Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 2.februar 2000
Forleden blev det danske sprog beriget med en ny, særpæget variant: den persvasive boomerang.
Det forunderlige udtryk stod at læse i ugebrevet Mandag Morgen, som gerne ville bidrage til spekulationerne om en ny, dansk ØMU-afstemning, dennegang med en formodning om, at Poul Nyrup nok om fem uger vil udskrive en afstemning til afholdelse engang i september. (I øvrigt ikke på grund af den europæiske, politiske dagsorden eller de monetære omstændigheder, men ene alene af partitaktiske hensyn; for at generobre ledelsesinitiativet i Socialdemokratiet – et hensyn, der naturligvis må komme i første række.)
Nå, men som optakt til denne formodede afstemning har Mandag Morgen talt med forskellige eksperter i kunsten ”at frembringe den rette offentlige mening”, bl.a. en lektor i retorik ved Københavns Universitet, Charlotte Jørgensen, der citeres for følgende forbløffende udtalelse: ”Det er nødvendigt at tale til skeptikerne og modstanderne som fornuftige mennesker, der prøver at veje tingene mod hinanden.” Glemmer politikerne det, forklarer Mandag Morgen, så risikerer de at blive ramt af retorikkens drabeligste våben: den persvasive boomerang.
Fint skal det være, når man er et dyrt ugebrev – så fint, at Ordbog over Det Danske Sprog i 27 tykke bind ikke kan være med længere. Udtrykket er nemlig en anglicisme – af engelsk ”persuasive”, overtalende. Kort sagt: Hvis kampagnen for et dansk ØMU-ja bliver for overtalende, for insisterende, for unuanceret, så risikerer man en trodsreaktion; så risikerer man at få danskernes velkendte uregerlighed tilbage i nakken. Den persvasive boomerang er med andre ord en metafor for det tilsyneladende uforklarlige, der indtraf i juni 1992, da mediemagten og den såkaldte politiske klasse glemte samtalen i forsamlingshus-Danmark.
Man må håbe, at Lone Dybkjær læser Mandag Morgen. For det var vistnok hende, der i denne omgang tog hul på den hule retorik, der altid dukker op i forbindelse med en EU-afstemning herhjemme. ”Lad os nu ikke gøre det for indviklet for vælgerne”, sagde Lone Dybkjær. ”De skal ikke tage stilling til detaljer og nuancer; de skal bare én gang for alle svare på, om Danmark skal forblive medlem af EU”. Underforstået: så tager eksperterne sig af resten.
Hvis ikke revselsesretten forlængst var afskaffet, burde nogen (f.eks. vores statsminister) lægge Lone Dybkjær på skødet og belære hende om, hvad folkestyre går ud på. Men i stedet kan Mandag Morgen måske arrangere en konfrontation med deres retoriker.
Som om en regering kan tillade sig, hvis et flertal er imod dens økonomiske politik, at sætte hele parlamentarismen til folkeafstemning! Det er jo i virkeligheden dét, Lone Dybkjær har foreslået – og siden fået opbakning til af både politikere og lederskribenter. ”Hvis I er imod vores politik, kan I bare melde Jer ud af det hele!” Som om danskerne ikke kan tænkes være imod ØMU, fordi de anser projektet for skadeligt for Europa! For hele det europæiske samarbejde!
Igår udgav seks forfattere, anført af den fremragende sikkerhedsekspert Ole Wæver, en debatbog der stiller skarpt på udfordringerne til EU efter krigene på Balkan: Der skal fremdrift i udvidelsen med nye medlemslande, hedder det; og alle skal bydes med, også Serbien og Albanien. Dét har i virkeligheden været dagsordenen siden 1989, og hvis dén havde været respekteret, kunne blodsudgydelser måske have været sparet.
Derfor var Maastricht-traktaten også, med sit gamle monetære projekt, en fatal afsporing. Og er det endnu mere idag, hvor vi er på vej mod inflation, rentestigninger og højst ulige økonomiske udviklinger i Europas forskellige regioner.
Så EU’s freds- og samarbejdsprojekt kan ende med at blive ramt – ikke af en ”persvasiv”, men af en monetær boomerang.
