Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 15.marts 2000
USA’s store dagblade er i disse dage fyldt med kommentarer på melodien: Hvad skal vi stakkels redaktører og journalister dog stille op de næste fem måneder, frem til Republikanernes og Demokraternes partikonventer? Nu, hvor Hr. Kedelig og Hr. Intetsiger, Al Gore og George W. Bush, allerede i praksis har vundet de to nomineringer, nu bliver de resterende primærvalg rene paradeforestillinger. Uden spænding og uden kulør (bortset fra den grumsede kulør, der dukker op, når medieindustrien får kandidaterne til at kaste smuds efter hinanden).
Så sent som for otte dage siden vibrerede pressekorpset endnu opstemt ved den uventede nerve, primærvalgkampen havde fået tilført af den republikanske Senator John McCain og hans berømte kampagnebus, ”Straight Talk Expressen”. Da den karismatiske Arizona-senator og tidligere Vietnam-krigsfange ved det allerførste primærvalg i New Hampshire slog Hr. Intetsiger med hele 19 procentpoints, troede mange et øjeblik, at det måske ville være muligt for eneren – den i amerikansk kultur så mytologiske ener – at besejre de milliondollarstærke kampagnemaskiner og omnipotente partiapparater.
Men selvom vælgerne den såkaldte ”super-tirsdag” i sidste uge mødte mere talstærkt frem end set i mange, mange år, så lykkedes det kun McCain at vinde flertallet i 4 af de 13 stater, hvor republikanerne afholdt primærvalg. I syv af de resterende valg opnåede han mere end 35% af stemmerne, men i amerikansk politik gælder i vore dage samme lov som i amerikansk markedsøkonomi: vinderen tager det hele. Så McCain måtte i onsdags indstille sin kampagne.
For tilhængere af forestillingen om folkestyre – eller som det hedder på halvgræsk: demokrati – var det en beklagelig begivenhed. Men for medieindustrien, der nu jamrer over manglen på underholdning, kunne det næppe komme som nogen overraskelse. Det er nemlig medieindustrien, der mere end nogensinde definerer spillereglerne på den politiske scene. Og her var John McCain en håbløst usamtidig figur.
Ikke bare fordi han er noget så uhørt og aparte som en ægte konservativ politiker – ellers en stort set uddød race idag. Men nok så meget fordi ”Straight Talk Expressen” viste McCain som en mand, der er forpligtet på forestillingen om demokrati som en styreform, der dybest nede udspringer af den folkelige samtale, borgermødet, den åbne debat på bytorvet – hvor hver enkelt deltager taler ud fra sit eget livs erfaringer, sin personlige integritet, og ikke ud fra manuskripter, der er prepareret af funktionærer i et stort partiapparat. En samtale, hvor man må stå til ansvar med hele det liv, man har levet.
Det er det oprindelige, republikanske ideal. Som i den amerikanske historie blandt andre inkarneres af Abraham Lincoln. McCain talte hele tiden ud fra hjertet, uden taktisk overlæg. Da øjeblikket krævede hans stillingtagen til den kristne fundamentalisme, valgte denne overbeviste tilhænger af familieværdier og modstander af fri abort at betegne TV-evangelisten Pat Robertsons bevægelse som ”agenter for intolerancen” – trods Robertsons notoriske indflydelse på den republikanske højrefløjs stemmer. Da McCain stod konfronteret med en forsamling af vietnamesiske immigranter, valgte denne overbeviste patriot og mangeårige krigsfange at sige undskyld på sit lands vegne for uretfærdigheder begået mod det vietnamesiske folk.
En sådan ydmyghed overfor demokratiet er klart ubrugelig for reklameindustrien, konsulentindustrien og hele det medieindustrielle kompleks, hvorunder også politikken er blevet en dattervirksomhed. I USA som i Europa er politisk ideologi for længst blevet forvandlet til, hvad Milan Kundera kalder imagologi. Det er ikke længere vælgerne, men markedets mægtigste agenter, der afgør hvilke images, der skal sælges og købes. Ronald Reagan og Bill Clinton har begge været karaktermasker, der passede perfekt til denne post-politiske mediescene.
John McCain ville tilbage til det politiske demokrati. Derfor måtte det medie-industrielle kompleks aflive ham, før han fik for mange tilhængere. Det er et spørgsmål om troværdighed.