Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 6.december 2010
FOR NOGEN tid siden deltog jeg i et offentligt debatmøde om eutanasi på Egmont Højskolen i Østjylland. Min modpart var SF’s sundhedspolitiske ordfører, Jonas Dahl, som gerne vil tillade aflivning af mennesker her i Danmark. Når det drejer sig om lidende personer, der helt har mistet livsmodet, bør vi ophæve drabsforbudet, mener Jonas Dahl.
På Egmont Højskolen, som har mange handicappede elever, og som for nylig har produceret filmen Det uperfekte Menneske, var der ikke vild tilslutning til Jonas Dahls synspunkter. Dog havde han i forsamlingen en lille, hård kerne af tilhængere – efter mit skøn også tilhængere af partiet SF. De var særlig glade for det argument fra Jonas Dahl, at indførelse af eutanasi i Danmark vil skåne mange lokomotivførere for traumer, eftersom de stakkels mennesker, der i dag vælger at springe ud foran et tog, så i stedet kan få en læge til at give dem dødssprøjten.
På mit spørgsmål om, hvordan SF dog har debatteret sig frem til dette bemærkelsesværdige standpunkt, svarede Jonas Dahl:
”Nej, nej – det er etisk. Det er ikke politisk. Derfor har partiet ikke nogen holdning her”.
Undskyld, men Jonas Dahl er SF’s sundhedspolitiske ordfører (og figurerede også som sådan på plakaten). Findes der overhovedet noget sundhedspolitisk spørgsmål, som Jonas Dahl og hans parti skal tage stilling til, der ikke er etisk?
Nye teknologier i stamcelleforskningen? Det fælles medicinkort? Ændring af frysetidslængden for befrugtede æg? GPS-sendere til demente? Regulering af fremtidens fosterdiagnostik?
Hvis jeg har ret i, at alle disse spørgsmål er ligeså ”etiske” som spørgsmålet om eutanasi – hverken mere eller mindre – betyder det så, at SF har gjort Jonas Dahl til ordfører på et særligt, apolitisk ressortområde? Og, at han derved har en anden status end partiets øvrige ordførere, der alle må stå politisk til ansvar?
NATURLIGVIS ikke. Stort set enhver politisk beslutning indebærer et værdivalg. Næsten al politik er værdipolitik – sundhedspolitik såvel som uddannelsespolitik og skattepolitik.
Skal folkeskolens yngste årgange have flere klassetimer? Skal Danmark føre krig i Mellemøsten? Skal understøttelsen for arbejdsløse beskæres? Skal topskatten sænkes? Helt fundamentalt handler den politiske samtale om, hvilken etik vi vil bygge samfundet på. Det er børnelærdom fra det athenske demokrati. Det ved enhver, bortset fra programværter og tilrettelæggere ved de større tv-kanaler.
Og da sundhedspolitik og nye bioteknologier fylder mere og mere på samfundets dagsorden, burde Jonas Dahl og Folketingets anden eutanasi-tilhænger, Helge Adam Møller måske finde sammen i en ny partigruppe. Det ville være mere tidssvarende end at lade SF have en sundhedsordfører, der måske – måske ikke – mener noget andet end de fleste andre i partiets folketingsgruppe.
Det var overordentlig fremsynet, da indenrigsminister Britta Schall Holberg m.fl. i 1984 tog initiativ til nedsættelse af Det Etiske Råd. Men siden er mængden og omfanget af bioetiske spørgsmål vokset mod det uendelige, og danske politikere kan ikke vedblivende holde Rådet foran sig som et skalkeskjul for ikke at tage stilling til nogle af de allervæsentligste (og sværeste) spørgsmål på samfundets dagsorden i dag.