Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 22.september 2008
MENS EN række direktører og bestyrelsesformænd har forladt deres konkurs- eller kriseramte banker og nu er i færd med at gøre de personlige gevinster op, har jeg en undren, jeg gerne vil dele med mine læsere: Hvorfor får de, som har ret, stort set aldrig ret i det offentlige rum? Hvorimod uret og urimelighed ofte belønnes?
Tag nu den nye ’tænketank’ CEVEA. En dag i september 1997 afhændede daværende finansminister Mogens Lykketoft over night det nationale telesskab, som danske skatteydere gennem et par generationer havde ydet deres skærve til. Små 30 milliarder kr fik staten ud af at afhænde sin dominerende aktiepost til det amerikanske Ameritech. Det var ikke blot kulminationen på den privatiseringspolitik, som Lykketoft siden 1980’erne havde anbefalet de nordiske socialdemokratier. Det var samtidig det skridt, der åbnede porten for, at Henning Dyremose ni år senere kunne stikke op mod 100 millioner kr ned i sin egen lomme, blot som belønning for at have fyret nogle medarbejdere og anbefalet et videresalg af TDC.
Nu træder så Lykketoft frem som rådgiver for en tænketank, der ønsker at ”fremme fællesskabet”! Og under S-kongressen for to uger siden, da Helle Thorning fastslog, at grænsen er nået for udlicitering af offentlige opgaver og salg af statslige selskaber, lod Lykketoft sig citere for, at dét var ”god og klassisk” socialdemokratisk politik. Ingen selvransagelse. Ingen skam. Og absolut ingen korttidshukommelse hos pressen!
De mange kvalificerede kritikere af Lykketofts politiske handlinger i 90’erne har stadig ingen bevågenhed.
DET MINDER mig om en anden historie: Jeffrey Sachs, den unge Harvard-økonom, der straks efter Sovjetimperiets sammenbrud drog til Moskva med sit evangelium om en såkaldt chock-terapi i kommunismens ruindynger. Al statsejendom – og vi taler om et samfund, hvor alt var statsejendom – skulle privatiseres per omgående, og et ureguleret markedsregime efter amerikansk mønster skulle introduceres uden den mindste overgangsforanstaltning.
Modargumenterne var både tungtvejende og kvalificerede, men Sachs fik magt, som han havde agt. Resultatet er som bekendt, at det ene plutokrati har afløst det andet. Partiets diktatur er afløst af et mafiavælde med en voldelig sammenblanding af tidligere statsaktiver, maskinpistoler, narkohandel, attachétasker med millioner af rubler – og i øvrigt masser af Dyremose-historier.
Og hvad bestiller så Jeffrey Sachs idag? Jo, han fører sig såmænd frem som guru i bekæmpelse af den globale fattigdom! Ingen selvransagelse. Ingen skam. Og fortsat ingen opmærksomhed om dem, der var klogere.
EKSEMPLERNE er legio, både store og små. Fra min egen, lille andedam kommer jeg til at tænke på Chr. Nissen. Manden, der uopretteligt smadrede Danmarks Radio som public service institution, belønnes nu med en post som bestyrelsesformand på RUC. De snesevis af kritikere, der med holdbare analyser gendrev fornuften i Nissens vidtløftige eksperimenter med DR, står tilbage med håret i postkassen.
DET ULTIMATIVE eksempel er naturligvis regeringens nye klimastrategi. Det er skønt, at Anders Fogh er blevet klogere end dengang, han lod Hans Chr. Schmidt føre sig frem som miljøminister. Men hvad med alle de fremsynede forskere og iagttagere, der gennem mere end 20 år har advaret om, at det ville komme dertil, hvor det nu er kommet – og kun har modtaget hån og utak?
Modtager de nu den pris, de fortjener? Indtager de nu pladsen som regeringens foretrukne rådgivere?
Naturligvis ikke. Det er de velkendte ansigter fra bortforklaringsindustrien, der nu blot flytter ind i et andet standpunkt. Med tak og lov og ære til pressens svigtende korttidshukommelse.