Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 29.december 2008
To store, medicinsk-etiske debatter har i den forløbne uge præget den offentlige dagsorden og fordret borgernes stillingtagen. Den ene handler om, hvordan vi på en værdig måde kan drøfte spørgsmålet om medlidenhedsdrab eller, som nogle foretrækker at benævne det, ”aktiv dødshjælp”. Den anden handler om, hvordan vi på en værdig måde kan bede flere danskere om på forhånd at stille deres organer til rådighed for bl.a. alvorligt syge hjerte- og nyrepatienter, hvis man pludselig mister livet uden til sidst at kunne tage stilling til, om man ønsker at donere dele af sin krop til andre mennesker.
Da Det Etiske Råd i torsdags offentliggjorde sin længe ventede redegørelse om organdonation, havde vi naturligvis ikke forudset dette sammenfald. Redegørelsen udspringer af en henvendelse fra Folketingets Sundhedsudvalg i forsommeren 2007; den har været behandlet på adskillige rådsmøder, og offentliggørelsesdatoen blev fastsat for mere end en måned siden.
Men i virkeligheden er timingen perfekt, for de to debatter har mere end én tankevækkende fællesnævner.
Den ene fællesnævner er, at flere og flere tilsyneladende har svært ved at kende grænserne for anstændighed i det offentlige rum. I det ene tilfælde er det tydeligt, at Kenneth Plummer, Ulla Pors og de øvrige kardinaler fra DR’s ledelse vitterligt ikke forstår, hvad det vil sige at krænke et menneskes urørlighedszone. De kan ikke se nogen blufærdighedskrænkelse i at broadcaste et menneskes selvmord og eksistentielle død til et massepublikum.
I det andet tilfælde har læger og kommunikationsbureauer åbenbart svært ved at forstå, at man ikke bare med kæmpe posters, busreklamer og tv-spots kan presse mennesker til at tage stilling til, hvad der skal ske med deres hjerter og hornhinder, når de engang dør. Den slags hit-med-organerne-kampagner er grænseoverskridende – og vidner på samme vis om en svigtende fornemmelse for, hvad der er skamløst, og hvad der kan gøre os skamfulde.
Den anden fællesnævner, som begge debatter udspringer af, er vores forståelse (eller manglende forståelse) af menneskets dødsstund og afskeden med livet. Det ultimativt moderne argument er jo i begge tilfælde retten til selvbestemmelse, som åbenbart skal omfatte alt.
Det står den skleroseramte Craig Ewert frit for at begå selvmord i det offentlige rum – han bestemmer selv over sit liv og sin død – og hvis andre i det offentlige rum føler sig krænkede over den måde at argumentere på, står det ligeledes dem frit for at forlade det offentlige rum. Det er den totale autonomi: ethvert individ sætter sine egne regler, og tanken om noget andet er ubærlig for medieeliten.
Det samme gælder i donationsdebatten: Døden er måske det ensomste øjeblik i ethvert menneskes tilværelse, men alligevel er vores død ikke vores egen. Mit livs historie er på godt og ondt vævet sammen med andre menneskers livshistorier, og derfor er min død også et anliggende for mine børn, min hustru og mine nære venner.
Det er det, juristerne og medicinerne bag det nye, teknologiske ”hjernedødskriterium” ikke kan fatte. De maser bare på og maser de pårørende tilside. De vil erklære den uafvendeligt døende for allerede afdød uden hensyntagen til behovet for en værdig afsked og historiens afslutning – og derved gør de det faktisk vanskeligere at finde frivillige donorer.
Det handler altsammen om den ekstreme individualisme – og dens død.