Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 16.marts 2009
ET STED I DANMARK går en kvinde og venter sig. Det samme gør omkring 46.000 andre kvinder, så det er der ikke noget usædvanligt i.
Det, der gør hendes foster helt specielt og anderledes end alle de andre, der lige nu vokser i moders liv, er, at det bliver det allerførste barn, der kommer til verden i medfør af den såkaldte Patrick-lov (– en tilføjelse til Loven om kunstig befrugtning, der efter en ekstrem kort og temmelig ophidset debat blev vedtaget af Folketinget i marts 2004).
Kort fortalt gav Patrick-loven fertilitetslægerne adgang til at sortere en kvindes befrugtede æg på jagt efter et ganske særligt æg med ganske bestemte egenskaber – nemlig vævsforligelighed med en alvorligt syg søskende, til hvem det nye barn i så fald kan fungere som donor af knoglemarv (eller navlestrengsblod). En donorsøskende.
I Patrick-debatten 2004 var det mest tungtvejende argument for den nye lov, at selv om der måske kunne findes en anden donor i internationale vævsregistre – og udsigten hertil syntes forsvindende – så ville den såkaldte HLA-vævsforligelighed med en søskende betyde bedre helbredsudsigter for Patrick.
Til gengæld var et af de mere tekniske argumenter imod, at sandsynligheden for at kunne sortere sig frem til et så specielt æg, ville være særdeles lille.
På verdensplan er det vistnok lykkedes en snes gange. Nu er det så også lykkedes i Danmark. Det nye ”donorbarn” forventes at komme til verden i midten af oktober.
DET ER Fertilitetsklinikken på Århus Universitetshospital i Skejby, der med en vis stolthed kan oplyse, at man har haft held til at finde den vanskelige vævsmatch. Behandlingen har været langvarig og uden tvivl opslidende for de involverede forældre. Næsten 200 (tohundrede!) æg er blevet reagensglasbefrugtede og efterfølgende sorteret efter at være underkastet diagnostik (PGD).
Man skal altså forestille sig en mor, der i forvejen har et alvorligt sygt barn at tage sig af, men alligevel gennemfører en række meget belastende hormonstimuleringer med henblik på at kunne ovulere alle disse æg. Og samtidig skal man forestille sig en gruppe fertilitetslæger, der (med god eller dårlig samvittighed) frasorterer det ene raske fosteranlæg efter det andet, fordi heller ikke denne lillesøster eller lillebror vil kunne bruges som donor.
Og frem for alt skal man altså forestille sig et barn, der om 5-6 år, når det begynder at stille alle de store spørgsmål, som er en del af dét at blive menneske: ”hvorfor er jeg?” og ”hvorfor blev jeg mig?” – ikke kan nå til andet svar end: ”det skyldes min syge storebror”. Min far og mor kunne godt få andre børn, men dem ville de ikke have; de ville kun have mig, for jeg kunne bruges til helbredelse af min storebror.
LÆGERNE OPLYSER, at det helst skal vente til donorbarnet er 1 år gammelt (så må vi da håbe, at der ikke sker nogen drastisk forværring af storebrorens tilstand inden da!) På det tidspunkt vil donorbarnet blive lagt i fuld bedøvelse, kanyler vil blive indført i knoglerne flere steder i kroppen, og cirka halvdelen af barnets knoglemarv vil blive suget ud (og erstattet med donorblod). Indgrebet anses ikke for farligt. På den anden side kan ingen garantere, at det er risikofrit og uden langtidsvirkninger for donorbarnet.
Hvordan hele dette projekt forholder sig til FN’s Børnekonvention (f.eks. artikel 36) vil jeg overlade til jurister at tage stilling til.
Men det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Verdenserklæringen om Menneskerettigheder ikke blandt sine grundlæggende formuleringer indeholder: ”Intet menneske kan frembringes som formål for andre eller andet end det selv”.
For det har ingen haft fantasi til at forestille sig.