Frugtbar udfordring

– 29. april 1997

Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 29.april 1997

I DAG ER en helt usædvanlig dag i nyere dansk parlamentarisme. Når Folketingets medlemmer træder sammen for at andenbehandle lovforslaget om kunstig befrugtning, vil de alene være forpligtet af deres individuelle samvittighed!

Allerede da lovforslaget blev fremsat første gang – i januar sidste år – måtte sundhedsministeren og sundhedsordførerne konstatere, at det i denne sag ikke ville give mening at fastholde den traditionelle partidisciplin. De folkevalgte blev, som det hedder med et ejendommeligt udtryk, »fritstillet«.

Ganske vist fastslår Danmarks Riges Grundlov i § 56: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.« Men i praksis er dette parlamentariske frihedsbrev forlængst blevet begravet i en teknokratisk arbejdsform, hvis udgangspunkt er, at lovgivning kræver ekspertise og magtmanagement snarere end livserfaring og livssyn, og at folketingsmedlemmerne derfor må deponere deres stemmeafgivning til partiledelsernes og gruppebestyrelsernes handelsaftaler med centraladministrationens embedsmænd og de andre virksomhedsledelser og selskabsbestyrelser på Christiansborg. Meget karakteristisk foreslog Erik Ib Schmidt for et par år siden § 56 fjernet – den er simpelthen forældet, fastslog han.

I DET LYS kan man kun hilse dagens begivenhed velkommen. Velkommen til den etiske debat og det etiske valg, der deler en række af partierne på kryds og tværs, fordi det netop handler om livserfaring og livssyn.

Mange folketingsmedlemmer har, forlyder det, kviet sig ved at følge ministerens opfordring til at stille deres egne ændringsforslag til den omstridte lov. Indarbejdede rutiner ændres selvfølgelig ikke med en håndbevægelse. For fjorten dage siden så sundhedsudvalget sig nødsaget til at udskyde fristen for indgivelse af betænkningsbidrag, så hvert enkelt folketingsmedlem fik en uge ekstra til at granske sin samvittighed.

Nu foreligger så i alt 55 lovændringsforslag – nogle fremsat af enkeltmedlemmer, andre fremsat af grupper, der har fundet sammen i forskellige konstellationer. Alene afstemningslisten er så kompliceret, at nogle iagttagere på forhånd har beskrevet dagens andenbehandling som et ‘gedemarked’, hvis endelige resultat ingen på forhånd kan overskue og alle måske vil forbløffes over.

Men Folketinget kan lige så godt vænne sig til dette vilkår. Det er et varsel om fremtiden, hvor flere og flere spørgsmål må afgøres på samme måde, hvis ikke ansvaret helt skal overlades til de rådgivende eksperter. For hvad enten vi taler om kunstig befrugtning, genetisk teknologi, miljøpolitik eller økonomisk politik, bliver det tydeligere og tydeligere, at vore politiske beslutninger sætter de grundlæggende rammer for menneskelivet i generationer fremover. Illusionen om en ‘neutral’ eller rent ‘kvantitativ’ lovgivning, hvor parlamentarikerne blot ‘forvalter’ en ‘objektiv udvikling’, er lige så nedbrudt som Berlin-muren. Eller burde i hvert fald være det.

I DEBATTEN om kunstig befrugtning handler værdivalget om den rette balance mellem hensynet til fællesskabet og hensynet til individet. Og ‘fællesskabet’ omfatter her vel at mærke ikke blot de nulevende, men også de tidligere og i hvert fald de kommende generationer. I den forstand er der tale om en klassisk konfrontation mellem på den ene side liberalismens idé om, at når bare enhver forfølger sin egen lykke, så bliver det også til størst mulig lykke for samfundet, og på den anden side konservatismens traditionsbundne forsigtighed.

Problemet er bare, at disse idébygninger stort set er gået tabt i den teknokratiske forvaltningsparlamentarisme. Når f.eks. Enhedslistens sundhedsordfører Bruno Jerup vil stemme imod alle aldersgrænser for kunstig befrugtning, fordi de vil være udtryk for »noget formynderisk roderi« – »enten må man tage skridtet fuldt ud og lave en lov, der forbyder mænd og kvinder over 45 år at have nyfødte børn, eller også må man stille det frit for alle« – så er han sig næppe bevidst, hvor meget han her forsvarer en liberalistisk idétradition.

IMOD DENNE altfortærende individualisme indvender Cecilie Wagner på dagens kommentarside: »Man kan ikke lovgive for lykken.« Netop! »Et menneske har lige så lidt krav på at få et barn fordi det ønsker det, som et barn har krav på popcorn og video onsdag aften fordi dét begær nu overvælder det.« Netop!

Man kan strides på ord om, hvorvidt det er naturen eller kulturen, der sætter grænser for forplantningen, når et giftigt arbejdsmiljø eller et stresset familieliv gør et par ‘ufrivilligt barnløse’. Men i det øjeblik samfundet griber ind i situationen med tilbud om kunstig befrugtning, har det både ret og pligt til at stille spørgsmål, som en naturlig befrugtning er selvfølgeligt fritaget for. F.eks. spørgsmål om det ufødte barns behov for en far. Måske endda en far, der har mulighed for at være nærværende og åndsfrisk gennem hele dets barndom og ungdom. Foruden alle de andre vanskelige spørgsmål om ønskeforældre og uønskelig artshygiejne, som Bruno Jerup ikke vil stille, skønt han som lovgiver alligevel træffer beslutningen.

Spørgsmålene er så overvældende, at et flertal i Folketinget burde støtte SF’s forslag om helt at standse reagensglasbefrugtning. Margrete Auken har ret i, at så snart æggene tages ud af kvindens krop, viser konsekvenserne sig at være ustyrlige: søskende på lager i fryseren, halvsøskende indsat i mosters livmoder, genmanipulerede ‘søskende’, o.s.v.

Forslaget er udtryk for et værdivalg, der fører SF tilbage til det mest oprindelige i socialismen: omsorgen for fællesskabet. Netop derved er det også en frugtbar udfordring til de folkevalgte, der helst vil gemme sig i det ‘værdineutrale’ teknokratis dyrkelse af individets grænseløse ret.
birk