Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 21.juni 2010
I røret om regeringens beslutning om at fjerne statsstøtten til kunstig befrugtning har ét argument været gennemgående; jeg ved ikke, hvad vi skal kalde det: ”Vi har ganske enkelt brug for fødsler og børn til at holde the show going”, siger f.eks. professor Anders Nyboe Andersen, leder af Rigshospitalets Fertilitetsklinik. ”Hvis man eliminerer en stor del af den offentlige behandling – og det vil ske, fordi mange mennesker ikke mener, de har råd til at betale selv – mister vi en masse produktive samfundsborgere”.
Bogholderargumentet ville måske være en passende betegnelse. Med de ”produktive samfundsborgere” henviser professoren jo dels til de betalende skatteydere, dels til de ansatte i erhvervslivet, hvor man fremstiller græsslåmaskiner, høreapparater, hjemmesider og … børn. For børn fremstilles i Danmark i stadigt større omfang netop af befrugtningsindustrien, hvor professoren selv er ansat.
Og formålet er åbenbart økonomisk! Børn skal nu opfattes som et økonomisk gode. Det er deres potentielle bidrag til det økonomiske kredsløb, der tæller. ”The show going” er den uophørlige økonomiske vækst, som – ifølge stort set alle professorer – er nødvendig for at holde hjulene i gang. Skal økonomien blive ved med at vokse, skal mængden af mennesker det helst også. Og eftersom denne økonomiske ekspansion betyder flere og flere farlige stoffer i vores omgivende miljø og mere og mere stress hos de produktive, kan færre og færre kvinder og mænd lave deres børn selv. Ergo må befrugtningsindustrien ekspandere mere end alt andet. Den er selve nøgleindustrien i vores økonomiske vækstmodel.
Ganske vist har energihistorikeren Thorkild Kjærgaard for længst påvist, at det maksimale befolkningstal her i landet er omkring 2,5 millioner mennesker, hvis der også skal være plads til lappedykkere og nattergale, ræve og harer, lærker og kronvildt. Og hvis vores middagsborde ikke skal lægge beslag på landbrugsjorden i fattige lande, hvor tusinder af børn dør af sult, mens befrugtningsindustrien af hensyn til den fortsatte økonomiske vækst fremstiller flere og flere herhjemme.
Ja, Danmark er ligefrem ”det land, hvor kunstig befrugtning bidrager mest til at opretholde fødselstallet”, insisterer Nyboe Andersen i en artikel i Dagens Medicin (11.06). Og henviser til en undersøgelse af Mark Connolly – medejer af et biotek-konsulentbureau i Schweiz – som finder, at udgifterne ved at producere et barn med kunstig befrugtning, ”opvejes mangefold gennem et produktivt menneskelivs bidrag til samfundsøkonomien”. Så det er, konkluderer Nyboe Andersen, ”formentlig en af de bedste investeringer, samfundet kan gøre i øjeblikket og i de kommende årtier, hvor store årgange bevæger sig mod pensionen.”
Gennem årtusinder har vi mennesker opfattet et barn som en Guds gave eller en Lykkens gunst. Men nu er børn altså blevet en investering. Flere dagblade har i deres omtaler af regeringens forslag gentaget argumenterne fra befrugtningsindustriens lobby-mølle. Hensynet til harer og lærker og sultende afrikanere må vige for ønsket om en højere og højere klassekvotient i den danske folkeskole.