Godmorgen, du skal i fjernsynet

– 1. marts 2000

Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 01.marts 2000

Godmorgen, I skal giftes, men først skal I i fjernsynet! En af de TV-kanaler, man alligevel ikke kan kende forskel på, især ikke om lørdagen, havde forleden premiere på et nyt underholdnings­show, der efter planen skal forlyste seerne ti uger endnu. Konceptet (for den slags er al­tid koncepter, i reglen købt udenlands i dyre domme) går ud på, at et mere eller mindre sages­løst ungt par vækkes med disse ord: ”Godmor­gen, I skal giftes, men først skal I i fjernsynet!” Herefter transpor­teres de i Rolls Royce til et TV-studie, hvor én af dansk mediebran­ches man­­ge Gøg&Gokke-duoer venter som bestman og toastmaster, sammen med en festklædt familie, vennerne – ja og så de nysgerrige seere.

Jeg er ikke så meget masochist, at jeg ligefrem premiere­sho­wet. En anmelder klager over, at det var for tamt – ikke frækt nok, ikke grænseoverskridende nok;  for det var uden både den kirkelige og den sentimentale dimension, bare et kedeligt, almindeligt par, der for åben skærm lovede hinanden bryllup og evig troskab. Den skuffede an­­melder bør anskaffe sig en parabolantenne, så kan hun helt sikkert få tilfredsstillet sit behov for mere råt kød. F.eks. i de mange amerikan­­ske under­holdningsshows – Ricki Lake, Jenny Jones, Jerry Springer osv – der allesammen er bygget op omkring pludselige bekendel­ser for åben skærm: ”Før vi bliver gift, er der lige noget, jeg må fortæl­­le dig. Jeg boller med din søster”. Og pudsigt nok, netop da den re­plik falder, gør søsteren sin entré i studiet. Det er kun et spørgsmål om at betale sig til den rette producer, så har man garanti for både tårer, skrigen og håndgemæng – kort sagt: moderne underholdning.

Det fulde bryllupsudtræk fik 20 millioner amerikanske seere for to uger siden, da Rupert Murdochs Fox-TV havde premiere på sit læn­ge varslede show ”Hvem vil giftes med en mangemillionær?” Det vil­le Darva Conger, selvom hun ikke vidste andet om sin tilkommende, end at han var først i 40’erne og manglede en kærlig livsledsagerske, som han kunne dele sine mange millioner med. Blandt de hundredevis af håbefulde unge kvinder, der lagde billet ind på TV-stationen og måt­te underkaste sig skærmtest i alskens former for påklædning (og mangel på påklædning) blev Darva den lykkelige vinder. I en direkte TV-transmission fra et såkaldt bryllupskapel i Las Vegas, hvor hendes egen og gommens familie var tilstede, gav hun sit ja til den knælende mand, Rick Rockwell, som hun to minutter forinden havde set for før­ste gang i sit liv. Hvad hele historien savnede i poetisk retfærdighed, fik den tilført få dage senere, da det kom frem, at Rockwell i virke­lig­heden var en aldeles formueløs amatørkomiker, der havde haft held til at svindle TV-selskabet og iøvrigt havde et stående polititilhold for voldelig adfærd mod sin tidligere forlovede. Den nygifte fru Darva flygtede hjem fra Hvedebrødsferien på Barbados og solgte straks sin historie til en anden TV-station.

I løbet af de seneste 10-15 år er forholdet mellem privathed og offentlighed blevet vendt fuldstændig på hovedet. Med fatale følger.

Den tankeløse parole, som kvindebevægelsen hyldede i 70’erne – at vi skulle ”offentliggøre det private” – er forlængst blevet eksproprieret af medieindustrien. Intet er længere så privat, at det ikke kommer offentligheden ved. Privatsfæren, der engang var kendetegnet ved retten til hemmelighed, retten til at holde sin dør lukket, er blevet om­defineret til det modsatte: retten til offentlighed. Den omvending kaldes ovenikøbet en frigørelse.

Men i den samme proces – og måske vigtigere endnu – er vores forestilling om ”offentligheden” vendt på hovedet. ”Offentligheden”, der i demokratiets historie hidtil var torvepladsen mellem de statslige og de private anliggender, stedet for de fælles anliggender, som alle havde ret (og måske tilmed pligt) til at ytre sig om, og som ingen kunne gøre krav på at have for sig selv, er nu blevet en udstillingsscene for private problemer. Den såkaldt ”offentlige interesse” har skiftet betydning, for ”interesse” betyder nu bare almindelig nysgerrighed, og public service er tilfredsstillelsen af denne nysgerrighed.

Dermed er demokratiet blevet berøvet sit allervæsentligste rum. Tilbage er kun en stemme, der på min heldige dag siger: Godmorgen, du har vundet i lotteriet: du skal i fjernsynet!