Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 6.september 2010
Det er et voldsomt overfald, Marianne Banner og Birgitte Bjørn Jensen udsætter mig for i Kristeligt Dagblad 30.august. ”Hjælp børnene” lyder den manende overskrift på deres artikel[1], som er en reaktion på min klumme ”Diagnose søges”, bragt i avisen 27.juli [2]. Påstanden er åbenbart, at jeg ikke vil hjælpe børnene. Skønt min hensigt er den modsatte.
Pointen i min klumme var at gøre opmærksom på den dramatiske vækst i antallet af ADHD-diagnoser blandt skolebørn og den hertil svarende eksplosion i forbruget af Ritalin og lignende nervemediciner. Fænomenet er ikke bare kendt i Danmark, det er gennemgående i hele den vestlige verden. Af 25 millioner drenge i de amerikanske skoler, er 4 millioner i Ritalin-behandling. Det er 16 procent, og ’eksperter’ herhjemme vil have de danske tal op i samme størrelsesorden!
Derfor spørger jeg: ”Hvad i alverden er der sket? Har videnskaben pludselig opdaget en enorm børne- og ungdomslidelse, som har været skjult i århundreder? Eller har udviklingen i samfundets institutioner gjort det meget sværere at være barn?”
Disse grundlæggende spørgsmål må jeg ifølge Marianne Banner og Birgitte Bjørn Jensen slet ikke stille. Og mit svar – at vi skal være tilbageholdende med at pege børnene ud – kalder de ligefrem ”utilstedeligt”.
Når jeg omtaler deres kritik som ”et overfald”, skyldes det dog først og fremmest argumentationsformen. For den går hele tiden på, at mine manglende, private erfaringer gør mig uegnet til at deltage i debatten. F.eks. skriver de:
”Klavs Birkholm kaster måske skytset på mennesker med usynligt handicap, fordi handicappet netop er usynligt, og han synes ikke at have forstået, hvor indgribende og alvorlig en gennemgribende udviklingsforstyrrelse er for et menneske.”
Undskyld, men jeg ved mere om at leve med et usynligt handicap, end de to forfattere aner – jeg tillader mig blot at drage en anden konklusion. I den borgerlige offentlighed diskuterer vi nemlig de fælles anliggender, de politiske valg. Ønsker Banner og Bjørn Jensen at tale mere om deres private erfaringer, bør de henvende sig i et andet forum.
Min opfattelse er, at hvis 10-20 procent af alle skoleelever indtager medicin for at styrke sig mentalt, må det være et nødskrig om, at der er noget galt med skolesystemet eller måske ligefrem med samfundet. Selv Institut for Rationel Farmakoterapi har tidligere i år tændt advarselslamperne i anledning af det stigende ritalinforbrug blandt unge[3]. Og for et par uger siden skrev børnepsykiateren Gideon Zlotnik – i en kronik med titlen ”Diagnosens magt” – om overdiagnosticering af eksempelvis ADHD, autisme og Aspergers[4].
Disse fænomener er naturligvis ikke kun er et problem for dem, der måske unødigt får diagnoserne, men også for det mindretal, der langt mere evident er plaget af de nævnte lidelser. For naturligvis er det ikke min hensigt at bagatellisere problemerne for de virkelig ramte, tværtimod; de risikerer jo netop at blive overset i den omsiggribende diagnosticering.
Medikalisering er en tendens i tiden. Ingen af os kan helt unddrage sig denne tankegang, men nogle bærer den mere end andre. Senest har fagbladet Børn & Unge henledt opmærksomheden på det uheldige sammenfald mellem de børnepsykiatere, der foretager ADHD-diagnoserne, og de medicinalfirmaer, der producerer medicinen[5]. Der gælder bl.a. Per Hove Thomsen, Tove Houman og Torben Isager, som er tilknyttet henholdsvis Novartis og Eli Lilly. De samme læger er med til at udarbejde det referenceprogram for udredning og behandling af ADHD, som har meget stor indflydelse på, hvordan det danske sundhedsvæsen håndterer børn med adfærdsvanskeligheder. Er det heldigt?
Det Etiske Råd udsender om nogle måneder en redegørelse om den stigende brug af medicin til ikke-medicinske formål. I den forbindelse har vi både læst om og truffet drenge, der er kommet ud af deres ritalinforbrug og nu kritiserer forældre og læger for, at de absolut skulle diagnosticeres.
Diagnosen betyder nemlig, at den mere usynlige adfærdsvanskelighed med ét synliggøres. Der kommer spot på barnet. Det kan være en lettelse for forældre og lærere. Men det er ikke altid en hjælp for barnet selv.
[1] Se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/378735:Debat–Diagnoser-er-noedvendige-for-at-behandle-korrekt
[2] Og her på KlavsBirkholm.dk. Se nedenfor.
[3] Se http://www.irf.dk/dk/nyheder/forbruget_af_adhd-medicin_marts_2010.htm
[4] Se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/377413:Debat–Diagnosens-magt