er de gamle metoder ikke nok. Selvfølgelig skal vi have et rimeligt skattesystem. Men et liv på sociale ydelser, afhængigt af staten, er ikke, hvad de fleste mennesker ønsker. De ønsker selvstændighed, værdighed, at forbedre sig selv, at for en chance for at fortjene og komme videre.«
Derfor, fortsatte Blair, skal »virksomheder ikke længere bare være brikker på kapitalmarkedet, men også fællesskaber eller partnerskaber, som hver eneste ansat skal have sin andel i«.
For første gang nærmede Blair sig for alvor de radikale reformforslag, som er blevet fremført af hans parti- og parlamentskollega, Frank Field: Alle ansatte skal opspare pension og social sikring som andele i deres virksomhed; samtidig skal de opspare andele i et nationalt forsikringsselskab mod arbejdsløshed, invaliditet etc. Begge disse andelsopsparinger giver arbejdsmarkedets parter medansvar for fællesskabets vé og vel – et ansvar, der reduceres fra finansministeren, som ifølge Blairs forslag bl.a. helt skal miste sin nuværende skat på arbejdskraft. Regeringen skal opretholde en vetoret over bidragsraterne til andelsopsparing. Socialkontorerne skal investere en større del af deres aktivitet i jobsøgning og formidling af efteruddannelse. Og som andelshavere får de ansatte en helt anderledes indflydelse på deres virksomheders skæbne.
John Major sagde onsdag i en improviseret kommentar, at andelstanken er Tony Blairs »første, fundamentale politiske fejl«. Med andre ord: Her ser den konservative regeringschef omsider en mulighed for at føre en idékamp med oppositionen, der trækker de (efter hans opfattelse) rette ideologiske skillelinjer.
Andelstanken er et vidnesbyrd om, fortsatte Major, hvordan »Labour ønsker at vende tilbage til 70’erne korporativisme, da de centrale økonomiske beslutninger blev truffet af regeringen, CBI (den britiske arbejdsgiversammenslutning) og TUC (det britiske LO«.
Tony Blairs svar på denne udfordring er nok værd at bemærke. Det fortæller sin egen lille historie om Labour-lederens retoriske talent: »Korporativisme-angrebet er absurd. Det handler ikke om at gå tilbage til 70’erne. Opgaven er efter vor opfattelse ikke at forlade 80’erne, men at bygge videre på dem«.
Det er, hvad englænderne kalder shrewd: Margaret Thatchers opgør med Det gamle Venstres blinde tro på Den store Stat var berettiget, skulderklap – og derefter videre til nutiden: »Næste fase i svaret på økonomiens globalisering vil blive domineret af de lande, som forstår at udvikle potentialet i den ene ressource, de helt og holdent har for sig selv: befolkningen.« Den rabiate fagforeningsleder Arthur Scargill og hans meningsfæller, der nu forbereder stiftelsen af et nyt socialistisk parti på håbløshedens overdrev, fejes af banen med den samme bemærkning, som henviser John Major til historiebøgerne.
Som en konservativ strateg forleden forklarede Financial Times, med prisværdig præcision: »Tony Blair mener, at social sammenhængskraft er vejen til økonomisk velstand; vi mener, at økonomisk velstand er vejen til social sammenhængskraft«.
Hvad har alt dette at gøre med de seneste ugers danske ildkamp om »uafhængighedskultur«, forhøjelse af den skattefrie bundgrænse og flere i arbejde? Ikke så lidt. Begge debatter handler trods alt om, hvordan samfundene kommer ud af velfærdsstatens fejludviklinger i efterkrigsårene og indretter sig med den globaliserede økonomis jobløse vækst.
Andelssamfundet er ikke kun et alternativ til »aktiehaver-kapitalismen«, men også (og samtidig) til meritokratiet – den idealforestilling, som de socialdemokratisk-liberale eliter gennem det meste af vort århundrede har næret om, hvordan vi skaffer os af med samfundets uligheder. Gennem uddannelse, uddannelse og stadig højere uddannelse.
Det er åbenbart skamfuldt for en cand.polit. – både i Danmark og i Storbritannien – at se medborgere, der stadig ernærer sig ved at sy og reparere tøj, at male og reparere huse, at ekspedere i små- og stormagasiner. Nu bliver de oven i købet arbejdsløse. (Bl. a. fordi cand.polit.’erne hænger i stroppen for at sy og male selv. I bedste moralske hensigt.)
Disse medborgere kaldte Finn Kenneth Hansen i gårsdagens interview med Informations Martin Breum for »B-holdet«. Og det vil de, ifølge Finn Kenneth Hansen, blive ved med at være, hvis man følger Marianne Jelveds og Mimi Jakobsens (og Tony Blairs og Frank Fields) forslag om at skaffe dem arbejde ved hjælp af skattelettelser. De skal helt væk. De skal allesammen blive højtuddannede.
Skønt hensigten er en anden, kan man sige, at Finn Kenneth Hansen melder sig på Scargill-holdet. Hvorimod Tony Blair med sit nye program sætter grænser for 68-romantikkens opgør med arbejdsdelingen. Måske har han ligefrem indset, hvad Christopher Lasch skrev i sin sidste bog: at meritokratiets ideal om opadstigende social mobilitet for alle underklassebørn med tilstrækkelig fremdrift er blevet statsmagtens og eliternes redskab til at tømme underklassen for intelligens – så kun de udstødte bliver tilbage.
I så fald er Blair jo ligefrem blevet – konservativ.