Af KLAVS BIRKHOLM og TOM BØRSEN – offentliggjort i WeekendAvisen 29.juni 2012
Virksomheder i USA er begyndt at bede ansøgere til nye stillinger om at få udleveret deres password til Facebook. Virksomhedernes HR-afdelinger vil gerne orientere sig om potentielle nyansattes interesser og netværk. Trafikken har stået på i nogen tid og udløst en debat om, hvorvidt der er tale om en krænkelse af den enkeltes privatliv. [1] De involverede virksomheder indvender, at det står enhver frit for at afvise ønsket – men hvordan vil det stille de pågældende ansøgere? Og hvad med dem, der slet ikke har en Facebook-profil?
Andre steder i verden er forskere og producenter travlt beskæftiget med at udvikle næste generation af høreapparater. Her vil forbrugerne ikke bare få valget mellem udvendige og indvendige placeringer af apparatet, men også mellem grader af hørelse: Vil du nøjes med at høre som i dine unge dage? Eller foretrækker du en optimeret hørelse, der sætter dig i stand til at lytte gennem murværk? Man kan måske forestille sig en markedsføring under sloganet: ”Vær bedre orienteret end din nabo”?
Teknoantropologi er et nyt fag, der udforsker interfacet mellem menneske og teknologi. Netop i dette interface foregår en stadig mere intens transmission imellem på den ene side teknologiske innovationer, på den anden side Homo sapiens i dets kulturelle selvforståelse og biologiske konstitution.
At menneske og teknologi indgår i et gensidigt stofskifte, er langtfra nogen nyhed. Opfindelsen af agerbruget for omkring 10.000 år siden sætter eksempelvis et skel i menneskets artsudvikling – mennesket i neolitikum er ikke det samme som jæger- og samlermennesket. Tilsvarende kan nævnes dampmaskinen, også en teknologi med uigenkaldeligt revolutionære konsekvenser for mennesket og dets kultur. Den slags eksempler er teknologihistorien fuld af.
Det nye er tætheden af de teknologiske omvæltninger. Både innovationsmængden og innovationshastigheden vokser og vokser. Det betyder – som tre af det 20.århundredes største teknologifilosoffer, Hans Jonas (1903-93), Jacques Ellul (1912-94) og Paul Virilio (f. 1932) alle har gjort opmærksom på – risiko for en overbelastning af menneskets moralske beredskab og evne til at tilpasse sig et stadig mere teknologisk potent miljø. Kort sagt: en risiko for fremmedgørelse og kynisme, to kedelige fænomener der sagtens kan gå hånd i hånd.
Misforstå os ikke. Mange teknologiske fornyelser indfinder sig i første række som lettelser i menneskers hverdag, det er selvsagt. På hospitaler og plejehjem er for eksempel en seng med elektriske hæve- og sænkefunktioner et umiddelbart fremskridt. Noget tilsvarende gælder elektronisk udstyr til overvågning af hjerterytme og vejrtrækning. Ny teknologi kan både medføre øget komfort og længere levetid for mange mennesker – i hvert fald i den rige del af verden.
Også på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner bringer udviklingen løbende forbedringer. Man behøver blot at tænke på, hvordan mikrochip’en, den personlige computer og internettet har revolutioneret kommunikation og informationssøgning. Alligevel peger mere tænksomme iagttagere på, at selv disse enorme fremskridt også rummer skyggesider, som ofte overses i den spontane begejstring for alle de nye muligheder. Eksempelvis har den amerikansk-britiske sociolog Richard Sennett i flere bøger udfoldet, hvordan digitaliseringskulturen i arbejdslivet fører til nedbrydning af menneskers karakter, selvrespekt og evne til at indgå i sociale fællesskaber. En anden sociolog, Arlie Hochschild har undersøgt teknologiernes stressvirkning på et familieliv, som i tiltagende grad invaderes af arbejdet, så mange mennesker efterhånden dårligt kan føle sig hjemme, når de er hjemme (men først ”slapper af”, når de er tilbage ved arbejdscomputeren).
Og hvis vi et øjeblik vender tilbage til hospitals- og plejesektoren: Nogle medborgere, der er glade for at kunne løfte sengeenden med et let fingertryk på en knap, er ikke nær så begejstrede ved udsigten til at skulle mades af en robot i stedet for af en sygehjælper, bare fordi kommunen skal spare penge til at ansætte teknologikonsulenter. Det har Det Etiske Råd gjort opmærksom på i en redegørelse om sociale robotter og såkaldt velfærdsteknologi.
Nogle af disse fænomener er genstand for debat og dermed forhåbentlig kritisk stillingtagen. Men mange af teknologiens store indgreb i mennesket foregår formodentlig mere eller mindre upåagtet. Hvad betyder det for eksempel for mennesket i den moderne civilisation, at dagens gøremål og tankevirksomhed i stigende grad styres af påmindelser fra en elektronisk kalender frem for af bio-mentale processer i individet selv? Hvad betyder det for selvsamme menneskes oplevelse af væren i det fysiske rum, at den geografiske orienteringsevne mere og mere overflødiggøres af GPS? Hvilke aftryk vil det sætte i digtning og filosofi, at farmakologisk teknologi som antidepressiv medicin fører til diagnosticering og medicinsk behandling af snart ethvert tilløb til melankoli og tristhed?
Teknoantropologi blev oprettet som nyt studium i 2011 ved Aalborg Universitet, både på Campus København og i Aalborg. Her lærer de studerende at formidle en dialog mellem på den ene side de ekspertkulturer, der producerer naturvidenskabelig viden og ny teknologi, på den anden side brugere, politikere, kunder og andre interessenter – det hele vel at mærke indfældet i den etiske refleksion, der både efterspørges og er mere og mere påkrævet som del af processen.
Stort set al ny teknologi har følgevirkninger, som det kan være mere end vanskeligt at overskue: Er der risici for den enkelte bruger? Er der muligheder for misbrug af teknologien til helt andre formål, end videnskabsmanden/producenten havde til hensigt? Kan teknologien skabe mere overordnede transformationer i vores normer og vores kultur? Selvsagt kan ingen ikke levere endegyldige svar på disse svære spørgsmål, men teknoantropologien kan bidrage til at kvalificere svarene. Der er nemlig en normativ (etisk) dimension i de fleste af spørgsmålene, som kun alt for let overses i nutidens nytteorienterede management.
Udenfor universiteterne er det i de senere år blevet mere og mere udbredt at tale om virksomhedernes sociale ansvar og om social ansvarlig innovation (CSI). Med stor ret. Ikke mindst med udsigten til knaphed på værdifulde råstoffer og energi, er det af afgørende betydning, at virksomheder verden over løfter ansvaret for fremtidens generationer. Men ofte er de noble hensigter ikke umiddelbart så kongruente med aktionærernes ønske om hurtigt afkast, som ideen om CSI postulerer. Her opstår et teknoantropologisk etisk dilemma, som må reflekteres og håndteres.
Også forskeren sociale ansvar er et vel belyst, men tillige omstridt tema. Dybest set handler det om professionsetik. Af historiske grunde (erfaringerne fra 2. verdenskrig) har de medicinske og sundhedsfaglige professioner en stærk tradition for etiske kodekser, men noget tilsvarende savnes i mange andre fag, hvilket et voksende antal sager om whistleblowing er et godt udtryk for. I Danmark kan private og offentlige virksomheder tilmelde sig en whistleblower-ordning, der administreres af Datatilsynet, men når Danfoss pludselig meddeler afskedigelse af 60 medarbejdere for ’uetisk adfærd’, er det indlysende, at vi kun har set toppen af isbjerget. Så hvordan kan den professionsetiske bevidsthed udvikles over hele linjen?
Teknoantropologernes opgave er at bidrage til at formulere alle disse spørgsmål og give forslag til besvarelser. Tiden er blevet moden til, at såvel forskning som uddannelse adresserer vekselvirkningen mellem menneske og teknologi langt mere direkte og systematisk, end det hidtil har været tilfældet.
Det er ikke længere nok, at forskerne indenfor f.eks. medicinalvirksomhed, fødevareindustri, bygningsbranche o.s.v. indbyder en humanist til at holde festtale, når de mødes til faglige konferencer. De må ikke stille sig tilfredse med at forblive ”på egen side af interfacet”, de skal også forholde sig ansvarligt til virkningerne af deres indsats på den anden side: i menneskets kultur og biologiske betingelser. Det er heller ikke nok, hvis samfundet stiller sig tilfreds med, at et par enkelte filosoffer og etiske nævn revser forskere og teknologiudviklere for at tænke for lidt på menneske og moral. De teknologiske agenter må selv lære at reflektere over følger og påtage sig ansvar.
Med ’teknologiske agenter’ mener vi her ikke blot de mennesker, der officielt er forskningsansvarlige. Alle, der medvirker ved udvikling og implementering af nye teknologier, er i sidste instans medansvarlige – ingeniører, laboranter, operatører, bioanalytikere, læger, molekylærbiologer, robotforskere, sygeplejersker, fundraisere o.s.v. Ingen er fritaget for den sociale og etiske overvejelse.
Etik er således et omdrejningspunkt i teknoantropologien. Først og fremmest er det blevet påtrængende at vurdere – og i sidste instans tage stilling til – strømmen af alle de nye teknologier, ikke bare i et kortsigtet, men også i et langsigtet etisk perspektiv: Hvor vil dén og dén teknologi føre mennesket hen? Ønsker vi det? Eller foretrækker vi måske alternative løsninger? Kan andre teknologier bidrage til at virkeliggøre sådanne alternativer?
Mange mennesker opfatter Den Teknologiske Udvikling som et personificeret subjekt med nærmest ubegrænset magt over menneskeheden. Det er naturligvis en illusion. Mennesket skaber selv sin egen historie, men vi gør det mere eller mindre bevidst. Teknoantropologiens opgave er at løfte bevidstheden.
Tom Børsen (studienævnsformand) og Klavs Birkholm forsker og underviser i teknoantropologi på Aalborg Universitet, København
—–
NOTER:
[1] “Neugierige Personalabteilungen”, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 28.03.2012