Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 29.juni 2009
ENHVER dansker, der har besøgt London blot nogle få dage, kender synet af de mange finansfolk – bankierer, børsmæglere, valutadealere – der fortrinsvis arbejder i bydelen City. Let genkendelige på deres jakkesæt og slips har man de seneste ti år kunne iagttage dem cigaretrygende udenfor svingdørene til de store finansielle residenser, hvor de ikke længere må dyrke deres eneste stimulans indenfor.
Sidst på eftermiddagen og om morgenen har turisten kunnet studere deres dresscode i Londons undergrundsbaner (især ”Cityline”). Et ulasteligt fællespræg, trods tydelige forskelle på habit- og skjortekvaliteten hos den almindelige bankmand i stangtøj fra pakistansk tilbudsbutik i Eastend, den lavere funktionær i færdigsyet Armani fra Marks & Spencer, og direktøren i demiskrædderi fra Jermyn Street. (Bestyrelsesformanden, beklædt på Savile Row, viser sig sjældent i Undergrunden.)
Det er etnografisk folklore, og derfor gjorde det stort indtryk på mig at erfare, at finansfolkene med ét har opgivet deres uniform og nu farer rundt i skindjakker og pullovers.
Det er frygten for vrede medborgere og nogle episoder med mobning og verbale overfald, der har fået bankfolkene til at skjule deres identitet. Ligesom i Danmark har mange briter fået overordentlig dårlige bankråd om lån og investeringer, og det har fået befolkningens tillid til finansverdenen til at styrtdykke så meget, at det nu kan aflæses i gadebilledet.
FOR EN UGE siden beskrev den australske filosof Peter Singer i avisen The Guardian, hvordan dimittender fra den berømte Harvard Business School nu kan aflægge et højtideligt løfte om at ”arbejde på en moralsk forsvarlig måde”, når de skal varetage deres kommende jobs som erhvervsledere. En indlysende pendant til lægeløftet, kommenterer Singer optimistisk, også selv om det er udløst af den globale økonomiske krise og alt for mange finansskandaler.
Ja. En ny professionsetik vil uden tvivl være hjælpsom, hvis finansverdenen skal genoprette en vis tillid i befolkningen. Men der skal mere til: der skal mere kompetence til. Det er jo ikke bare grådighed, der har sat millioner af opspareres penge overstyr. Det er ligeså meget professionel uduelighed. En uduelighed, der dokumenteres med tilbagevirkende kraft, hver gang en børsanalytiker eller finansdirektør gentager den notorisk usande påstand om , at ”ingen kunne forudse det globale økonomiske tilbageslag”.
Hvor mange husker ikke tv-reklamen, hvor en bankrådgiver gik nedad og nedad, fordi han kunne tilbyde en låneform, hvor renten kun kunne gå samme vej: nedad. Og hvor mange har ikke, ansigt til ansigt med deres bankrådgiver, oplevet deres egen hjemmestrikkede forsigtighed bagatelliseret med ”professionelle” forsikringer om det ufarlige i at optage flere, større og billigere lån.
NÅR JEG skal forklare yngre mennesker om den historiske konservatisme og konservatismens univers, tyr jeg undertiden til Laura Ingalls Wilders populære børnebøger fra 1930erne om Det Lille Hus på Prærien. Her er nybyggernes etos, at man skal have fod under eget bord, kunne svare enhver sit og altid kunne se sin nabo i øjnene.
Dét univers har selvfølgelig intet tilfælles med det danske skattelettelsesparti, der fejlagtigt smykker sig med betegnelsen ”konservativt”. Men bøgerne kunne måske være et nyttigt pensum for business-studerende på Harvard. Og for Peter Straarup og hans britiske kollegaer.