Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 21.december 2009
VENNER OG bekendte, som er på Facebook, har videregivet mig oplysninger om mine børn, som jeg helst ville være foruden, fordi de i mine øjne tilhører privatsfæren eller sågar intimsfæren. Jeg opfatter det som grænseoverskridende og i en vis forstand krænkende, at sådanne oplysninger nu flyder rundt og møder mig i et halvoffentligt rum.
Det er en almindelig antagelse, at den uophørlige udvikling af nye teknologier hele tiden forandrer virkeligheden, herunder vores ideer og forestillinger. Det er utvivlsomt sandt, men det modsatte er vel også sandt, skønt knap så anerkendt: at vores ideer hele tiden former den teknologiske udvikling.
For mig er der ingen tvivl om, at den omsiggribende pludren og pladren på de ”sociale medier”, ikke kun er en uomgængelig følgevirkning af PCen, internettet og den mobile telefoni. Det er også en indlysende frugt af en mental proces, der bl.a. kan føres tilbage til det berømte 68’er-slagord om, at man skal ”offentliggøre det private”.
Dengang ungdomsoprørets glade kvindegrupper pressede hinanden med det slogan, var der næppe nogen af dem, der tænkte på, hvor dybt det angreb folkestyrets centralnervesystem. Den jødisk-amerikanske demokrati-filosof Hannah Arendt, der for tiden er en vogue, gør med rette skillelinjen mellem den offentlige sfære og det private rum til en af demokratiets bærende søjler. At være-i-verden betyder for Arendt at træde tydeligt frem i offentlighedens lys, hvor de fælles anliggender hele tiden er til debat; altså, at være et politisk menneske. Mens hun ligefrem taler om, at når vi trækker os tilbage i det private rum – f.eks. for at dyrke kærligheden, familien eller for at tjene penge – så er vi uden-for-verden.
Denne grundforudsætning for ethvert demokrati, som førhen har været så indlysende, er i dag blevet ubegribelig for mange. Offentligheden – det er jo der, hvor Suzanne Bjerrehus beretter om sine oplevelser på lagenet, og hvor en pinagtig TV-vært med nysgerrigt kamera spæner afsted foran en fortabt adoptant, der leder efter sine biologiske forældre. Statsministeren – det er ikke ham, der står for noget bestemt, et menneskesyn, en vision for Danmarks fremtid; nej, det er ham, hvis kone viser lår i ”vild med dans”, og nu er hun forresten gået over til at give rejsetips om Færøerne. Og public service – det er en sofasnak mellem Anders Lund Madsen og Mads ”Blærerøv”; eller det er krimiserien ”Forbrydelsen”, alene fordi den ses af mange (Chr. S. Nissens moderne definition på offentlighed).
Kongen af de sociale medier er hverken Facebook eller I-phone. Kongen er de store TV-stationer, hvis programtilrettelæggere de seneste 40 år har været efterkommere af de 68’ere, der ville offentliggøre det private. Det begyndte uskyldigt med ”Hjemme hos Anker Jørgensen og Fru Ingrid”, men det er endt med ”Reimar Bo”.
Så snart Reimar Bo ikke har en teleprompt, kan han kun pladre og pludre. Men det gør ikke noget, for politisk samtale er ifølge DR-ledelsen dræbende for seertallet. DR bygger i dag på den idé, at personen – værten – er budskabet. Det er ligegyldigt, om Reimar Bo kan noget som helst. Bare han bliver eksponeret. Det er samme lov som for BS, Bubber, Mads ”Blærerøv” og Suzanne Bjerrehus.
Pladder og uendeligt genbrug af pludderhoveder. Demokrati er faktisk meget sjovere. Men det er der knap nok nogen, der kan huske. Man fristes til at mindes Gogols frygt for at verden skal gå under i ét, stort kedsomhedsgab.