Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 24.april 2009
GRÆNSEN FOR fri abort er i Danmark fastsat til 12. graviditetsuge. Sådan har det været, siden det i 1973 blev legalt at foretage provokeret abort her i landet. Hvis der efter 12. graviditetsuge konstateres en alvorlig misdannelse eller sygdom hos et foster, har kvinden (parret) mulighed for at søge det regionale abortsamråd om tilladelse til abort alligevel. Og hvis samrådet skønner, at lidelsen er tilstrækkelig tung, vil tilladelsen også blive givet. I modsat fald har kvinden mulighed for at indbringe et afslag for det centrale abortankenævn.
Betimeligheden af 12-ugers grænsen sættes ustandselig til debat. F.eks. skabte en medicinstuderende stor ståhej, da hun sidste sommer fik foretaget en sen abort i Storbritannien, fordi hendes baby manglede venstre underarm. Abortankenævnet fandt ikke, at denne skavank kunne berettige en afbrydelse af graviditeten, men det var den vordende mor ikke enig i, og hun sendte en harmfuld klage til både pressen og Folketingets sundhedsudvalg.
Tilsvarende har nogle gynækologer, bl.a. Øjvind Lidegaard og Thue Bryndorf, ført vedholdende kampagner for en forlængelse af abortgrænsen til 18. graviditetsuge.
Dét forslag afviste Det Etiske Råd i en udtalelse i marts 2007. Selv om visse misdannelser hos et foster først kan fastslås efter 12. graviditetsuge, fandt Rådet, at de samfundsetiske konsekvenser ved en forlængelse af det frie abortvalg helt op til 18. uge er alt for negative, og at det eksisterende samrådssystem i det store hele fungerer tilfredsstillende.
NU UDFORDRES abortgrænsen imidlertid fra en helt anden side. Det skyldes ikke mindst udviklingen af nye teknologier, der gør det muligt at diagnosticere et fosters genetiske komposition meget tidligt i graviditetsforløbet.
Det er selvfølgelig en stor fordel, hvis man hurtigt kan konstatere alvorlige abnormiteter hos et fosteranlæg, men med i købet følger også muligheden for information om fosterets køn, øjenfarve og mange andre træk. Derfor rejses idag spørgsmålet, om abortgrænsen skal sættes ned, så man ikke risikerer, at vordende mødre fravælger deres børn på grund af f.eks. køn, hårfarve, disposition for diabetes eller udsigt til en lidt for lav metabolisme. Kort sagt: for at undgå et kapløb om perfektionering af afkommet, som nu vil blive teknologisk mulig.
Personligt tror jeg ikke, at en nedsættelse af abortgrænsen er fornuftig. Man skal ikke mange uger ned, før der i praksis vil være tale om en afskaffelse af den frie abort for de fleste kvinder, og det kan der ikke komme noget godt ud af.
Enhver ved, at der allerværste, der kunne være sket i vores liv, er, at vi aldrig havde fået det – at vi aldrig var blevet til. En abort er altid en tragedie, og en kultur, der mister sansen for livets under, er en forrået kultur.
Omvendt er modernitetens familieliv også et strømlinet planlægningsinferno, hvor både sociale og helbredsmæssige hensyn kan tale tungt imod familieforøgelse. En statslig indgriben i den enkelte families dispositionsfrihed, der ikke er begrundet i hensynet til det ufødte barn, men i andre bekymringer, vil utvivlsomt udløse lovbrud i stor skala og forekommer heller ikke berettiget.
Hvordan skal man så undgå et ”kapløb om perfektionering”? Ved at holde de genetiske informationer skjult for de vordende forældre? Nej, det ville for alvor være formynderisk.
Man skal gøre det ved helt at undlade at indsamle de unødvendige informationer. Den almene screening af alle fosteranlæg bør ophøre, og i stedet bør man bruge de nye diagnoseteknologier dér, hvor risikoen for sygdomme og misdannelser er notorisk.
Dér, og kun dér.