KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – essay, offentliggjort i Information 12.april 1997

1.

»Jeg skal sige dig, hvadfornogle aviser, der kommer til at overleve«, sagde en god ven og kollega indenfor den trykte presse.

Vi var igang med en samtale om de små dagblades næsten umulige eksistensbetingelser. De er jo værre end nogensinde, og spørgsmålet er netop, hvem der overhovedet kan overleve. Information noterer godt nok økonomisk soli­ditet, men avisens oplagstal siver langsomt i den gale retning. Kristeligt Dag­blad stirrer durk ned i en økonomisk afgrund. Det Fri Aktuelt er afhængig af et årligt, tocifret milliontil­skud fra parti og fagbevægelse – hvor længe kan det vare ved? De mindre provinsdagblade har måttet lukke­ i hobetal, alligevel bliver konkurrencebetingelserne mere og mere barske for de tilbageværende. Der er heller ingen opmuntring at hente i undersøgelser af unge menneskers avislæsevaner: kun tv-programmerne og sporten har interesse; det første får man gratis med reklameaviserne, det andet får man ligeså gratis på samtlige tv-kanaler. Mange i branchen vurderer, at Danmark om ti år kun har to eller tre landsdækkende dagblade. De store morgen­aviser sætter enorme summer ind i en benhård konkurrence om at være blandt dem. I alle andre bladhuse er det svært at holde humøret højt.

»Jeg skal sige dig, hvadfornogle aviser, der kommer til at overleve«, sagde altså min ven og kollega. »Det bliver dem, der hver dag kan underholde læserne med en god historie. Hver dag og mindst én, men så skal den også være opsigtsvækkende. Alt andet i avisen kommer i anden række.«

Min ven ved, hvad han taler om, for han har gjort flot karriere og er højt respekteret i sit fag. Alligevel kom jeg uvilkårligt til at tænke på en anekdote, som Václav Havel fortæller i et essay fra 1987, og som er medtaget i bogen De Magtesløses Magt: En af Havels tjek­kiske fæl­ler, som er svært astmatisk, blev af politiske grunde dømt til at sidde nogle år i fængsel. Her led han meget under, at hans medfanger røg i cellen. Han kunne ikke trække vejret. Alle hans ansøgninger om at blive overflyttet blandt ikke-rygere forblev ubønhørte. Hans helbred var alvorligt truet, måske endog hans liv. Så skete der det, at en amerikansk kvinde hørte om affæren og blev grebet af trang til at hjælpe den tjekkiske fange. Hun ringede derfor til en af sine bekendte, redaktøren for et større amerikansk dagblad, og spurgte, om ikke hans avis ville skrive noget om sagen. Redaktøren svarede: »Ring til mig, når manden dør.«

»Episoden er ganske vist chokerende, men i en vis forstand forståelig«, kommenterer Václav Havel. Avisen har jo brug for en story, den daglige historie. Astma er ikke nogen historie. Først døden kan gøre den til en historie.

Nu har Havel et bestemt formål med anekdoten. Han vil bruge den til at illustrere et af de (mange) frustrerende vilkår ved tilværelsen som dissident i den tids Tjek­koslovakiet. Som nævnt skrev han sit essay i 1987. Det år var der én, skriver én, vestlig bureaujourna­list fast akkrediteret i Prag. Det tjekkoslovakiske regime var godt nok totalitært, men denslags var der jo mange af. Regimet foretog politiske fængslinger, men det gjorde man overalt i verden. Dissidenterne arbejdede stilfærdigt – og upåagtet. Samme år var der, skriver Havel, hundre­devis af journalister i Beirut. Igen forståe­ligt nok. Libanon væltede i historier om krig og borger­krig, død og elendighed. Mærkeligt nok har det altid været døden, der gør en historie virkelig. Men i Tjekkoslovakiet skete der i en vis for­stand ikke rig­tigt noget. »Vi er«, skrev Havel tørt og sarkastisk, »i nogenlunde samme situation som min fælle i fængslet: vi fortjener ikke opmærksomhed, fordi vi ikke har historier og død. Vi har kun astma. Og hvem ville det more at lytte til vor stereotype hosten? Man kan jo ikke i en uendelighed skrive om, at en eller anden har svært ved at trække vejret.«

Hvad historier angår, er der mange steder i verden, der lige nu har det på samme måde som Prag i 1987. Odense, f.eks. Eller Frederikshavn. Eller Södertälje. Eller Hannover. Eller Harwich. Ingen medievirksomhed retter sin opmærksomhed derhen. Hvad foregår der f.eks. i Odense? Ægtepar skændes, separeres, skilles. Børn får stress af karakterjag, en del af dem kommer på stoffer. Familien Hansen presser farmor på plejehjem mod hendes vilje. Myndighederne presser til gengæld familien Jensens morfar til at blive boende hjemme, selv om han ikke kan klare sig. Endnu en trikotageforretning i byens yderkant må lukke i konkurrencen med stormagasinerne på gågaden. Her åbner til gengæld endnu et pizzeria, selv om der ligger femogtyve i forvejen. – En eller anden har svært ved at trække vejret.

Først når der sker et makabert mord i en opgang, kommer Odense på forsiderne og i tv’s prime time. Det er helt naturligt. Skilsmisser, plejehjem og trikotageforretninger er der ikke nogen historier i. Kun almene tendenser i samfundsudviklingen, som fremtidens Poul Hammerich engang kan berette sørgmuntert om i en ny Danmarkskrønike. Lige nu kan de ikke sælge aviser.

2.

Hvad kendetegner da det, min ven og kollega kalder »en god historie«? En historie, der kan sælge aviser eller skaffe seertal? Den skal for det første være ny. Aldrig set eller hørt før, real news. Man kan ikke forestille sig et dagblad, der på forsiden ville trykke min genfortælling af Havels genfortælling af beretningen om astmatikeren og den amerikanske redaktør. Det er ingen story, det sælger ikke aviser.

Hvis jeg kan bruge historien på en ny måde, til en ny overvejelse, kan jeg måske få lov at genfortælle den i dagbladets kro­niks­palte. Det er i en vis forstand det, jeg gør lige nu. Men med det, det egentlig handler om i radioavisen, tv-avisen eller Berlingske Tidende, har sådan nogle gamle genfortællinger selvfølgelig ikke noget at skaffe.

Her kan vi i forbifarten notere, at allerede dette første krav til en god historie – nyhedskravet – stiller de trykte medier i en stor vanskelighed i en tid, hvor alle borgere ser tv-avis. En minister indrømmer på et udvalgsmøde, at han har givet Folketinget mangelfulde informationer i en eller anden verserende sag. Oplysningen bliver straks via Ritzaus Bureau transmitteret ud til alle nyhedsredaktioner. Tv-avisen viderebringer den to timer senere. Ministeren hentes i studiet og gentager her sin indrømmelse. Historien er fortalt, den er gammel, den er død; den er ikke længere nogen nyhed. Intet dagblad kan overleve på at gentage den for læserne næste morgen. Alligevel skal den jo videre­bringes; derfor må den så at sige gøres ny en gang til. Altså, alle journalister ringer til statsministeren: hvilke konsekvenser agter han at drage af ministerens indrømmelse? Det er så en ny historie, der først udkommer med morgenbudene.

Denne nye morgenhistorie – om statsministerens reak­tion – kan tv-avisen til gengæld ikke gentage næste aften. Altså må man have en ekspert i statsret i studiet for at forklare, hvorvidt statsministerens reaktion på ministerens embedsmisbrug skal bedømmes som passende eller upassende. Det interview kan så på den anden side bringe sagen tilbage, fra pressen til det politiske system. F.eks. kan en oppositionspolitiker, med henvisning til statsretsekspertens udtalelser i tv-avisen, kræve stats­ministeren i samråd. Hvorefter hele møllen – fra udvalg over telegrambureau til tv-avis til morgenavis til tv-avis til politikere – kan køre én gang til. En tilsyneladende uendelig histo­rie, hvor alle parter har deres faste roller, og hvor processen vel at mærke kun kan fortsætte, hvis rollerne accepteres og udfyldes. Journalisternes rolle er at jage nyheden, den seneste vinkel; og da nyhedsjaget er uomgægeligt for hele sagen, gør det i virkeligheden altid journalisterne til en del af deres egen historie.

Som ganske vist er noget astmatisk i dette tilfælde. I længden morer det vel ingen at lytte til den stereotype hosten i andedammen. Hvor ofte har man efterhånden ikke hørt om ministres kalkulerede fortielser? I magtens korridorer synes den ene historie til forveksling at ligne den anden. Hvilken herlig fornyelse, hvis ministeren eller oppositionspolitikeren for en gangs skyld vælger at køre galt i beruset tilstand. En politisk historie med ‘human interest’! Her kan alle læsere eller seere være med, ræssonerer redaktøren. Omsider kan man undgå statsretseksperten. I stedet følger interviews med øjenvidner, politipersonale, ulykkesbilistens hustru, døtre, tidligere taxachauffører, andre bilister med eller uden alkohol – altsammen samtidig med beretningerne om skandalen i Folketinget, hvor den uheldige skal henrettes politisk. Kulminationen indtræder, da den uendelige oscillation frem og tilbage mellem pressen og den politiske scene for et kort øjeblik dirrer sammen i ét eneste, lysende punkt: da den formastelige træder frem for den offentlige folkedomstol og med nedslået blik bekender sin brøde.

Så er den historie slut. Men en ny må og skal findes, avisen skal jo ud. Hvad med mandens efterfølger, grav i fortiden! Har han ikke også engang kørt spritkørsel? Det ville være en perfekt historie – ‘human’, paradoksal, politisk latterliggørende. Og frem for alt en historie, der bringer pressen tilbage på forkanten i dens foretrukne nyhedskredsløb med den politiske magt: Hvad vil partiet nu gøre? Hvad siger den detroniserede forgænger? Hvad mener de andre partiordførere? Pressen har skabt så megen bølgegang, at alle kan få andemad – ikke bare seere og læsere, men også journalister. Uanset, om de kan tænke eller skrive, er der nye vinkler nok til enhver med et pressekort.

Alligevel dør disse bølger hen i en rådden smag. Synet af TV2’s crew, der fulgte efter Per Stig Møller på påskeferie, håndbårne kameraer helt ind på provinshotellets herretoilet, var frem for alt stereotypt. I det fjerne hørtes den udmattede redaktørs astmatiske hosten.

3.

En hosten som i Odense. Sagen er nemlig den, at nyhedselementet kun er en nødvendig, ikke en tilstrækkelig ingrediens i det, min ven og kollega kalder »en god historie«. Som vi husker, skal døden helst også være med i billedet. Hvis ministeren, der har begået et fejltrin i et udvalg og derefter er blevet kørt frem og tilbage i nyhedscentrifugen, til sidst går hen og tager sit eget liv – så foreligger pludselig noget nær den ulti­mative historie. Så er der ikke nogen grænser for, hvor mange ressourcer morgenblade, formiddagsblade og elektroniske redaktioner vil sætte ind på at optræv­le, hvad de allesammen vil kalde ‘den virkelige histo­rie’: Hvordan gik det til? Er der foregået noget hemme­ligt? Hvem har ikke rent mel i posen? Hvad siger enken? Hvad siger de efterladte forældre? Var ministeren uligevægtig eller måske depressiv? Har han haft en elsker­inde? Hvor finder vi den fortrolige ven, som ministeren søgte råd hos? Har statsministeren sin samvittighed i orden? Er der ikke nogen, der bør drages til ansvar? Bør regeringen gå af?

Et kort øjeblik viger den stereotype hosten for noget, der virkelig er – undskyld udtrykket – underholdende. Døden er enestående, absolut, grufuld og gådefuld. Og dog er den fælles. Den kaster mening ind i vores allesammens astmatiske dagligdag. Vi læser en historie, der med et kick rykker os ud af den ellers så grå trummerum.

På søfartsmuseet i Greenwich udenfor London vistes for et par år siden en særudstilling om Titanic og skibets forlis. Besøgende kunne se resterne af skroget. Montrer med glas og skårede tallerkener. Menukort for passa­gerer­nes sidste måltid. Indtalte øjenvidneberetninger. Man kunne høre, hvad orkestret spillede. Plancher, fotos, modeller. Alt rekonstrueret, fantasien behøvede næsten ikke arbejde på egen hånd. Ak, søde gys: Så er det tekniske fremskridt alligevel ikke helt sikkert! Så er tryghed og wienerbrød måske alligevel ikke det eneste i den moderne tilværelse! Udstillingen blev en gigantisk succes. En almindelig onsdag efter­middag i februar var adgangskøen 50 minutter lang. Og da gæsterne kom ud igen, var der masser af souve­nirs i museumsshoppen. En lille model af Titanic som øloplukker. En gaveæske med tre glas, kopier af skibets originale service. Et genop­tryk af en plakat fra jomfrurejsen i 1912, afgang Southampton dén og dén dato, lige til at hænge op over sengen – memento mori.

Nu er Titanics forlis selvfølgelig ikke nogen nyhed længere og derfor knap så avisegnet som en ministers selvmord. Men der kommer hele tiden nye dramatiske dødsfald – nye skibsforlis, nye jordskælv, nye krige og nye ministermord. Krige og ministermord er særlig godt stof, fordi der også er politik, magtspil og penge involveret. Hvad krigene angår, skal de dog helst overstås hurtigt, ellers kommer man i problemer med nyhedskra­vet. Man kan ikke blive ved med at skrive om den samme krig. Varer den for længe, bliver den en tilsidst en ikke-story. Golfkrigen var – set fra et pressesynspunkt – en ganske vidunderlig krig. Kæmpe­mæssig styrkeop­bygning i ørkensandet, en satanisk skurk på den anden side af linjerne, avancerede elektroniske våben, et fordrevet folk, ordentlige briefinger i den amerikanske generalstab (så historier­ne næsten skrev sig selv), tusindvis af dræbte på slagmarken, hurtig udvikling i slaget – og så slut.

Det var en rigtig historie, der da også satte gang i adrenalinpumperne på alle nyhedsredaktioner: Eks­traudsendelser. Ekstrasider. Ekstrarejser. Ekspert­paneler. Spørgeprogrammer. Dramatiske telefonrapporter, stærke filmoptagel­ser, frontkort og papmachémodeller. Gode dage på redaktionerne, hvor mange journalister omsider følte mening i deres tilværelse.

4.

Alligevel – for den krævende chefredaktør, der satser på at overleve i branchen – er hverken krigen eller ministermordet helt nok. Disse historier har nyhedens perspektiv, og de har dødens perspektiv, men de mangler det tredje og sidste element, som er nødvendigt for en rigtig god historie: de er ikke noget scoop. Alle andre medier har dem samtidig, og konkurrencen kommer derfor alene til at handle om ressourcer: hvem har flest ekstraudsendelser, flest ekstrasider, flest ekspertudtalelser, flest sørgende enker?

Den rigtigt gode historie står udenfor en sådan mængdekonkurrence. Den er solo. Ingen kendte den, før netop denne avis kom på gaden eller i æteren, og derfor må alle købe eller lukke op. Ikke bare idag, men også imorgen og om en måned, for hvis netop denne avis har været i stand til at lave en solohistorie, så kan den vel gøre det igen – og ingen kan på forhånd sige hvornår.

Solohistorien er sin egen nyhed, men den er svær at lave. Journalisten skal trævle noget op, der hidtil har været dækket til, skjult for offentligheden. Den afdøde minister stod i virkeligheden i forbindelse med en fremmed magt. Eller han var offer for pengeafpresning. Han blev drevet til selvmordet. USA’s præsident traf beslutningen om Golfkrigen på grundlag at et helt misvisende billede af Iraks operationer; efterretningsvæsenet manipulerede krigen igang; en topembedsmand i forsvarsministeriet ville sikre politisk opbakning til nye våbenindkøb.

Læseren kan med lethed digte listen videre, for disse historier er, hvad man kalder sensationer. ‘Sensationspressen’ er lige præcis kende­tegnet ved, at den helst skal have en overskrift af denne art på forsiden – hver dag. Men alle dagbladsredaktører drømmer inderst inde om det samme. Om ikke en sensation, så i hvert fald en solohistorie, en rigtig god historie. Forskellen på sensationen og den mindre solohistorie er forskellen på en milliard dollars og en million kroner. Større eller mindre magtkoncentrationer, større eller mindre pengebeløb, større eller mindre antal dødsfald. Ellers er der ingen forskel.

Bag solohistorien ligger altid et efterforskningsarbejde. Journalisten følger et spor. Journalisten i rollen som inspektør Maigret eller chief superinten­dant Dalgliesh. Han har fra begyndelsen fået et vink: En laverestående embedsmand i miljøministeriet ved noget, han ikke kan bære at holde hemmeligt. En politiker vil skaffe sig af med sin rival til et ministerembede og røber derfor en uheldig detalje. Resten overlades til detektiven fra journalisthøjskolen. Sådan startede Watergate-skandalen i USA, sådan startede Barschel-affæren i Tyskland, sådan startede vores egen Tamil-sag. Det eneste, der ud fra et branchesynspunkt adskiller Watergate fra de fleste andre store historier, er at Washington Post-journalisterne Bernstein og Woodward var i stand til at holde føringen i forhold til konkurrenterne, hele tiden være ét skridt foran koblet af alle de andre detektiver, der var turnet på historien. Igen og igen en ny solo. Derfor blev Bernstein og Woodward forgyldt, med hyldest og priser.

Watergate står vel stadig som efterkrigstidens største pressescoop. Den havde alle ingredienserne. Enhver nybagt journalists drøm: Én eneste historie, og hele dit livs lykke er gjort. Mange har forsøgt at gøre Bernstein og Woodward kunststykket efter, og vi har da også fået både Iran-gate, Irak-gate og andre -gates. Mellemøsten er altid et godt sted at prøve lykken: Terrororganisationer, illegal våbenhandel, hemmelige træningslejre. Under cover agenter for vestlige regeringer og multinationale industriselskaber. Her arbejder journalisten ikke bare som Maigret, men snarere som Coq Rouge, agenten i Jan Guillous spændingsromaner. Til gengæld kan en solohistorie nemt gå hen at blive en verdenssensation, for i Mellemøsten er millioner næsten altid milliarder.

Faktisk er Jan Guillou oprindelig udenrigsjournalist på en svensk avis. Og på en måde er romanerne om Coq Rouge, alias Carl Hamilton, hans ultimative historier. Mihaìl Gorbatjov tager gennem en intetanende forretningsmand hemmeligt kontakt til den finske præsident for at bede de vestlige efterretningsvæsener gå ind over Gorbatovs egen grænse, ind i Sovjetunionen, og standse atomvåbensmuglere, der opererer fra Murmansk til Mellemøsten; de skal dræbes, tilintetgøres, ingen efterladte spor, verden må aldrig få noget at vide. Romanen bevæger sig hele tiden på kanten: Alt forekommer fantastisk, men dog ikke usandsynligt. Enhver redaktørs drøm af en historie. Dens eneste fejl er, at den er fiktiv.

Guillou er langt fra den eneste journalist, der har taget konsekvensen af fagets aldrig standsende jagt efter en god historie – nemlig at skrive en kriminal- eller agent- eller i hvert fald en spændingsroman. Men det spring hjælper ikke redaktøren i sensationspressen. Han kan ikke offentliggøre en litterær feuilleton på forsiden. Hvad skal han så gøre? Tja – så må han jo påstå, at en fiktiv historie er virkelig. Lasse Budtz var agent for KGB. Den radikale Meta Dietzel var agent. Informations reporter Jørgen Dragsdahl var agent. Redaktøren ved godt, at det koster en hel del erstatningskroner, for han har selvfølgelig ingen dokumentation, historien er falsk. Men kan den sælge aviser, må sagsomkostningerne tages med i købet. Det er the name of the game.

5.

Jeg ved ikke, hvilket billede læseren har af en typisk avis anno 1897? Selv ser jeg stadig for mig gazetten, hvor den nøgne meddelelse om en kanonbådsopmarch ud for Hong Kong gengives i samme spalte som efterretningerne om et skibsforlis ud for Melbourne og de amerikanske kongresstridigheder vedrørende Panama-kanalen. Altsammen på forsiden: Korte dispatcher, oplysninger der hverken er skærpede eller pumpede til ‘historier’. Men hvad fyldte så den øvrige avis? Politisk debat!

Er Frede Bojsens forligspolitik et forrædderi mod bondevennernes sag? Skal København være befæstet, eller skal pengene bruges til andre formål? Højskolelærere fra Askov tager til genmæle mod Brandes’ angreb på den bigotte kønsmoral. Bør Danmark bygge storindustrier? Skal fattigforsorgen udbygges? Hvordan bør regeringen besvare Tysklands udvisning af dansksindede? Skal stemmeretten være almen? Osv, osv. Ikke ligefrem en samling ‘gode historier’, som vor tids redaktører efterstræber dem.

Christopher Lasch hævder i sin efterladte bog Eliternes Oprør og forrædderiet mod demokratiet, at denne form for offentlig politisk debat begyndte at gå i forfald omkring århundredeskiftet – og at forfaldet hænger sammen med en ganske bestemt udvikling i den trykte presse. En ud­vikling, der mærkeligt nok blev fremkaldt af en større journalistisk professionalisme, en større bevidsthed om pressens forpligtelser og de faglige krav.

I forrige århundredes anden halvdel var pressen åbenlyst partisk. Aviserne blev ofte finansieret af politiske partier, men selv hvor det ikke var tilfældet, havde man ikke noget ideal om objektivitet eller upartiskhed. Alle aviser var opinionsaviser, og der var intet forsøg på at adskille nyheder og meningsytring.

Jeg er naturligvis klar over, at på vore dages journalisthøjskoler må disse fortidslevn stå som noget af et skræmmebillede. I et afsnit om »pressefrihed og firbladssystem« i Danmark (1848-1914) oplyser Den Store Danske Encyklopædi nedladende: »Aviserne var delvis agitationsorganer for bestemte idéer og gruppeinteresser, og de lededes ofte af folkeforførere.« Opslaget er skrevet af pressehistorikeren Niels Thomsen, der fremstiller den gamle opinionsavis som en slags forløber for »sensationspressen«. Koblingen blev i Amerika især formidlet af J. Pulitzer (1883-1911), som »bevidst appellerede til følelser mere end fornuft og lagde vægt på politistof, social nød og kampagnejournalistik«.

Men, indvender Christopher Lasch med blikket på USA, det er ikke noget tilfælde, at kampagnejournalistik og opinionspresse blomstrede i perioden 1830-1900: Da var den folkelige deltagelse i politik nemlig på sit højeste. (80% af de stemmeberettigede deltog typisk i præsidentvalgene. Efter 1900 faldt procentsatsen brat, hvad den stort set er fortsat med at gøre helt frem til vore dage.) I forrige århundrede gjorde fakkeltog, massemøder og oratoriske gladiatorkonkurrencer de politiske stridigheder til genstand for en altfortærende folkelig interesse, hvor »journalistikken fungerede som en videreførelse af bymødet«.

Med andre ord: Pressen skabte i det 19. århundredes USA et offentligt forum, hvor politiske spørgsmål blev heftigt debatteret. Aviserne rapporterede ikke blot om politiske uover­ensstemmelser; de tog selv del i dem, og de trak læserne med ind i slagsmålet. Ja, i virkeligheden stod det trykte medie endnu i forbindelse med den mundtlige tradition (det fremgår også af sprogets rytme og hele den journalistiske stil, som Lasch gør opmærksom på).

Kontrasten mellem den tids præsidentvalg og vor tids mediebegivenheder, er slående. I dag er det i realiteten pressen, der definerer spørgsmålene og fastlægger debattens regler: Journalisterne krydsforhører kandidaterne; presser dem til at svare prompte og konkret; forbe­holder sig ret til at afbryde, så snart kandidaternes svar udvikler sig i uforudsete baner. Det er journalisterne, der har magten, og kandidaterne må forberede sig bedst muligt på den uomgængelige ildprøve. For det første ved at lade sig forsyne med kendsgerninger, tal, gode citater og alt muligt andet, der kan give indtryk af overblik og kompetence. For det andet mentalt, ved at opøve selvtillid, ubekymrethed, så kameraets nærgående øje aldrig får lov til at afsløre vaklen eller usikkerhed.

Denne iscenesættelse betyder, at alle kandidater kommer til at se ens ud, hvad enten vi taler om amerikanske præsidentvalg eller danske folketingsvalg. Hvorefter spørgsmålet uundgåeligt rejses: Hvad adskiller monstro dig fra de andre? Spørgsmålet er i sig selv ydmygende og formuleres i reglen med den tone af altgennemsyrende skepsis og punkterende ringeagt, der er en uadskillelig del af moderne tv-sprog. Det er med andre ord retorisk. Det har allerede besvaret sig selv. Hvorfor skulle lige netop du være noget særligt? Det er du selvfølgelig heller ikke.

Ingen politikere er noget særligt. Pressen er vel kritisk, og kan nok hamle op med partiernes batterier af pr-folk, stylister, reklameindslag og hvad har vi. Ja, det eneste vi virkelig har at holde os til er mediebegivenheden, i reglen tilsat eksperternes ‘objektive kendsgerninger’. Følelsesladede, oratori­ske debatter – som dem mellem Lincoln og Douglas, eller mellem Hørup og Bojsen – altså debatter om mål og anskuelser og værdier, det er altsammen junk. Den slags er der ingen sensationer i, ikke engang en god historie.

6.

Nuvel, hvad har denne forandring af pressen som offentlighedsforum at gøre med jagten efter nyheder, dødsfald og solohistorier? Dette er det centrale spørgsmål, som enhver i branchen burde stille sig. Som bekendt er udviklingen i den amerikanske presse gentaget temmelig nøj­agtigt i den danske, hvor vi i dag betragter angelsaksisk journalistik som idealet. Derfor må også vi spørge: Hvad har i grunden fremkaldt pressens forvandling fra et kæmpemæssigt forsamlingshus til det moderne ideal om en objektivitet, der ganske vist ikke er salgbar i sig selv, men først når den når frem til en saftig historie?

Selvfølgelig er der tale om en del af en større, kulturel forandring. Man kan f. eks. pege på industrialismens 2. fase, der netop tog fart i århundredets begyndelse: samlebåndsproduktionen, de matematisk kalkulerede arbejdsprocesser, den videnskabelige positivisme. Man kan tilsvarende pege på den økonomiske sfæres vedvarende opsvulmen til efterhånden at gennemtrænge enhver menneskelig relation: aktieselskabsformens forvandling af arbejdslivet, alles kamp for andele i den nye rigdom, uddannelsernes forvandling til redskaber for at tjene penge.

Alt dette smittede også af på det politiske liv. Regering og administration skulle strømlines; embedsmændene skulle være dygtige, højtbetalte og have mere indflydelse. I USA omdefinerede Roosevelts og Bryans generation politisk ledelse fra kunst til videnskab. I Danmark gjorde J.O. Krags og Erik Ib Schmidts generation det samme. Der var ikke længere noget at bruge en offentlig debat til. Bataljerne mellem Skræppenborg-Skræppenborg og Ledreborg-Ledreborg var en anakronisme, både udenfor og ikke mindst i ‘det arbejdende folkestyre’.

Ganske den samme forandring foregik i pressen. Professionalisme i politik, professionalisme i journalistik. Forbindelsen mellem de to områder blev ikke mindst tydeliggjort af Walter Lippmann (fremhæver Christopher Lasch). Lippmann var mangeårig medarbejder ved New York Herald Tribune og er den dag idag én af amerikansk journalistiks største guruer. Hans bøger fra 20’erne, især Public Opinion og The Phanton Public kom til at sætte en helt ny standard; de blev en slags pro­gramerklæring for moderne medievirksomhed.

Med udgangspunkt i en analyse af pressens farvede behandling af den russiske revolution introducerede Lippmann adskillelsen mellem den nøgne sandhed og de blomstrende meninger. Sandheden, som han forstod den, voksede i virkeligheden altid ud af noget, der i sidste instans var en objektiv, videnskabelig undersøgelse. Meningerne var derimod uprøvede fordomme og i bedste fald uinteressante for offentligheden.

Pres­sens rolle måtte derfor være at formidle information, ikke at ægge til debat. Ja, faktisk tog Lippmann konsekvensen helt ud og erklærede, at information og diskussion er uforenelige modsætninger! Man debatterer kun et spørgsmål, når man mangler pålidelig information om det. Omvendt – har man først informationen, så er debat overflødig. Pressens opgave er ikke at sætte idéer og anskuelser i bevægelse, men at forsyne beslutningstagerne (de professionelle embedsmænd og deres politikere) med et sagligt, pålideligt grundlag.

En ganske tilsvarende udvikling kunne i øvrigt registreres indenfor både roman- og billedkunsten: Dokumentarisme, reportage og collage. ‘Ny saglighed’, som det kaldtes i Tyskland. Man må altid nære mistanke til det personligt formede udsagn.

Ligesom man, ifølge Lippmann, måtte nære mistanke til offentligheden selv. Den var hildet i fordomme og bøjelig som et siv. Ja, når det kom til stykket, var den offentlighed, som de folke­lige demokrater i forrige århundrede havde idealiseret, ikke andet end »et fantom«, et spøgelsesbillede. »Offentlighedens interesse for et problem«, skrev Lippmann i The Public Phantom, »er begrænset til dette: at der skal være regler … Offentligheden er interesseret i loven, ikke i lovene; i lovens metode, ikke i dens substans«.

Det står forhåbentlig min læser klart, at Lippmann her træder frem som den progressive talsmand for vort århundredes liberalistiske fremskridtstro. Kun i de allerseneste år har enkelte særlinge forsøgt at gøre sig til talsmænd for den gamle, republikanske borgerdydstradition (bl. a. Michael Sandel, som Information bragte et interview med i går).

Naturligvis kan man diskutere, i hvor høj grad Lippmanns programerklæringer bærer ansvaret for den udvikling af pressen, som de fleste idag vil hylde som noget positivt. Var han bare en budbringer – et redskab for en udvikling i tiden, der ellers ville have fundet andre talsmænd? Det er ikke afgørende. Afgørende er til gengæld, hvad Lippmann overså: at vi i vores jagt efter pålidelige informationer hele tiden drives af de spørgsmål, der rejser sig i diskussionen om, hvordan vi kan gøre det rigtige. Alle borgere, alle politikere, alle embedsmænd går til sagen med forudfattede præ­ferencer, lad os bare kalde det fordomme. Først når disse forudfattede synspunkter udsættes for debattens ildprøve, kommer vi ret til at indse, hvad vi ved og hvad vi stadig mangler at finde ud af. Debatten er selvfølgelig altid risikabel. Ved at lytte kan vi risikere at blive overbevist om, at modparten har ret. Men andre og nemmere betingelser gives ikke, hvis synspunkterne skal kvalificeres.

Den paradoksale følgevirkning af Lippmanns nye journalistiske program er derfor blevet, at de fleste avislæsere og tv-seere er blevet næsten så inkompetente, som han i udgangspunktet påstod, de var. Mennesker bombarderes med enorme mængder af informationer, som de ikke kan bruge til noget og ikke ønsker at bruge til noget, fordi de ikke længere er deltagere i en fælles offentlig debat. De har ikke længere det incitament til at tilegne sig viden, som ligger i debatten. Tilbage er kun underholdningen.

7.

Underholdning har vi til gengæld rigeligt af. Vi har rejsetillæg, i byen-tillæg, side 9-pigen, Mandags-Chancen, Tæskeholdet, Linen Ud, Stjernetegn – har vi efterhånden andet? Talkshows om dødshjælp, indfattet af playbacks med Sanne Salomonsen, mens de kendte nipper til deres Ramlösa. Javel, det er altsammen de ‘bløde’ avissider eller de ‘bløde’ tv-program­mer – formelt stadig adskilt fra de ‘hårde’, informative nyhedssider. Dér har vi til gengæld Golfkrigen og ministerskandalerne. Og hvis en militærekspert ligefrem kan være underholdende, mens han flytter rundt på papmachémodellerne i ørkensandet, så kan han selvfølgelig også blive minister.

Undertiden er det bare nemmere at blande det hele sammen fra begyndelsen. »Liderlig læge snød ludere med falske checks«, hed det på Ekstra Bladets spiseseddel i onsdags. Så er man nogenlunde sikker på at få det samme publikum som Henriette & Ole og de tækkelige nyhedsoplæsere.

»Jeg forestiller mig tv-industrien som en gigantbygning, der er opført og indrettet til underholdningsvirksomhed. Journalistikken er et vedklistret annex. Mellem dem er der en enorm vakuumsluse, som arbejder 24 timer i døgnet på at suge enhver, der kommer for tæt på annexets dør, over i den store bygning.« Walter Cronkite var fra 1963 til 1981 ankermand og nyhedsoplæser på CBS’ Evening News, hvor han opnåede et omdømme som »Amerikas mest troværdige mand«. Nu har han som 80-årig skrevet sine erindringer (A reporters Life) – ovennævnte vakuumslusen er hans sammenfattende billede på et langt livs kamp for at holde ‘den nøgterne nyhedsjournalistik’ fri af underholdningskravet. En kamp, som han medgiver blev vanskeligere og vanskeligere i hans egne karriereår. Hvorfor skulle oplæseren f.eks. spilde tid på nyheder, der ikke var indkommet billedmateriale på? Hvorfor overhovedet have en kedelig oplæser i stedet for at lade ‘de store aktører’ kommentere begivenhederne på første hånd? Hvorfor ikke spare de fjerne korrespondenter og i stedet spendere pengene på at lade skuespillere og sangere gøre nyhedsprogrammerne mere tillokkende? O.s.v.

Cronkite er af Lippmanns skole. Han er uventet skarp i sin kritik af medieindustriens udvikling fra 60’erne til 80’erne. Til gengæld er han kulsort i sin bedømmelse af fremtidsudsigterne. Nu gør satellit- og kabelteknologierne det muligt for enhver sofaman at fravælge al nyhedsservice. Og hvordan kan pressen da bidrage til den borgeroplysning, som siden Jefferson har været demokratiets forudsætning, spørger han.

8.

Hvad enten mediet er financieret af private reklameindtægter eller offentlige skatteindtægter, skal det jo nemlig stå sin prøve i kappestriden om flest muligt seere eller læsere. Kald det bare et marked. Et marked, der bl. a. er kendetegnet ved, at informationer nu dagligt strømmer i så exorbitante mængder, at en efterlevelse af Lippmanns og Cronkites ‘oplysningskrav’ let kan forvandle nyhedstjenesterne til noget, der ligner et ekspeditionskontorer for junk mail. Information er blevet affald. Væsentligt og uvæsentligt pumpes sammen og bombarderes videre til offentligheden. For en sortering ville forudsætte en journalist, en redaktør, der vedstod sine forudfattede meninger og gav sig til at sortere.  Nu bliver det samlede resultat i stedet en stereotyp hosten, og som Havel sagde: hvem morer det i længden?

Lippmann og Cronkite virkede, mens vi endnu befandt os i industrisamfundet. Det er idag blevet afløst af informationsteknologien. Enhver erhvervsvirksomhed er i tendensen en informationsvirksomhed, først og fremmest en informationsvirksomhed. For to generationer siden førte idealet om den nøgent informative journalistik til en sammenfletning af pressens magt og den politiske administration – under udelukkelse af offentlighedens borgerdeltagelse. Idag fører informationsteknologien så til endnu en sammenfletning: mellem dette (allerede sammenflettede) politisk-medietære establishment – og de globale informationsvirksomheder.

Politik, presse, erhvervsliv – det er ét og samme, verdensomspændende medie. CNN og Microsoft hersker. Ted Turner og Bill Gates er den moderne verdens cæsarer.

Vi lever ikke længere i nationale klassesamfund. Vi lever i en verden, hvor den eneste virkeligt af­gørende sociale deling er skellet mellem mediemedarbejderne og medieforbrugerne. Hvad enten medarbejderne er direktører på TV-stationer, bestyrelsesformænd i computerselskaber, præsidenter eller justitsministre, EU-kommissærer eller valgforskere, informationschefer i landbrugsrådet eller dagbladsjournalister: Det er dem, der kan komme til orde. Enten, fordi de har købt sig til ordet, som Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi. Eller fordi de er købt til at få ordet, som en medicinaldirektør eller en sundhedsminister.

Alle andre er forbrugere af mediet, og kan derfor ligeså godt lade sig underholde. Er det ikke også budskabet på journalisthøjskolerne? To drenge, der blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1988 og 1989, skrev sidste år en intetsigende biografi om Niels Helveg Petersen – manden og magten. I grunden usælgelig, men de to journalister har lært, hvordan man skaber og afsætter en nyhed. At Det radikale Venstres leder havde indtaget en frokost med Socialdemokratiets næstformand i september 1991, mens S endnu var i opposition, turde måske være en trivialitet. Men vinklingen, husk vinklingen! Og lead’en!

»– Synes du, jeg skal tage opgøret? For første gang stiller Poul Nyrup Rasmussen spørgsmålet direkte. – Ja, svarer Niels Helveg Petersen.«

Sådan begynder bogen. Historien er skabt, endda med mytologiske overtoner: Helveg som kongemorder og kongemager. Pressemeddelelser fra forlaget sørger for resten. En trivialitet er gjort til en nyhed. Det kaldes i faget ‘professionalisme’. De to forfattere har ikke bare demonstreret, at de kan sælge aviser, men også at de kan sælge bøger. Kort sagt: de kan sælge sig selv. Ikke uvæsentligt i en tid, hvor salærerne, med Cronkites ord, er »blevet obskøne«.

Der er altså mediemedarbejderne, og der er medieforbrugerne. Den folkelige afmagt og den politiske apati har næppe nogensinde været større. Men det lever vi allesammen med, så længe underholdningen strømmer – især, hvis den en gang imellem kan minde os om virkeligheden med et lille Titanic-gys, et ministerselvmord eller i det mindste et frokostkomplot. Gradvist sørger den globale mediemagt for, at alle goder kan købes på markedet, og at alt på markedet er underholdning. Borgerligt medansvar? Politisk deltagelse? Journalistisk civilcourage? Må vi være fri! Idag må man, som en af le Carrés romanhelte siger, tænke som en helt bare for at kunne leve sig som et almindeligt, anstændigt menneske.