Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 20.marts 2004
For hundrede år siden, i tiden omkring systemskiftet, var den politiske strid umiddelbart en kulturkamp – og vice versa. Sådan havde det været siden 1848, og sådan vedblev det at være (mere eller mindre) frem til befrielsesårene. Den politiske debat handlede om, hvilket samfund vi ønskede Danmark skulle være – hvilken skole, hvilken kirke, hvilket forsvar, hvilket arbejdsliv, hvilke familievilkår, hvilke sociale vilkår, hvilke statsmænd. Og frem for alt: hvilket folkestyre.
Da udtrykket ’værdikamp’ i dag har fået en odiøs klang, kan der være grund til denne historiske erindringsøvelse og f.eks. genkalde de år efter provisoriekampen, hvor folk som Viggo Hørup, P. Munch, I.C. Christensen, Klaus Berntsen og Fr. Borgbjerg satte den politiske dagsordenen i et debatmiljø, der spændte fra Olfert Ricard til Georg Brandes.
Det er muligvis en anakronisme, men ikke noget tilfælde, at Det radikale Venstre (dannet 1905, regeringsparti 1909) den dag idag går efter de såkaldte ’værdiministerier’, når det skal med i regeringsdannelser. Det radikale Venstre blev dannet på en forening af akkurat de to kulturstrømninger, der blev bestemmende for den særlige udformning, det danske folkestyre fik – til forskel fra stort set resten af Europa:
1º Den grundtvigsk inspirerede andelsbevægelse, der ledede opbygningen af den danske kapitalisme med forestillingen om myndig selvforvaltning (”vi vil selv bestemme”, og ”vi stemmer efter hoveder, ikke efter høveder” – i forsamlinger med ”frihed for Loke såvel som for Thor”). De ville føre folkestyret helt til bunds og med Grundtvigs udtryk gøre Danmark til ”et samfund af bønder og bondevenner”.
2º Den af Brandes, Rode og Hørup grundlagte byradikalisme, som også ville føre folkestyret helt til bunds, også var anti-autoritært indstillet, men i højere grad dyrkede den rationalistiske ånd – og så med nogen skepsis på bondestandens religiøse traditionsbundethed og hele det grundtvigske udtræk af sagn og syner og ’folkelighed’. De ville åbne vinduerne ud mod Europa og gøre Danmark til en moderne industrination, båret af solidaritet med samfundets svageste og præget af et blomstrende og opsætsigt kulturliv.
I foreningen mellem disse to strømninger ligger p.d.e.s. muligheden for en frugtbar vekselvirkning, p.d.a.s. en potentiel skizofreni. Begge dele kom til at præge Danmarks politiske kultur i det 20. århundrede. Fra Storm P. til Hilmar Baunsgaard, så at sige.
De Radikale er her kun nævnt som en slags sindbillede. Der kunne gives mange andre eksempler på den tilstand, hvor kulturkampen og den politiske kamp var uadskilligt forbundne. Men i dag er begge ord blevet nær ved meningsløse. Hvordan det er gået til, er en meget lang historie, der her gøres utilladelig kort:
Et første ’anslag’ kommer fra den generation af unge Socialdemokrater, der for tiden inkarneres i DR’s Palle From. En ny politisk saglighedskult bryder igennem efter ideologiernes store krigsnederlag. Forfatningskampen er forlængst slut, nu skal regering og administration strømlines; embedsmændene skal være højtuddannede, højtbetalte og frem for alt: de skal have langt mere indflydelse. Her til lands er det skikkelser som J.O. Krag og Erik Ib Schmidt, der grundlægger efterkrigsepokens velfærdsstat på den helt igennem internationale (og i grunden udanske) opfattelse, at politik ikke længere skal være en kunst, det skal være en videnskab, der handler om at finde de teknisk rigtige løsninger på alle problemer. For problemerne er altid kun tekniske.
Det gælder i øvrigt også kulturpolitikken, der som alle andre politikområder mest kommer til at handle om bevillinger. Ikke mindst bevillinger til kulturhuse, egnsteatre, folkebiblioteker og lignende. For trods den moderne afmontering af kulturkampen og den politiske kamp fastholder Socialdemokratiet de tidligere epokers (og ikke mindst de grundtvigske Bondevenners) forestilling om ét folkeligt fællesskab – Danmark for folket, plads til dem alle o.s.v. Men det bliver en plads i den bureaukratiserede formynderstat – og med en voksende tillidskløft mellem vælgerne og den politiske elite.
Det andet, store ’anslag’ mod sammenhængen mellem kulturkamp og politisk kamp kommer med den ny-liberalistiske globalisering fra slutningen af 1980’erne – og brølende efter kommunismens sammenbrud. Opkomsten af enorme, transnationale virksomheder (der flytter kapital og arbejdspladser kloden rundt, efter behag) og privatiseringen af flere og flere offentlige tjenesteydelser tømmer den nationale, politiske beslutningsarena for meningsfylde. Krags og Schmidts efterkommere, teknokraterne i Finansministeriet, kan ikke længere påvirke de økonomiske konjunkturer, ikke længere skrue på deres gamle håndtag; de er afmægtige på stort set alle områder. Zygmunt Bauman nævner i sin bog Globalization (1998) eksemplet fra samme år, hvor tre europæiske koncerner – Asea Brown Boveri, Electrolux og Pilkington Glass – inden for blot ti dage annoncerede nedlæggelse af europæiske arbejdspladser i et antal, der svarede til den samlede jobskabelse i de (socialdemokratiske) franske og britiske og tyske regeringers 4-års beskæftigelsesprogrammer.
Som Bauman siger: ”Den gamle Nationaløkonomi er nu en fiktion for finansministeriernes regnedrenge. Det eneste område, hvor politikerne stadig kan gøre noget, er lov og orden. Nationalstaterne bliver local police precincts.”
Anno 2003 har så Anders Fogh Rasmussen blæst til ’kulturkamp’. På den ene side kan det fortolkes som en postmoderne krølle på den baumanske globalisering – lov og orden, læreplaner, kulturelle posters i politidistriktet. I dén forstand er jeg enig med Ulrich Horst Petersen, der i august blandede sig med en replik om, at politisk værdikamp føres gennem skattepolitik, og når statsministeren siger skattestop, har han samtidig suspenderet kulturkampen:
”Det handler om at staten kan pålægge borgerne afsavn for at nogle værdier, som staten prioriterer, kan blive virkeliggjort. Vi kan have et sygehusvæsen, vi kan have et socialvæsen, vi kan have et uddannelsessystem. Men når statsministeren proklamerer skattestop, så er det han siger, at der er ingen alment offentlige værdier, som har så høj værdi, at skatterne kan forhøjes for at virkeliggøre dem”. (Ulrich Horst Petersen, Information 02.08.2003).
M.a.o.: statsministeren tilpasser sig de postmoderne vilkår ved at sige ”politik er kedeligt, kultur er dejligt” – så ’kulturkampen’ bliver bare endnu et bidrag til underholdningsindustrien. Men den afgørende replik til Horst Petersen er allerede leveret af Zygmunt Bauman: Skattepolitik er ikke, hvad det har været, og keynesianismens håndtag er i dag defunkte. En ’kulturkamp’ om bevillinger er udsigtsløs.
Så på den anden side kan vi vælge at fortolke Foghs kampråb som en udfordring, der handler om at komme ud over 50 års politisk saglighedskult, hvor al verdens problemer kun er tekniske, og ’kultur’ bare er et residual for råd og betænkninger.
Men hvis det igen skal blive muligt at debattere altings sammenhæng er det første fornødne, at alle forlader skyttegravene. Det gælder også kulturminister Brian Mikkelsen og Informations Rasmus Lindboe. Begge vil frisindet til livs: tonen skal være skånekost, og det hele skal handle om ’venstrefløjens’ eller ’højrefløjens’ forbryderiske fejltagelser, som man skal gøre afbigt for i én uendelighed. Det er ganske vist rigtigt, at ’venstrefløjen’ var stort set ene om at kritisere kommunismen i 70’erne og 80’erne, men lad det dog ligge. Frisindet er nu et must.
Det skal være muligt at spørge Ulla Tørnæs, hvorfor hun med sin nye gymnasiereform har så travlt med at institutionalisere 70’ernes frigørelsespædagogik, gøre RUC til uddannelsesideal og fjerne det sproglige gymnasium som forskole til humaniora i en tid, hvor den almene dannelse mildest talt er nødlidende. Og få et svar.
Og det skal være muligt at spørge Jesper Langballe, hvorfor han har så travlt med at angribe kulturradikalismen, når hans eget Tidehverv dog i mere end en generation var kulturradikalismens nærmeste allierede i kampen for at uddrive al religiøsitet af det danske folk og gøre Danmark til et verdsligt samfund med ligestilling mellem kønnene. Og få et svar.
Det skal være muligt at spørge en række erhvervsledere og virksomhedskonsulenter, hvad samfundet som helhed og deres egne selskaber i særdeleshed vinder ved en managementkultur, der straffer faglighed og loyalitet, men præmierer flygtighed og selvfremstilling. Og få et svar.
Det skal være muligt at spørge Mogens Lykketoft og Svend Auken, hvordan de vil løse den sociale udstødning og ødelæggelsen af naturen gennem mere økonomisk vækst, når alt peger på, at vækstens virkninger vil være de modsatte. Og få et svar.
Og det skal ikke mindst være muligt at minde om, at Danmarks største digter i det 20.århundrede, Thorkild Bjørnvig, som alle nu har hyldet tilbørligt i nekrologer, levede sit liv og skabte sit værk i én lang ’kulturkamp’ – mod industrisamfundets voldelige ødelæggelse af barnet, dyret, planten og den kosmiske skønhed. Svaret til ham var den store fortrængning. Kan det blive andet?
Hvad fremtidens romaner, digte, film, teater og billedkunst angår, kan en regerings retorik næppe ændre meget. Kunstværker eller bølger af kunstværker kan fremkalde væsentlige debatter (som f.eks. den vi førte i Information i 1997 om voldens æstetik). Men bortset herfra er kun tilbage, med trodsigt håbefuld stemmeføring at vende Viggo Kampmanns udødelige replik på hovedet: ”Regeret bliver der alligevel”, sagde Kampmann til Ole Sarvig og den verdensforsagende kunst i den tids debat om ideernes krise i åndsliv og politik.
Kunst bliver der skabt alligevel.