Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 24.januar 2011
CESAM, den annoncerede konservative tænketank, kan passende begynde sit virke med at læse Ole Jensens nye bog På kant med klodens klima, der udkom i torsdags. [1] Ganske vist opfattes Ole Jensen undertiden som venstreorienteret, men det er han ikke, eftersom venstreorienteret er ensbetydende med vækstorienteret, og kritik af en civilisation i vækstens vold har været nerven i Ole Jensens virke, siden han for 35 år siden udgav sin klassiske bog med netop den titel, I vækstens vold.
Ægte konservativt er det til gengæld at være vækstkritisk og skeptisk over for den blinde tro på det fortsatte og ubegrænsede fremskridt. Med andre ord: skeptisk over for den herskende religion.
Forleden udsendte én af den globale kapitalismes højborge, World Economic Forum i Schweiz, en rapport om behovet for regulering af den finansielle sektors kreditgivning frem til 2020.[2] Her kan man læse, at de globale kreditter skal fordobles til i alt 1081 billioner kroner for at kunne imødekomme det globale behov for en årlig økonomisk vækst i økonomien på 6,3 procent. En stribe højt ansete ledere fra nogle af verdens største finansielle virksomheder har deltaget i arbejdsgruppen bag rapporten. Men man skal ikke blot være troende, man skal være fuldstændig skizofren for at kunne tage et sådant scenario alvorligt på baggrund af den voksende alarm fra klodens økosystemer, som nu uafbrudt er på dagsordenen ved alverdens klimakonferencer.
Som Ole Jensen skriver: ”Fortsat vækst – i befolkningstal, produktion og forbrug – sker på naturens bekostning. Det efterlader hver dag kloden en tak mindre artsmangfoldig og klimatisk stabil – og det uigenkaldeligt. Hvis den ene vokser, bliver der mindre af den anden”.
Derfor taler Ole Jensen – med ægte konservativ retorik – om agtelse for det uerstattelige, og han appellerer til menneskets selvbegrænsning, en klassisk dyd.
Konservatismens grundlægger, Edmund Burke (1729-97) formulerede tanken om en samfundskontrakt, der ikke skulle forstås som en overenskomst mellem anonyme og flygtige individer, men som en pagt mellem de levende, de døde og de endnu ufødte generationer. Fra ham arvede den britiske konservatisme også bevidstheden om fremskridtets illusioner og ironiske selvbedrag. Og i sin kritik af den franske revolution gjorde Burke uforglemmeligt opmærksom på de menneskelige omkostninger ved grandiose sociale eksperimenter og ved blind tillid til ny teknologi.
Alt dette var velkendt, også i Danmark, indtil Margaret Thatcher for 30 år siden iværksatte sin revolutionære nedbrydning af den britiske konservatisme. Er den historiske og kulturelle dannelseshorisont virkelig blevet så forkortet, at ingen længere kan huske, at det hedder ”konservativ”, fordi der er noget, man gerne vil ”konservere” (bevare) – kulturformer, livsformer, artsformer? Og at man derfor må gøre forsigtighed og tilbageholdenhed til dominerende principper i al politisk og økonomisk beslutningstagen?
Som Ole Jensen konkluderer: ”Magtforholdet menneske-natur er ændret. Pludselig er mennesket blevet i stand til at indvirke på noget så elementært som klodens klima. Med magt følger der ansvar for, hvad man benytter magten til. Det er indlysende … Og det kan der udvikles en forpligtende etisk indsigt af.”
En gammel indsigt, faktisk. Den, der rummes i den konservative etos.
[1] Ole Jensen, På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn (2011, Forlaget ANIS)
[2] http://www.weforum.org/reports/sustainable-credit-report-2011?fo=1