Utidig omhu

– 9. februar 2009

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 9.februar 2009

DANSKERE, der er født før 1960 – da Danmark statistisk set gik fra landbrugs- til industrisamfund – har sandsynligvis lært af deres forældre, at de skal være omhyggelige; at omhu er en vigtig dyd, som både er nødvendig for fællesskabet og lønner sig for den enkelte.

Ingeniøren skal være omhyggelig, når han beregner indrætshallens tagspænd, ellers bringer han menneskeliv i fare. Smeden skal af samme grund være omhyggelig, når han svejser og bolter jernspærene. Ligeså tømreren, når han lægger parketgulvene og lakerer dem: gulvene skal helst holde i mange år. Hallen er en investering i lokalsamfundet, så borgerne tørrer selvfølgelig fødderne omhyggeligt, når de går ind; alle husker at slukke for vandet. O.s.v.

Det er traditionssamfundets etos, som blev sammenfattet prægnant af dets største mogul, A.P. Møller i rederivirksomhedens navnkundige motto: ”Intet tab skulle ramme os, som kan undgås med rettidig omhu.”

Derfor lærte børnene at være omhyggelige med deres skolearbejde. Vi måtte ikke sjuske med regneopgaverne, vi skulle arbejde vores stile grundigt igennem, vi skulle forberede os omhyggeligt til prøver og eksaminer. Ligesom husmødrene skulle være påpasselige med vasketøjet, landmændene med markarbejdet og forskerne med deres kildekritik.

Det er, hvad Max Weber kaldte den protestantiske etik – en særlig arbejdsmoral, som har kendetegnet de nordvesteuropæiske og nordøstamerikanske samfund.

MEN TRADITIONSSAMFUNDET eroderede med stor hast i løbet af 1960’erne og 70’erne – det var ikke mindst dét, ”ungdomsoprøret” gik ud på. Og efter mindre end en generation er vi nu allerede ankommet til det postindustrielle samfund, hvor arbejds- og uddannelsesmoralen er radikalt forandret.

I dag må lærere, både i grundskolen og i gymnasieskolen, forklare deres elever, at de bliver nødt til at være lemfældige med nogle af deres fag og nogle af deres afleveringer. Ellers vil de simpelthen bukke under i arbejdspres.

– Jamen, hvorfor skal der da være flere lektier og flere afleveringer på skemaet, end det er menneskeligt muligt at overkomme? Af hensyn til de påkrævede afrapporteringer opad i bureaukratiet!

Tilsvarende på nutidens virksomheder, hvor der arbejdes i projektbaserede teams. Hvis en medarbejder bliver for grundig, sinker han hele processen. Det gælder om at kunne aflevere projektresultatet just-in-time – og helst på lækre powerpoints. Og så hurtigt videre til næste projekt.

Som den amerikanske kultursociolog Richard Sennett påpeger i sine ætsende analyser af den postmoderne arbejdsmoral, skyldes det ikke mindst den ekstreme korttidshorisont blandt nutidens aktionærer: investering i dag, afkast inden tre måneder. Så de medarbejdere, der sjusker, har en strålende fremtid på virksomhederne. Hvorimod de ”erfaringsramte”, der gerne vil være ansvarlige for mere end sig selv, er solgt til stanglakrids og i mange tilfælde ender med en stressdiagnose. Der er langt fra Alexander Foss og A.P.Møller til Peter Strårup og Gunnar Sigurdsson.

I mine sidste år på DR, hvor P1-medarbejderne blev presset umenneskeligt, oplevede jeg gang på gang chefer, der opfordrede os til at lave programmerne mere lemfældigt. Og for så vidt havde de ret: det var blevet den eneste måde at overleve på.

I traditionssamfundet kunne man være oprørsk ved at være en sjuskedorthe, men i nutiden kan man langtfra være oprørsk ved at fastholde sin omhu.

Taberne er nu alle dem, der udviser utidig omhu.