Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 30.november 2009
DENGANG jeg trådte ind i det Etiske Råd, anede jeg stort set intet om mikroinsemination, fosterdiagnostik, stamcelleforskning, kimærer, eutanasi, gentest, kognitiv opgradering, handel med kvindeæg og translationel medicin – jeg nævner her et mindre udpluk af de emner, jeg har måttet slide mig til indsigt i, blot for at kunne deltage kvalificeret i Rådets arbejde. Nu, efter godt seks år, er jeg omsider ved at være ”uddannet” medlem! Så det er med blandede følelser, jeg må se frem til, at min beskikkelsesperiode udløber med udgangen af 2010. Nu, hvor jeg endelig ”kan” stoffet, skal nye hoveder begynde forfra.
Men sådan må det være, ikke mindst fordi det er et grundlæggende princip for det Etiske Råd, at alle 17 medlemmer opfatter sig selv og hverandre som amatører. Etik er nemlig ikke nogen profession, og det Etiske Råd er ikke noget ekspertorgan, der har til opgave at finde ’den objektive sandhed’ eller ’eneste saglige’ løsning på et bestemt etisk dilemma. Sådanne ’sande løsninger’ findes stort set aldrig.
På den måde er det Etiske Råd også i overensstemmelse med dansk folkestyres inderste væsen, som er, at alle borgere er lige myndige, og ingen stemme får større vægt i kraft af hverken formue eller akademisk uddannelse. Vi kan takke Rådets grundlæggere, anført af Britta Schall Holberg, for, at Rådet netop kun er rådgivende og har sin toneangivende rolle som en slags drivrem mellem den folkelige samtale og den politiske magt.
FOR NYLIG skrev en københavnsk filosof et indlæg under overskriften ”Vi burde legalisere aktiv dødshjælp”. Argumenterne mod en legalisering, skrev han, ”er generelt svage, og det er jeg overbevist om, at hovedparten af professionelle bioetikere vil være enige om”.
Man spørger sig selv, hvem de ”professionelle bioetikere” mon er? Er én, som har nærlæst Aristoteles, Aquinas, Hume, Kant og Løgstrup bedre egnet til at reflektere over nutidens bioetiske dilemmaer end f.eks. en jordemoder, en socialrådgiver eller en hjemmehjælper, der aldrig har læst filosofi? Ikke nødvendigvis. Filosoffen kan sagtens være ’ekspertbegavet’ uden at være det mindste livsklog.
Hvad er en profession? Det er en levevej. En landmand f.eks. kan være dygtig til sin profession (dygtig til at styre driften, vælge den rette såsæd, forudberegne udbyttet osv). Han kan også være i besiddelse af det, man kalder en professionsetik: han behandler sine dyr anstændigt, han tænker på ikke at forgifte miljøet, han forholder sig til sit CO2-regnskab o.s.v.
Men hvis nogen vil slå sig op på at sælge etik og skriver ”etiker” på sit visitkort, er der al mulig grund til at være på vagt. Blandt historiens store filosoffer, som har viet deres liv til at grunde over universets indretning, er der da heller aldrig nogen, der har hildet sig i en sådan selvforståelse.
Det er sikkert ikke noget tilfælde, at de ”professionelle bioetikere”, der fremmanes i omtalte artikel om aktiv dødshjælp, vil nå frem til den modsatte opfattelse af alle vi amatører i det Etiske Råd.
Etik er valget af det gode. Men, som Ole Hartling tilføjer: hvorfra ved vi, hvad det gode er? Her er vi alle på Herrens Mark. Og i den situation vejer evnen til at suge visdom af sit livs erfaringer måske ligefrem tungere end evnen til logisk analyse af argumenter.