Debat over grænserne

– 19. februar 1996

Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 19.februar 1996

»Politik har det med at blive reaktiv«

Albertslunds borgmester, Finn Aaberg (S)

 

MÅ VI SÅ få ro! tordner statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Måske særlig højlydt på torsdag, hvor de tre regeringspartiers gruppeformænd i et lukket møde skal have besked på, at det må være slut med at føre den interne debat om uafhængighedskultur, velfærdsreform, skatteomlægning og udlicitering af velfærdsydelser ud i offentligheden. Det er »en uansvarlig form«, skriver regeringschefen i sin hyggelige mødeindbydelse.

Heri bekræftes han af de politiske sportsmåleres seneste resultatopgørelser. Både Vilstrup og Sonar kunne søndag meddele, at partiet Venstre – hvis debat om velfærdssamfundet mest ligner gravens stille ro – nu igen har overhalet Socialdemokratiet som Danmarks største parti. Venstre hylder som bekendt den opfattelse, at markedet kan løse ethvert velfærdsproblem bedre end nogen bøvlet politisk samtale med herpå følgende kompromisbeslutning; dette debatdræbende princip præmieres nu med tilslutning fra 31% af vælgerne.  

En udvikling, der tilsyneladende bekræfter Berlingske Tidendes igangværende kampagne om det danske samfunds forvandling til ét stort, selvoptagent Egoland. »Når man ikke længere har noget til fælles, forsvinder fællesskabsfølelsen og med den offerviljen«, skrev en læser i går. Jo flere forbrugsvalg og jo færre politiske valg, befolkningen i Egoland forsynes med, jo tryggere kan den siddende regering læne sig tilbage i forvisning om oppositionens magtesløshed. I den forstand er statsministerens torden rationel.

MEN HVAD så med Eggert Petersens 15-årige trivselsundersøgelse, som blev offentliggjort i onsdags – bl.a. med den konklusion, at borgerne i »det danske velfærdsdemokrati« er »selvansvarlige og samfundsmæssigt ansvarlige og erkender samfundets situation, økonomisk, socialt, økologisk og globalt«?

Modsigelsen mellem Berlingske Tidendes og Eggert Petersens undersøgelsesresultater er måske ikke så absolut, som det umiddelbart skulle synes. Med al ønskelig klarhed anskueliggjorde Finn Aaberg i lørdagens interview med Information, at  enhver politiker og enhver borger (på Slotsholmen såvel som i Albertslund) befinder sig ansigt til ansigt med udfordringer, der af væsen er internationale. »Agenda 21 for en bæredygtig udvikling i Albertslund kommune« er ganske rigtigt et strålende eksempel på, at både politikere og borgere kan tænke lokalt og derved handle globalt. Men hvor dén kobling udebliver, hvad er da tilbage for den »samfundsmæssigt ansvarlige« andet end de private forbrugsvalg?

Derfor taler borgmesteren med ildhu for kommunitære løsninger. I sin begejstring for borgerinitiativer lyder Aaberg (måske uden at vide det) som en tro discipel af kommunitarismens guru, Amitai Etzioni: Kommunens energibrugere »fremsætter initiativer, som pålægger dem selv nye udgifter! Utroligt! Folk beskatter sig selv! Eksempelvis foreslog en næsten enig brugergruppe at lade varmeprisen stige for at få de fjerneste områder med i fjernvarmenettet, af miljømæssige årsager.«

MED DEBATTEN om velfærdsreformer forholder det sig på samme måde: Det er den skærpede internationale konkurrence og den globale teknologiske udvikling, der sætter alle verdens velfærdstater under det samme pres. En udfordring, der kun kan løftes af de samfund, der tør tænke nationalt og derved handle globalt.

Som Socialdemokratiets internationale sekretær Erik Boel så fortræffeligt gjorde opmærksom på forleden, er idédebatten helt parallel i det britiske Labour, det franske Parti Socialiste, det tyske SPD, det svenske Socialdemokraterne og Boels eget, danske parti. Overalt handler debatten om, hvordan der på grundlag af mindre økonomisk overflod fortsat kan skabes konsensus om social omsorg og anstændighed – efter at 60’ernes og 70’ernes velfærdsstat udviklede sig til et springbræt for individuel selvrealisering, hvor enhver i sit eget liv var befriet for ansvaret for børn, syge og gamle. (Og i allerhøjeste grad befriet for ansvaret for naturen. Hvorfor miljø- og velfærdsdebatten slet ikke kan grænses ud fra hinanden.)

Også debattens kodeord går over grænserne. »Det sociale sikkerhedsnet skal være et springbræt, der kan sætte folk igang igen«, skrev Hilden & the Hackers forrige søndag i deres nu så forkætrede debatoplæg. Den formulering har de såmænd  hacket fra deres egen statsministers nytårstale. Og Nyrup har hacket den fra Tony Blairs skyggefinansminister, Gordon Brown.

Så er borgernes afgørende spørgsmål til Brown, Nyrup og Hilden: et springbræt til hvad? Suppleret af gruppeformændenes spørgsmål til statsministeren på torsdag: skal det virkelig afgøres bag lukkede døre? 

birk